5. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Andreas Madsen

Tekstens centrale budskab.
Desværre hænder det, at nogen mener, tekstens centrale budskab er, at kirken er bygget på Jesu discipel, den skrøbelige Simon Peter. Når man ikke læser den græske grundtekst, men må nøjes med den danske oversættelse, får man ganske vist let det indtryk, at kirken er bygget på Simon Peter. Men den er bygget på bekendelsen til Kristus, den levende Guds Søn. Anderledes kan jeg ikke læse den græske tekst. Både stykket fra Jeremias og epistlen må pege hen på ham, der er kristendommens hovedperson og bekendelsens indhold.

 

Mellem tekst og prædiken.
Vor Herre Jesus og disciplene er kommet til egnen ved Cæsarea Filippi. Her får de ro til samtale og eftertanke. Disciplene ved, at der foreligger forskellige meninger angående deres Mester. De forstår også, at selv om de forskellige profetskikkelser kan lære dem noget, kan de ikke erstatte deres Mester. De har nemlig fået fat på, at Han er Kristus den levende Guds Søn. Det vil sige, at han er den kongeskikkelse, som Gud har lovet sit folk. Han er GUD kommet til os mennesker. Han kommer og ordner gudsforholdet for hvert et syndigt menneske, som vil tage derimod. Simon Peter er simpelthen salig ved at kunne bekende det på vegne af den hele discipelflok. Det er nemlig ikke personlig lærdom; men det er noget, som er givet af den himmelske Fader. I den sammenhæng kan så vor Herre Jesus tale om kirken, som er bygget på bekendelsen.

 

Prædikenskitse.
I dag skal vi tale om kirken. Og nu betyder kirken jo ikke Den danske Folkekirke, hvor meget den end betyder for os, og hvor meget vi end skylder den. Men her er det den kirke, som er grundet på Kristus-bekendelsen. Denne kirke er uovervindelig. Det siges ved ordene om, at Dødsrigets porte ikke skal få magt over den. Netop den kirke er du døbt ind i. I en vis forstand er du også uovervindelig, så længe du bliver i kirken, bliver ved Kristus-bekendelsen. Forlader du kirken og slipper Kristus-bekendelsen, gælder det om hurtigst muligt at vende om og komme tilbage. Lad det endelig ikke blive for sent!
I denne bekendelseskirke må der være plads til en vis kirketugt. Det siges med ordene om nøglemagten. Selv om man lever under folkekirkeforhold, må der være kirketugt. (En vanskelig sag, som ikke må misbruges!!)
I denne bekendelseskirke må man gå i dybden, så der bliver plads til Jesus Kristus både som den korsfæstede og som den opstandne. Ellers forsvinder både syndernes forladelse og det kristne opstandelseshåb. Som Mesteren måtte gå lidelsens vej, må vi det også, og vi vil erfare, at lidelsen ofte kommer på en anden måde, end vi tænkte. En tankegang, som disciplene tydeligt nok var meget fremmede for.
Netop fordi det var så nødvendigt at komme i dybden, måtte disciplene endnu ikke slippes løs med forkyndelsen af Jesus Kristus. Af samme grund skal vi passe på, at vi ikke sætter nogen i gang med at prædike for tidligt. Noget andet er, at nogle somme tider som Jeremias skal sættes i gang af Gud selv, idet Gud lader dem vide, at de tager fejl. De er ikke for unge efter Guds vurdering. Han lægger sit ord i deres mund.

 

Salmevalg.
280 – 331 – 289 – 222 – 55.