5. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Kurt Larsen

Hvad kirken er.
Trinitatistiden er sommertiden – og dermed en lidt stille tid i kirken. Den grønne farve symboliserer den vækst, som menigheden gerne skal opleve, og i en stille tid kan det være godt at tage nogle grundlæggende læremæssige ting op i forkyndelsen – til styrkelse og vækst for den faste menighed. Dagens evangelium giver flere gode muligheder for en tematisk, belærende prædiken.

 

1) Hvem var og er Jesus? Menneskers mening om ham contra sandheden om ham – sandheden, der ligger skjult i ordet “skulle”. For at lide, dø og opstå var han kommet. Kærligheden til os drev ham til at “skulle” gøre det. Den kristne menighed er de mennesker, der samles om denne sande forståelse af Jesu person og gerning.

 

2) Kirken bygger ikke på mennesker, men på Herren Jesus. Peter blev kaldt “klippe”, men af natur var han afgjort ikke nogen klippe. Vi kan derfor ikke bygge vores kristenliv eller kirke på andre menneskers tro og eksempel (Hverken paven, Luther, Rosenius eller Vilhelm Beck). Modsat kan heller ingen undskylde sig med, at man har mødt så mange uærlige, hykleriske og fordømmende kristne i tidens løb. Kirken bygger ikke på mennesker. At kalde sig en troende kristen betyder ikke, at vi regner os for bedre end andre – tværtimod: Vi erkender derved, at vi ikke kan klare os ved egne tanker og gerninger, men har brug for at holde os til Kristus.

 

3) Kirken består ikke i bygninger og traditioner. Mange gamle danske kirker er forsvundet, og i Nordafrika er hele det engang så blomstrende kirkeliv forsvundet. De faldt fra troen eller flyttede væk – og en del var allerede læremæssigt på vildspor, inden muslimerne kom. Sålænge kirken er tro mod den sande bekendelse til Jesus, kan den bestå midt i svære tider, for så står den på klippen, og så skal dødsrigets porte ikke få magt over den. En folkekirkes tid kan også være forbi – jævnfør Rusland i kommunismens tid – men kirken kan bestå uden bygninger og under forfølgelse. Kirken er hverken folkets eller statens kirke, men Guds kirke – og den kan derfor bestå også uden den støtte fra staten og folket, vi har nydt godt af i vores land i godt 1000 år.

 

4) Kirken bygger på noget guddommeligt, der består: Bekendelsen til Jesus Kristus. Denne bekendelse forener os, og det er tilstrækkeligt til kirkens enhed at være fælles om den. Vi behøver derimod ikke have samme liturgi og fromhedstraditioner og messeklæder eller samme syn på Israel og tungetale og rockmusik. Der er kun een Frelser og een vej til frelsen – derfor er det nødvendigt for alle at holde sig til ham. Peter gjorde sig klog i egne tanker, men Jesu voldsomme afvisning (“Vig bag mig, Satan!”) viser alvoren i at ville gå ad sin egen tankes vej. Der er kun een nøgle til Himlens port – og den kender Guds kirke: Bekendelsen til Jesus som Frelser og Herre. Her må vi lægge vore egne tanker til side og følge apostlene i deres belæring til os efter påske og pinse, samlet i de kanoniske skrifter.

 

5) Kirkens mål er menneskers evige frelse, ikke noget dennesidigt. “For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?” – eller rettere “sjæl”, for her er et sted, hvor den 1992-oversættelsen i sin klapjagt på “sjælen” er gået for vidt. Hverken kirken som kulturbærer, som smuk ramme omkring livets store øjeblikke eller som menneskeligt fællesskab rammer det, som er Guds mening med kirken. Ved ordet og sakramenterne skal vi bevares i troen til den evige frelse – derfor har vi en kirke.

 

6) Troen er kirkens gave til mennesker. Ved Helligåndens virke gennem nådens midler skabes den tro, der holder os i en levende forbindelse med Frelseren. Og når man har en Frelser, er man frelst. Troen er ikke en menneskelig evne eller præstation, men en gave fra Gud. Derfor kan troen også blive alles – så kirken er efter sit væsen “katolsk”, “almindelig” – dvs. omfattende alle, tiltænkt alle. Troen fødes i os ved Ordet. Troen er som et barnesmil – mor bøjer sig ned over den lille og smiler, og barnet smiler tilbage. Hun smiler smilet frem hos sit barn. I kirken bøjer Gud sig over os, smiler til os gennem nådens midler og troen vokser frem i hjertet. Kirken har fået betroet et budskab med en kraft i sig, jævnfør lektien fra Jeremias: “Nu lægger jeg mine ord i din mund – og man kan overveje at tage fortsættelsen med: Se, nu giver jeg dig myndighed over folkene og rigerne … til at bygge op og til at plante”. Det er ved Ordet, at Gud lader sin kirke blive plantet og bygget op ud over jorden.

 

7) Kirken er et gammelt hus – ja, men efter sit væsen er den intet museum. De ydre former har skiftet og kan uden videre skiftes ud. Men det blivende i kirken er bekendelsen. På den er vi døbt. På den vil vi leve og dø. På den er præsten forpligtet. Den vil holde kirken oppe gennem alle svære tider. Det er kirkens “gamle budskab”, der gerne må føres frem i en moderne form.

 

Salmeforslag:
276 – 50 – 501 / 286 – 224.