5. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Holger Haldrup

Tema
Peters bekendelse.

 

 

Til teksten
Peters bekendelse er centrum ikke blot i vort tekstafsnit, men er et vendepunkt i hele evangeliet. “Du er Kristus, den levende Guds søn”. I det afsides hjørne oppe ved foden af Hermon udtrykkes med de klareste ord i NT, hvem Jesus er. Ordene fra Peters mund er vel at mærke ikke en erkendelse som er vokset frem til modenhed ved dybe overvejelser. Det understreges, at det ikke stammer fra kød og blod, men er en åbenbaring. Det afslører hele sammenhængen så tydeligt: Umiddelbart efter bekendelsen mangler erkendelsen af, hvad der er ret for Messias at gøre.
Bekendelsen afstedkommer dels, at Peter kaldes salig – en understregning af det guddommelige indgreb ved åbenbaringen – dels, at han udnævnes til at være klippen som fundament for kirken og som sådan udstyres med nøglemagten.
Det må forstås sådan, at det er den bekendende Peter, der er klippen, og at den blev givet til ham som den første, men ikke den sidste indehaver. Hvor kirken bygger på samme bekendelse, er det samme fundament og den samme magt til stede. Indholdet af nøglemagten bestemmes almindeligvis som kirkens myndighed til – på Kristi vegne – at tilgive og ikke tilgive.
Tekstens anden del, lidelsesforudsigelsen, indleder egentlig et nyt afsnit, men hænger sagligt godt sammen med bekendelsen. Jesus udtrykker, hvad indholdet af bekendelsen er. Det har Peter ikke syn for,  men det har Jesus. Derfor må han tilrettevise Peter med de skarpe ord. Peter tænker som mennesker, og ikke som Gud gør. Manden, der lige havde fået betegnelsen “klippe”, er her blevet en anstødssten, der vil bringe Jesus til fald.

De andre tekster

 


Jer 1, 4-9:                    Jeremias’ kaldelse. Et eksempel på, at Gud åbenbarer sig for

mennesker og lægger dem bekendelsen i munden.

1 Pet 2,4-10:                Den levende sten. Når Peter selv skal beskrive klippen, er

det Jesus, han giver betegnelsen til.

 

 

Til prædikenen
Der kunne males et billede af Peter: Lederen af discipelflokken gennem mange hændelser, der førte ham på dybt vand og store ydmygelser, men som er det ægte billede af én, som har fået åbenbaret, hvem Jesus er.

 

 

Ansatser
Jan Lindhardt var til stiftspræstekursus i Ribe stift. Han indledte sit foredrag med at sige: “Det drejer sig om Jesus i kirken. Ikke, at Jesus sådan kan forsvinde fra sin himmel, men han kan forsvinde fra os!” Han vidste jo sikkert meget godt, at det ret hurtigt ville få trykket til at stige betragteligt i gode grundtvigske præstehjerter. Og det varede da heller ikke længe, inden det kogte over for én: “Nu skal vi jo ikke sådan give os til at bekymre os på Vorherres vegne…” Hertil var svaret: “Så tag med en tur til Istanbul for at besøge Hagia Sofia og mærk den frysende fornemmelse af korsene, der er revet ud af væggene og erstattet med andet. Hvis ikke det sted, der sammen med Rom var hovedsæde for kristenheden, havde nogen garanti, hvordan kan vi så være så sikre på, at Jesus ikke forsvinder fra os?”
Denne ansats kunne være med til en understregning af, at kirken kun er kirke, når den bygger på bekendelsen.
At kirken kun er kirke, når den har korset med. Det kors, som Peter ikke så nytten af, men som Jesus var villig til at ofre sig på.
At kirken stadig har det mest forunderlige budskab at bringe: En magt til at tilgive synder. Denne magt udøves som det centrale i gudstjenesten, men også som det centrale i sjælesorgen, når syndens ansigt nærmest opleves som skyld. Da bliver skriftemålet det middel, der er sat til at bryde de onde cirkler, som vore fejl og fald har tendens til at ophobe. “Hvad du løser på jorden, skal være løst i Himlen.”

 

 

Forslag til salmevalg
318, 310, 666 – 334, 345