5. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Øssur Kjølbro

Lektien: Jer 1,4-9

Jeremias’ kaldelse til profet. Når Gud kalder, duer ingen undskyldninger, for han ved, hvad han gør. Samtidig et evangelium til den nedtyngede: Han kender mennesket bedre, end det kender sig selv. Allerede før undfangelsen kendte Gud os. Han er med os og giver os, hvad vi behøver.

 

 

Epistlen: 1 Pet 2,4-10

Forholdet til Jesus Kristus, den levende sten, er det altafgørende. Enten er han det mest kostbare i vores liv eller han er en anstødsten, som vi snubler over. Samtidig en klar forkyndelse af den troende menighed som et åndeligt hus af levende stene.

 

 

Evangeliet: Matt 16,13-26

V.13-20: Jesu spørgsmål om andres mening om ham er blot indledning til samme spørgsmål til disciplene. Højdepunktet i afsnittet er Peters bekendelse og Jesu efterfølgende saligprisning (‘Simån Barjåna’ er aramæisk).

Peter taler på vegne af alle disciplene. Bekendelsen bygger på lang tids fællesskab med Jesus. Guds Messias-løfter går i opfyldelse i og gennem Jesus. Erkendelsen af Jesus som Kristus og Guds søn er dog ikke noget, mennesker kan tænke sig frem til, men noget Gud må åbenbare for det enkelte hjerte med sin Ånd. Vedr. ‘Guds søn’, jf. Joh 1,34+49.

Simon er Peter, den klippe, hvorpå Kristus vil bygge sin kirke. Med til kirkens mission i verden hører nøglemagten.

 

 

To mulige fortolkninger af v.18c: Ifølge den éne er det dødsrigets porte, der angribes af kirken. Meningen er da, at dødsrigets porte ikke vil kunne forhindre kirken at vinde mennesker for evangeliet og derved frelse dem fra døden. Ifølge den anden er det kirken, der angribes af dødsriget. Meningen er da, at det ikke vil lykkes for ondskabens magter at erobre kirken.

 

V.21-23: Jesus begynder at forberede sine disciple på sin lidelse, død og opstandelse. Peters voldsomme irettesættelse af Jesus skyldes, at han ikke forstår, at vejen til kronen går via korset. Han har lige bekendt, at Jesus er Messias, men taler nu, som om han ved mere om Guds veje end Messias. Dermed er han en anstødssten (‘skandalon’) for Jesus (jf. episteltekstens v. 8: petra skandalou). Læg også mærke til kontrasten mellem Peter som klippen, hvorpå Kristus vil bygge sin kirke, og Peter som en anstødsten, der vil bringe Jesus til fald. Jesu vej til korset er, hvad Gud vil.

 

V.24-26: Jesus forbereder sine disciple på deres eget kors. Jesu tilhørere vidste godt, at en forbryder, der var dømt til korsfæstelse, selv skulle bære en del af korset. Efterfølgelse af Jesus indebærer selvfornægtelse, ja, selvets korsfæstelse. Vejen til kronen går via korset, også for hans efterfølgere. Det er altså intet mindre end den evige salighed, der står på spil. Læg mærke til v.24: ‘Fornægte sig selv’ og ‘tage sit kors (op)’ er aorister (punktuelle handlinger), mens ‘følge mig’ er præsens durativ (vedvarende handling).

 

 

Prædikenen

Teksten er lang, men giver også flere valgmuligheder:

1. En mening om Jesus eller livsfællesskab med Jesus.

Meningerne om Jesus har igennem tiden været mangfoldige: Revolutionær socialist, politisk frihedskæmper, pacifistisk guru osv. Det samme er gældende i dag, jf. DaVinciCodes billede, som forholdsvis mange mennesker faktisk hopper på.

Men Jesu spørgsmål til disciplene er blot indledning til Peters Kristusbekendelse, som er højdepunktet. Det er Peter, der prises salig af Jesus, fordi Gud har givet ham den erkendelse, der også svarer til virkeligheden og til Jesu påstand om sig selv. Det er den erkendelse/tro og kun den, Kristi kirke bygger på. Søgningen efter sandheden er altså ikke afblæst.

Er vi tilhørere nået frem til samme gud-givne erkendelse og lever i denne saliggørende tro? Har vi med andre ord kun en mening om Jesus, eller har vi livsfællesskab med ham? En del af den erkendelse er, at Kristi fornedrelse var nødvendig, hvis han også skulle være vores frelser.

 

 

2. Kristi kors for vores skyld – vores kors for Kristi skyld. Troen på Kristi kors indebærer, at vi hver især bærer vores eget kors og følger ham. Den evige salighed er jo det vigtigste spørgsmål af alle i ethvert menneskes liv. Hvad nytter det “at vinde hele verden”, hvis prisen er den evige salighed? (Næste søndag vil det også være muligt at tale om faren ved materiel rigdom.)

 

 

3. Evangeliet om Guds kirke, som dødsrigets porte aldrig skal få magt over. I så fald inddrage epistlen.

Valg af vinkel har selvfølgelig stor betydning for salmevalget.

 

 

Salmevalg

1                    Guds menighed, syng for vor skaber i løn

289                Nu bede vi den Helligånd

334                Guds kirkes grund alene

345                Guds menighed er jordens største under

644                Aldrig er jeg uden våde