6. søndag efter påske - 1. tekstrække

Salmer: 222 – 215 – 238 – 431 – 224

 

 

Disse få ord, som Jesus siger her, er et lille udsnit af den lange samtale, han har med sine disciple aftenen, før han bliver korsfæstet. Det er Skærtorsdag aften. Den samtale skal præsterne prædike over de fleste søndage mellem påske og pinse. For Jesus taler dér meget om, hvordan hans disciple skal forholde sig efter, at Jesus er draget til Gud.

Jesus taler her om en, der skal komme. Han kalder ham Talsmanden. Når Talsmanden kommer, siger han, så skal der ske det og det.

 

Hvad mener han egentlig med det? Lad mig bruge et billede.

Når en mand skal vælges til præsident i USA, så tager han rundt på turneer og holder vældige taler for folk, hvor han argumenterer for sin politik. Det er en meget anstrengende tid, hvor han virkelig skal lægge sig i selen og stå for skud.

Når han så er valgt, kan tillade sig at trække sig tilbage til Det hvide Hus og sende en talsmand frem, når journalisterne vil høre om hans planer.

Dette forhold fra det politiske liv kan vi bruge som en illustration af det, som Jesus har gjort. Først gik han rundt blandt mennesker og underviste dem om Gud. Det gjorde han for, at de skulle vælge at følge ham. Siden indsatte Gud ham som universets hersker højt over alle menneskemagter, stjernemagter og åndsmagter. Det skete Kristi Himmelfartsdag. Det er Jesu tronbestigelsesdag.

Derefter træder Jesus selv ikke mere synligt frem for menneskeheden før dommedag. Indtil da sender han sin talsmand. Og talsmanden forklarer, hvad Jesus vil.

Denne talsmand er Helligånden. Ti dage efter, at Jesus var indsat som universets hersker, kom Helligånden. Det skete Pinsedag. Derfor fejrer vi altid Pinse ti dage efter Kristi Himmelfartsdag.

Det er det, vi er på vej til. Nu nærmer sig vor pinsefest, skal vi synge efter prædikenen.

Og det er det, som Jesus taler om her.

 

Talsmanden er ikke et menneske, men Guds hellige Ånd. Helligånden kom som et stormvejr og som en hellig ild til de første 120 kristne. Og han påvirkede dem, så disse mennesker begyndte at tale om alt det, som Gud havde gjort. Disse mennesker blev sat i brand for Jesus og de talte til alle de mange hundrede mennesker, som strømmede sammen, fordi de kunne høre stormvejret. Og da folk spurgte, hvad alt det dog var for noget, så trådte apostelen Peter frem og holdt en tale, hvor han sagde, at det var Helligånden, der var kommet, og han fortalte at Jesus, som de havde korsfæstet, er verdens frelser og Herre, og at de skulle vende sig til ham og blive døbt, så ville de også få Helligånden. Det hele endte med, at næsten 3000 mennesker blev døbt i Jerusalem den dag, den første pinsedag.

Alt det, Jesus forudsagde Skærtorsdag aften, aftenen før hans korsfæstelse, gik i opfyldelse. Når Talsmanden kommer…, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.

 

Helligånden er Jesu talsmand på jorden. Det er det første. men han taler til os ved at sætte mennesker, der kender Jesus, i brand for ham. Det er det andet. Helligånden kommer altså ikke til os som et menneske, for han er ikke et menneske. han kommer som ånd, fordi han er ånd, ikke en ånd, men ånd, Guds rene, hellige Ånd. Og han taler gennem mennesker, som kender Jesus og som elsker ham og som får frimodighed til at sige, hvad de ved om Jesus og hvor meget han betyder for dem.

 

De første kristne var vidner, for de havde set Jesus ansigt til ansigt. Kristne af senere generationer er ikke vidner, for de har ikke set Jesus. Vi kan kun fortælle, hvad vi er overbevist om og hvad Jesus har gjort for os. Men det er også fuldt tilstrækkeligt til at holde ilden ved lige og række faklen videre, for sådan arbejder Helligånden.

Vil man høre Helligånden tale, så skal man lytte til mennesker, som kender Jesus og brænder for ham.

Der er mennesker, som kender Jesus, men ikke brænder for ham. Dem skal man ikke lytte til. Der er mennesker, som brænder for Jesus uden at kende ham særlig godt. Dem skal man heller ikke lytte til – i hvert fald ikke uden kritisk sans. Men dem, der har begge dele, både kendskabet og branden, dem skal man lytte til.

Kort og klart får Jesus sagt, hvad den kristne kirke har at sige. Det er det, vi ved om Jesus. Helligånden taler om Jesus. Kirken taler om Jesus.

Så enkelt er det. Mennesker fødes ikke med kendskab til Jesus.

 

 

Hvad er det, der er så vigtigt ved Jesus? Det vigtige er, at han er den eneste, der kan befri mennesker fra Djævelen, rense mennesker fra deres skyld, forsone dem med Gud, lade dem opstå fra de døde og give dem adgang til paradiset. Det er der mange, der ikke ved. De tror, at Jesus bare er en, der levede en gang og lærte os lidt om næstekærlighed. Det er selvfølgelig også vigtigt, men det er der også andre der kan lære os noget om. Men kun Jesus kan forsone os med Gud og gøre os til Guds børn. Og kun Jesus kan beskytte os mod Djævelens ødelæggende magt.

Mange mennesker spørger, hvordan de skal forhindre, at deres børn kommer ud i alkoholisme og narkomisbrug og kriminalitet. Mange spørger, hvordan de skal beskytte deres børn mod forførende religioner som scientology, ånden i glasset, satanisme osv. Mange spørger, hvordan de kan undgå en skilsmisse. Mange spørger, hvordan det dog skal gå, som verden ser ud. Mange spørger, hvad der sker, når vi dør. Svarene eller grundlaget for svarene er i Bibelen, hvor Jesus underviser os om alle disse ting. Mange tror, at Bibelen bare er en samling gode historier for børn. Men for det første er historierne beretninger om ting, der virkelig er foregået. Og for det andet rummer Bibelen også vejledning, visdom, opmuntring, beskyttelse mod det onde, og den viser vejen til Gud og fortæller, hvad der skal ske, når vi dør, og hvordan verdenshistorien skal gå til sidst. Bibelen har svaret på menneskenes alvorlige og bekymrede spørgsmål. Og i vores fællesskab her i kirken taler vi sammen om, hvordan vanskelige tekster i Bibelen skal forstås, og vi deler sorger og glæder med hinanden, og vi beder for hinanden til Jesus, og netop derfor er dette fællesskab den bedste medicin både mod ensomhed, ungdomskriminalitet, ægteskabsproblemer og religiøs forvirring. Kære menighed! Det er stort og højtideligt, når mennesker døbes, konfirmeres og vies her i kirken. Det er dejligt, når vi kan gå hjem med en god stemning. Men formålet med alt det, der foregår i kirken er dybere end som så. Formålet er, at vi bliver disciple af Jesus resten af vort liv. Formålet er at pege på Jesus og sige: Følg ham! for han er verdens frelser og Herre. Han er livets første prioritet, vigtigere end både sport, penge, nydelser og magelighed. Hvis du virkelig vil frelses fra dom og fortabelse, og hvis du vil have hjælp til livets problemer, så må du følge ham! Alt andet må komme i anden række. Så vigtigt er det.

 

Og så udfordrende er det. Det er nemlig langt fra alle, der klapper i hænderne, når der tales om, at Jesus kalder på os for at vi skal følge ham. Tværtimod er der mange, der ønsker, at der tales så lidt om det som muligt. Det gælder i Danmark, hvor en hel del danskere ikke ønsker at deres børn påvirkes af kristendommen, og i hvert fald slet ikke så meget, at de begynder at komme i kirkens børnearbejde eller til gudstjeneste. Mange mennesker ville få et chok, hvis deres teenagere begyndte at komme i kirken efter konfirmationen.

 

 

Det gælder i endnu værre grad i mange andre lande. I mange lande er det forbudt at gå over til kristendommen, at fortælle om kristendommen, at sælge Bibelen. For 14 dage siden hørte jeg et foredrag, hvor det blev sagt, at i Indien dræbes der daglig kristne mennesker, som fortæller andre om Jesus. Andre steder fjernes børn fra deres kristne forældre og anbringes i koranskoler. Og tilsyneladende er det ikke interessant for verdenspressen.

Jesus har forudsagt det hele. Han har ikke lovet os guld og grønne skove i denne verden. Han siger ligeud: Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.

Det er et under, at der er mennesker, der vil være kristne efter den besked. Men det skyldes jo, at det er så meget mere værd at følge Jesus end at bevare livet i denne verden, at mange gladelig dør for hans skyld.

Mange har givet deres liv for troen på Jesus op gennem kirkens historie, ikke mindst i det 20. århundrede, og der er fortsat mange, der gør det i det 21. århundrede. Og dermed har de bevidnet, at han er mere værd end alt andet.

 

Amen.