6. søndag efter påske - 2. tekstrække

Denne søndags tematik er nært knyttet til 5. s. e. påske. Både epistel- og evangelielæsning er hentet fra samme tekstafsnit som den foregående søndags læsninger (Rom 8 og Joh 17). I denne prædikenvejledning vil jeg ikke gennemgå de forskellige læsninger, men angive tre forskellige vinkler på disse tekster som forslag til tre mulige prædikentemaer.

 

 

1. Ventetid
Søndagens placering i kirkeåret, mellem Kristi himmelfart og Pinse, lægger op til at tale om betydningen af ventetider for troens liv. På denne søndag er vi jo i den uge, da disciplene på den ene side måtte undvære Jesu legemlige tilstedeværelse og på den anden side endnu ikke havde fået opfyldelsen af løftet om Helligåndens udgydelse. Har vi først stillet dette spørgsmål, tager det andre spørgsmål med sig: Hvorfor denne endeløse række af generationer mellem faldet og inkarnationen? Hvis det var Guds plan fra evighed at sende sin søn som verdens frelser, hvorfor skulle menneskeheden da vente disse årtusinder inden han kom? Og hvorfor skal Kristi menighed vente på hans andet komme? Hvorfor vente 2000 år, når han kunne være kommet straks igen kort efter himmelfarten?

Til disse principielle spørgsmål i forhold til frelseshistorien svarer nogle eksistentielle spørgsmål i mange menneskers liv. Erfaringen af ikke at leve i åndelig fattigdom – svarende til  at Kristi er faret til himmels, men Ånden er endnu ikke faldet. Følelsen af ligesom ikke rigtig at kunne komme i gang med livet, at gå og vente på sit kald, sin ægtefælle, sit barn. Dette svarer til en række bibelske personers erfaringer: Abraham og Sara, der ikke kunne få en søn; Moses, der brugte hele sit liv på at lede andre til et land, han ikke selv kom til at indtage; Paulus, der måtte tilbringe nogle af sine mest betydningsfulde år i forskellige fængsler. Uvilkårligt spørger man sig selv: Hvad skal denne ventetid gøre godt for?

Dagens tekst kan hjælpe til at bringe vore små ventetider ind i et større perspektiv: Frelseshistorien viser, at Gud arbejder med sit folk ved at lade dem vente. En af de ting, der faktisk kom ud af ventetiden, var at disciplene i denne periode ”alle i enighed holdt fast i bønnen” (epistellæsningen). Ventetider kan være gærings- og modningstider for Guds folk.

 

 

2. Jesus går i forbøn for os
Dette er både et tema i epistellæsningen fra Rom 8 og evangelielæsningen. I Joh 17,20 beder Jesus for dem, som ved disciplenes ord kommer til tro på ham, og i Rom 8,34 beskrives Kristi forbøn for os ved Faderens højre hånd som kulminationen på hans værk. Ja, Kristi forbøn for os gøres til grundlag for visheden om at intet kan skille os fra Hans kærlighed. Her er altså grundlag for en forkyndelse af, at vi er omfattet af Kristi bøn. Når vi vender os til ham, er han allerede vendt mod os i bøn til Faderen.

Her kunne man henvise til Jesu ord til Peter skærtorsdag aften: ”Jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte” (Luk 22,32). Peter var altså omgivet af Kristi forbøn; det var dén, der ledte ham til anger og omvendelse efter at hans tro havde svigtet.

 

 

3. Kirkens enhed
Temaet for Jesu bøn er ”at de må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være ét i os.” Tanken er altså, at enheden mellem de troende er en afglans af den enhed, der er mellem Fader og Søn i treenigheden. Hvis de troende virkelig er ét, så bliver denne enhed et vidnesbyrd for verden om at Sønnen er ét med Faderen. Hvis de troende derimod ikke er ét, vil verden mangle et vidnesbyrd om Kristi guddommelige kaldelse. Tanken er vel, at det folk, Kristus har grundlagt i verden, må have som kendetegn, at det ikke ligger under for den rivalisering og konkurrencementalitet, som kendetegner den verden, vi lever i.

Den enhed, der her tales om, skal nok ikke tolkes som en læremæssig enighed, eller som en ledelsesmæssig eller organisatorisk enhed. Den største udfordring til denne enhed er ikke eksistensen af forskellige kirkeretninger, men manglen på indbyrdes kærlighed indenfor den enkelte menighed og menighederne imellem.

Her kan epistellæsningen fra ApG tjene som et eksempel på denne enhed. Disciplene, som Skærtorsdag havde været i ivrig diskussion om, hvem der skulle regnes for at være den største, holdt nu ”i enighed fast ved bønnen.” Bønnen og forventningen om Helligåndens udgydelse kan forene mennesker, der ellers hurtigt ville komme ud i konflikter.