6. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Jens Kaltoft

GT-læsning

Moses ord til Israel: Ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det (5. Mos 30,11-14).

 

Epistel-læsning

Vort gamle menneske er blevet korsfæstet med Kristus i dåben. Derfor skal vi se på os selv som døde for synden, men levende for Gud i Kristus (Rom 6,3-11).

 

Prædiketeksten:

I. Disciplenes retfærdighed skal overgå farisæernes, hvis Jesu disciple skal ind i Himmeriget (v.20)

II. Jesus sidestiller vrede og drab (v.21-22)

III. Forson dig med din bror før du bringer din gave til alteret (v.23-24)

IV. Forson dig med din modpart, så du ikke mister tilgivelsen (v.25-26)

 

 

Tema:

Forlig dig med din næste.

 

 

Forslag til indledninger på prædikenen:

1. ”Vi voksne kan somme tider bære os ad, som om vi tænker på samme måde om Guds bud, som en lille dreng, der løb og legede med sin søster. En opfarende kone, der boede i nabolaget, havde skældt børnene ud, fordi de havde hugget hendes kirsebær. Da hun var gået sagde drengen: ”Jeg hader hende ligefrem”. Hans søster blev helt forskrækket og sagde: ”Nej, der står i Bibelen, vi skal elske alle mennesker.” Hvortil drengen svarede: ”Ja, det kan nok være, men gamle fru Madsen var ikke til, da det blev skrevet i Bibelen”. (R. J. Mathisesen: Haandbog I Kristeligt arbejde nr. 403).

 

 

2. To mænd gik forbi Vestre fængsel i København. “Derinde sidder der mange store syndere/mordere”, sagde den ene. “Ja, men der går endnu flere uden for”, svarede den anden. Ja, det er kun de færreste mordere, der overhovedet er kommet for en domstol.

 

 

3. Der var to kvinder, som hver søndag kom i den samme kirke. De var søstre. De boede i den samme by, men de talte aldrig sammen. Gamle stridigheder i familien havde gjort, at de var fyldt med had og bitterhed til hinanden. Ingen af dem var villige til at få talt ud. De holdt fast på deres vrede. Det betød også, at når de var i kirke, så sad de aldrig ved siden af hinanden. De sørgede altid for at sikre sig, at den anden sad et stykke væk. Jesu ord fra bjergprædikenen gør op med den slags uforsonlighed.

 

 

Prædikenansats

I. Jesus sidestiller vrede og drab

Når Jesus sidestiller drab og vrede, så er det, fordi der dybest set i vreden ligger frøet til mord. Mange drab sker ved at en person i vrede og ophidselse kommer til at slå et andet menneske ihjel. Når Jesus sidestiller drab og mord, så er det også, fordi det at dræbe ikke blot er at slå et andet menneske ihjel. Nej, det er også at dræbe, når vi bliver uberettiget vrede og dermed stjæler et andet menneskes glæde. Taler nedsættende og ringeagtende til et andet menneske. Man kan dræbe med ord, og man kan dolke med hårde blikke (Jak 3,5-10).

Ordene har en kæmpemagt. Måske endda sande ord, men ordene var ikke båret af omsorg og kærlighed, eller de blev sagt på et forkert tidspunkt. Et ordsprog siger: ”Pilen, der er skudt, og ordet, der er sagt, kan ikke tages tilbage”. Ja, ord har magt og de er i stand til at slå både kærligheden og glæden i stykker hos et andet menneske, vore ægtefæller og venner. En lærer kan slå noget ihjel hos et barn. En arbejdsgiver kan ramme en ansat med ord, så den anden mister lysten til at leve.

 

II. Forson dig med din modpart, så du ikke mister tilgivelsen

Vrede vedrører ikke blot vort forhold til andre mennesker, men kan også have betydning for vort forhold til Gud. “Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder.” Når vi kommer i kirke og bliver mødt med et ord, der peger på noget, der er forkert i vort liv i forhold til et andet menneske, så skal vi se at få gjort det op. En uforsonlig modvilje mod opgør får følger i Guds evige dom. Vi kan under ingen omstændigheder forblive i et uopgjort, hadefuldt forhold til et andet menneske, såfremt det er muligt at få gjort op. Augustin siger: “Hvis nogen gør dig ondt, så skynd dig at tilgive ham, så det ikke skal blive til to onde mennesker.”

 

III. Er al vrede synd?

 

Af sjælesørgeriske og psykologiske grunde mener jeg, det er vigtigt også at tale om sund og legitim vrede. Mange mennesker går med store sår i deres liv, som giver anledning til megen undertrykt vrede. Når NT underviser om vrede, siges det meget klart, at det ikke er i alle situationer, det er forkert at blive vred. Jesus blev også vred. Da han smed vekselererne ud af templet, både følte og handlede han i vrede (Matt 21). Han blev også vred på farisæerne på grund af deres hårde hjerter (Mark 3,5). Han blev harmfuld, da disciplene forsøgte at holde børnene væk fra ham (Mark 10,13-14). Om den sunde og hellige harme skriver Paulus til menigheden i Efesus: Bliv blot vrede, men synd ikke (Ef 4,26f.). Vrede er en naturlig og nødvendig følelse. Dér, hvor der trædes på mennesker og sker undertrykkelse af mennesker,  der komme en reaktion. Uden vrede ville vi ikke eksistere som selvstændige mennesker. Vrede er jo at sige: “Nej, det vil jeg ikke!” eller: “Det er jeg uenig i!” Det er sund vrede. Selvom det kan være svært i praksis at skelne, så skelner NT mellem syndig vrede og hellig harme. Retfærdig harme er ikke synd Tre ting er gode at have siddende i baghovedet, når vreden melder sig:

-synd ikke

-lad ikke solen gå ned over jeres vrede

-giv ikke Djævelen råderum.

 

 

IV. Positiv side af det femte bud

Det femte bud om ikke at begå drab indeholder ikke alene et forbud mod syndig vrede, men en opfordring til at gøre noget. Luther formulerer det sådan i den lille katekismus: “Du må ikke begå drab. Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi i al legemlig nød.” Hensigten med budet er, at vi i stedet for at dræbe glæden hellere skal opmuntre. Ord kan bygge op. Ord kan få min næste til at løfte hovedet og igen frimodigt leve videre. Ord kan trøste og lindre. Skænke glæde.

 

V. Jesu disciples retfærdighed skal overgå farisæernes

”Gennem verden går en troldkarl uden lige. Ja, sådan kunne Luther finde på at kalde Guds modstander, satan. Det ene øjeblik får han et menneske til ikke at ville forlige sig med den, man er kommet på kant med. Det andet øjeblik får han et menneske til alt for villigt at forlige sig med sin egen onde vilje i stedet for at søge fred inde i Guds gode vilje. Det tredje øjeblik bilder denne troldkarl et menneske ind, at Gud vil ikke forlige sig med et lille beskidt menneske… Kristus kan kun anklage dig, løbet er kørt, du står til ødelæggelse, det har du selv været ude om, og den ting er det for sent at snakke mere om.  Men evangeliet vil have sagt, at Kristus lod sig ikke korsfæste for dig for siden at ville knuse dig. Og Kristus overgav ikke sit eget liv til ødelæggelse for siden at ville ødelægge dit liv med. Troldkarlen satan anklager, men Kristus beder for dig.” (Georg Geil: Befrielse s. 108). Den retfærdighed og renhed, Jesus kræver, den vil han give helt gratis. Jesu retfærdighed, den han skænker uforskyldt af nåde, gør dig værdig til himmerigets glæde.

 

 

Salmeforslag (alternativer i parentes)

DDS

726 (2,736,749,752)

417 (396,617), 690 (289,292,452,617,696)

– – –

687 (377,521,666,688)

439

3 (292) v/nadver

484 (11)