7. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Tema: At leve i Guds frygt er at være under Guds nåde.
De 3 tekster viser, at Gud er det eneste absolut sikre holdepunkt i tilværelsen. Forandring med de helt store kontraster og omvæltninger er grundvilkår i livet. Mennesket kan ikke bygge et fundament, der holder. Alene Gud er fuldkommen. Det er det eneste realistiske livsgrundlag. Det er pointen i teksten fra Prædikerens bog. Romerbrevet peger på nåden og friheden i Jesus. Det er forudsætningen for livet som kristen uden fordømmelse og syndens herredømme.

 

Prædiketeksten er fra Jesu udsendelsestale. Jesus beskriver de realistiske vilkår som hans disciple møder her i verden. Vi stilles ikke succes, medgang og storslåede resultater i udsigt. Mønsteret i discipelskabet finder vi i Jesus. Menneskelig talt er der meget at frygte for. Foragt, forkastelse og konflikter vil evangeliet om Jesus skabe. Vi kan opleve at blive betragtet som farlige – ja, selv som den Ondes husfolk. Denne vurdering kan resultere i, at selv vort liv er truet. Menneskefrygten er forståelig nok. Ingen kristen har nogen iboende trang til at få vanskeligheder og problemer ind over sig. Det, der primært og for alvor er grund til at frygte for, er at få Gud imod sig. Har man det, er er ens situation for alvor truet med den evige fortabelse som det uundgåelige resultat. Det må prædikes i både alvor og kærlighed. Her tror jeg, at vi har brug for at bede Gud om frimodighed, visdom og kærlighed. Vist skal vi tale meget om Guds faderomsorg. Mange bange mennesker lever i angst og utryghed på forskellig måde. De må få udmalet Guds omsorg for øje. Samtidig må fortabelsens gru omtales. Derved fremstår den store og afgørende kontrast mellem det at høre Gud til med evig nåde og herlighed og på den anden siden den frygtelige fortabelse med de følger, det har. Den dobbelte udgang af livet talte Jesus udtrykkeligt og umisforståeligt om. Det må jeg bede om frimodighed og visdom til også at gøre.

 

Som Jesu disciple må vi tage ved lære af ham som vor mester i liv, tjeneste og forkyndelse. Vejen ud af frygt består ikke i at kunne analysere og overskue vor situation, men i at leve i tillid til Gud. Derfor må Guds omsorg og trofasthed beskrives og fremhæves. For at gøre det konkret bruger jeg ofter Israels folk og enkeltpersoner som eksempler. Derved bliver Guds omsorg konkretiseret. Tilhørene får identitetsmodeller samt tilskyndelse til at lære og arbejde med Bibelens budskab. I en verden med forandringer, omskiftelse og brudte relationer mellem mennesker er der god grund til at prædike om Guds omsorg stærkt, inderligt og konkret. At selv vore hovedhår er talt, er jo en fantastisk inderlig og konkret beskrivelse af Guds omsorg. Gudfrygt består i at leve under Guds nåde og frygte for at få Gud imod sig. Det gør det mennesker, der vender sig til Jesus og holder sig til ham aldrig. Det kunne være et fint tema for en prædiken. At holde sig til Guds ord er at holde sig til sandheden. Det er vejen ud af frygten. Gud er med under alle forhold. Det har Jesus lært os. Det står han selv inde for. Forkyndelse af denne rigdom kan føre mennesker fra en utryg tilværelse ind i en tryg tilværelse i Guds nærhed. For at være bibelske er det vigtigt ikke at give mennesker forestillinger om, at livet her på jorden absolut bliver bedre og mere enkelt. Trygheden ligger i, at vi får lov til at leve under Guds omsorg under alle forhold, indtil vi når den evige herlighed. Tilliden består i, at vi må hvile i Guds kærlighed for Jesu skyld, hvad der så end sker. Vi er mere værd end mange spurve!

 

Salmeforslag.
41 – 25 – 31 – 35 – 295