8. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Søndagene fra 6. – 9. søndag efter trinitatis kan anskues som et mindre forløb, hvor de tre første søndage hver især behandler et tema, som er til fare for vort liv med Gud, hvorefter 9. s. e. trin. samler det hele sammen under overskriften: “Frygt ikke!” De tre første søndage kan behandles under overskrifterne: Rigdommens fare, Menneskefrygtens fare og endelig Selvbedragets fare.
9. s. e. trin. tager ligesom 6. s. e. trin. afsæt i rigdommens fare, hvorfor jeg vil gemme det store livtag med materialismen til denne søndag!

 

 

Tema: Selvbedragets fare

 

Lektien: Mika 3,5-7

Lektien er Guds dom over brødprofeterne, som udråber fred, når bare de får mad at tygge på. Titlen af profet er ikke ensbetydende med, at de taler, hvad Gud lægger dem i munden!

 

 

Epistlen: 1 Joh 4,1-6

Opmuntring til at prøve, om ånderne er fra Gud, for der er mange falske profeter. Sandhedens ånd er kendetegnet af bekendelsen til Kristus, mens vildfarelsens ånd anviser andre veje.

 

 

Evangeliet: Matt 7,22-29

Evangelieteksten er afslutningen på Bjergprædikenen, og den står i direkte forlængelse af prædiketeksten til første række: Advarslen om de falske profeter og vejledningen om at kende dem på frugterne.

 

 

Prædiketeksten falder i følgende afsnit:
v22-23: Jesu afvisning af mennesker, som har profeteret, uddrevet dæmoner og gjort store undere i Jesu navn. Versene hører til blandt de skriftsteder, som vækker størst uro i mig. Jeg tænker helt naturligt på Paulus’ ord i 1 Kor 9,27, hvor vi møder hans angst for, at han, der selv har prædiket for andre, skulle blive forkastet. Tænk om min tro på Jesus blot er et stort selvbedrag, så alle mine bønner og handlinger i virkeligheden har været helt forfejlede – for han har aldrig kendt mig.

Denne uro ved Jesu ord kan vi roligt regne med, at der også er mennesker i kirken, som sidder med: Hvor vil det være forfærdeligt, hvis jeg på dommens dag bliver afvist af Jesus. Prædikenens udfordring er at møde disse mennesker med evangeliets trøst og styrke. Og udgangspunktet kan passende tages i prædiketekstens anden del:

 

 

v24-27: Lignelsen om huset på sand og huset på klippe.
Jeg husker endnu min første prædiken på Informatur med Menighedsfakultetet, hvor jeg skulle prædike over denne tekst. Jeg mødte lykkeligvis en meget venlig menighed og en god vejleder, som lyttede til min prædiken og formåede at finde enkelte, nærende korn blandt det sagte. Da jeg efterfølgende fik respons fra den MF-lærer, som deltog i mødet, gik det imidlertid op for mig, at budskabet ikke just var blevet tydeligt. I mine bestræbelser på ikke at blive lovisk og anspore til selvretfærdighed, havde jeg i stedet fået drejet budskabet derhen, at det drejede sig om at bygge på en klippe ved at kende Jesus, og at bygge på sand var således ensbetydende med at leve uden samme tro. Det er der givetvis noget sandt over, men jeg havde fuldstændig formået at lukke øjnene for, at lignelsen ikke blot handler om at høre og kende, men om at høre og handle: “Enhver, som hører disse ord og handler efter dem …”, og “Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem”!

Jeg er overbevist om, at der er en dimension i dette, som vi har meget svært ved at prædike og udleve: At troen kommer til udtryk i konkrete handlinger. Vi har på forhånd afskrevet ordene som ikke-praktisable, og derved fratager vi ikke blot ordene deres karskhed, men vi snyder også både os selv og de, som vi prædiker for, for et oprigtigt møde med tilgivelsens evangelium.

 

 

Hjælp til forberedelsen

En god hjælp til prædikenforberedelserne har jeg fundet i D.A. Carsons “Men jeg siger jer” (Credo Forlag, år 2000), hvorfra jeg refererer i det følgende (s160 ff.). Carson formår både at fastholde det radikale i Jesu ord og også at lande budskabet evangelisk. Carson (herefter DAC) retter et velgørende fokus på, at vi med denne tekst (Matt 7,12-27) befinder os ved afslutningen af Bjergprædikenen, af den tale, som begyndte med at prise de fattige i ånden salige! Når Jesu etisk radikale tale således slutter med at tale om to veje, to træer, to påstande og to huse, så er det for at understrege, at den rette reaktion på talen ikke er “nu må jeg tage mig sammen”, men en erkendelse af, at der er to – og kun to – veje. Talen afkræver en afgørelse, som handler om at overgive sig til Guds barmhjertighed og bede om hans tilgivelse, altså at blive fattig i ånden! Alt andet er en misforståelse, for så spiller vi Bjergprædikenen ud mod andre centrale udsagn i Det nye Testamente om frelse ved tro af nåde alene.

 

 

To træer, v15-20:
Åbenlyse opfordringer til synd preller af på Jesu disciple! Det farlige er, når en prædikant virker from, siger det rette og virker dogmatisk velfunderet. Så kan der være tale om en ulv i fåreklæder, hvor flertallet af får end ikke opdager, at det er en ulv!
En falsk profet er én, som hævder at bære bud fra en anden uden i virkeligheden at gøre det! Og den alvorlige fare ved dem er netop, at menigheden regner med, at de er sendt af Gud og taler Guds ord. Den falske profet går ikke ind for den smalle vej, som Jesus fremhæver! Han udelader det anfægtende og foruroligende og nøjes måske med at sige en masse rigtigt, som alene udeladelserne gør falskt. Forkyndelsen skaber ikke fattigdom i ånden, ransager ikke samvittigheden og dømmer hykleri. Nej, forkyndelsen er på disse punkter i modstrid med Jesu Bjergprædiken.

 

 

To påstande, v21-23:
Jesus forudsiger, at der vil være mennesker på dommens dag, som går fortabt, selv om de kan henvise til det, som de opfatter som rettroenhed og åndelige erfaringer. De anser sig selv for at være ægte troende, men Jesus kender dem ikke. DAC understreger, at Jesus ikke afviser deres gerninger som gjort i hans navn; men det betyder altså ikke, at de er frelst. Selv om de bruger de rette ord, er de altså ikke sande disciple.

Det egentlige kendetegn på en discipel er ikke en højrøstet bekendelse eller spektakulære åndelige triumfer og erfaringer. Nej, det er lydighed. Disciple handler i overensstemmelse med bønnen “Ske din vilje”. De beundrer og overvejer ikke Guds vilje, men udfører den. Selvbedraget kan tage form af minder af gamle dage: Illustration: “Jeg hørte engang om en mand der havde hvad han selv anså for en særlig udgydelse af Guds velsignelse over sig. Så ekstraordinær var begivenheden at han nedskrev det hele i en beretning som han kaldte Min oplevelse. Månederne gik, og han blev ligeglad med åndelige ting. Til at begynde med bevarede han formen, og ved forskellige lejligheder trak han sit manuskript frem for at vise det til besøgende. Mange år senere kom en præst på besøg. Manden, der mente at han kunne imponere sin gæst, råbte op til sin kone at hun skulle komme ned med Min oplevelse. Hun ledte forskellige steder indtil hun fandt det medtagne manuskript, og svarede: »Jeg er ked af det, min ven, men der er gået møl i din oplevelse.« (s172f.).

Men selvbedraget kan også komme til udtryk i en overbevisning om, at det blot handler om at kunne de rette ord og dogmer, og så ellers give køb på lydigheden. Måske er det kravet om resultater og en indbildning om, at resultater her og nu er udtryk for Guds velsignelse, som får os til at undskylde, at der ikke er tid til bøn, selvransagelse, anger og omvendelse (d.e. åndens fattigdom).

Ingen kommer ind i Himmeriget pga. lydighed, men heller ingen kommer ind uden lydighed! Guds nåde resulterer uundgåeligt i lydighed. “Ethvert andet syn på nåden gør den billig og forvandler den til noget uigenkendeligt. Billig nåde prædiker tilgivelse uden omvendelse, menighedsmedlemskab uden streng menighedstugt, discipelskab uden lydighed, velsignelse uden forfølgelse, glæde uden retfærdighed, resultater uden lydighed” (s174).

 

 

To huse, v24-27:
Afsnittet opsummerer, at discipelskab hos Jesus ikke kan løsrives fra lydighedsdimensionen.
De to huse kan være helt ens at se til. Forskellen ligger i fundamentet, og forskellen kan helt konkret udtrykkes som lydighed eller ulydighed.

Jesus har i afslutningen af Bjergprædikenen brugt meget alvorlige advarsler: Fortabelse (v13-14), frugtesløse grene kastes i ilden (v15-20), og nu tilintetgørelse i en voldsom storm. Og spørgsmålet melder sig: Prøver Jesus at skræmme mennesker ind i Himmerige?
DAC svarer “Ja!” Nogle mennesker nås ikke ved et møde med Guds kærlighed og det tiltrækkende i tilgivelsens evangelium. I stedet er det angsten for et eventuelt Helvede, som kalder dem til Jesus! DAC et godt billede på dette: “Hvis man ligger og sover i et hus, som er truet af en stormflod, vil man nok takke den, der hamrer på døren for at vække én. Man vil nok ikke anklage vedkommende for at skræmme én i sikkerhed” (s176).

Bjergprædikenen slutter således med truslen om dom. Og i lyset af Jesu meget radikale undervisning må dette få os til at erkende vor egen fattigdom i Ånden, så vi drives til Kristus for at modtage hans nåde. Matthæusevangeliet siger til en start om Jesus, at “han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Og Bjergprædikenen har ikke til formål at drive mennesker til fortvivlelse eller selvfrelse, men til Jesus. For advarslen om dommen er ikke blot en pædagogisk skræmmekampagne, men en kærlig advarsel om den forestående dom.