9. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Lars Jensen

Til lektien: Ordsp. 3,27-35.
En stærk understregning af budet om næstekærlighed. Sætningen til sidst: “Men ydmyge viser han velvilje” kan ses som en parallel til saligprisningernes “salige er de fattige i ånden”: “ydmygheden” er netop troens ydmyghed, der ved, at når vi har gjort alt, hvad vi er skyldige at gøre, er det ikke fortjeneste, men nåde.

 

Til epistlen: 1. Joh. 1,5-2,2.
Her møder vi et meget stærkt og centralt afsnit fra Johannes’ første brev, hvor der forkyndes stærkt om Jesus som vores talsmand og sonoffer.

 

Til evangeliet: Luk. 16,1-9.
Jesu lignelse om “den uretfærdige godsforvalter” er en af de mest omdiskuterede af Jesu lignelser.
Nøglen til at forstå lignelsen ligger i lignelsens sidste ord: “Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt.” Det er forvalterens klogskab og hans villighed til at se sin (alvorlige) situation i øjnene og tage konsekvenserne deraf, der er lignelsens omdrejningspunkt. Det er på dette punkt, forvalteren er et forbillede for os, ikke i hans uretfærdighed.
I prædiketekstens sidste sætninger forklarer Jesus i klartekst sine disciple, hvad de skal gøre – det, som forvalteren i sin klogskab er et eksempel på: “Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.”

 

Temaer i teksterne.
Sammenhængen mellem troen på Gud og kærligheden til næsten er et centralt tema. Det praktiske liv mellem mennesker set i tjenestens lys.

 

Prædikenskitse.
Til indledning kan der tages udgangspunkt i spørgsmålet: Er Kristendommen en virkelighedsfjern tro?

Dagens evangelium modbeviser påstanden! Her fortæller Jesus en lignelse, der har alle de momenter af snyd og bedrageri og korruption, som vores verden – på Jesu tid og op til i dag – kun kender alt for godt til! Her fejes ikke noget under gulvtæppet! Her er ikke tale om en finpoleret facade af uvirkelighed – tværtimod rammer Jesus med sin lignelse direkte ind i vores verden!

Lignelsen er uhyre realistisk i sin skildring af godsforvalteren, som er en gennem-korrupt embedsmand, der forstår at mele sin egen kage og tilmed, da han trues af afsløring, forstår at vende situationen til sin egen fordel. Alligevel anvender Jesus denne snavsede person som et forbillede, vi kan lære noget af.
Vi kan lære af godsforvalterens virkelighedsnærhed:

Jesus ønsker, at hans disciple skal være realistiske og virkelighedsnære. Vi skal have et sandt og realistisk syn på livet: at vi er syndere, der før eller senere vil møde en afregningens dag! Derfor er det afgørende at have “forudset” den, så den ikke kommer bag på os. “Med tanke på evigheden” er et klogt – og et sandt! – motto at sætte for sit liv.
Vi kan endvidere lære af forvalterens klogskab. Han så virkeligheden i øjnene – og handlede efter den. Vi skal lade vores viden blive fulgt op af handling.
Forvalteren brugte, hvad han havde. Gud har betroet os liv, evner, tid og materielle goder. Men han har ikke givet os dem, for at vi kun skal tænke på os selv. Vi har fået det betroet som noget, vi har fået betroet til tjeneste for ham. Alt sammen kan det anvendes til gavn for Guds rige og for den næste, vi møder på vores vej.
En ældre, erfaren præst sagde en gang til mig: “Vi skal ikke tale ringeagtende om kaffeborde – for det er ikke så få mennesker, der er blevet frelst gennem en samtale over en kop kaffe.” Og jeg ved, at præsten talte af erfaring. Gud kan bruge “den uærlige mammon” – også i form af noget så dagligdags og banalt som f.eks. et kaffebord – i sin tjeneste. Lad os stille os med vore liv, vore kræfter og penge til rådighed for ham – måske han minder dig om en praktisk god gerning over for et medmenneske, hvor du har mulighed for at række en hjælpende hånd? Gør det, mens tid er! Det kan gøre forskel for evigheden!

 

Salmevalg.
Som mulige salmer til denne søndag kan nævnes:
690: Nu rinder solen op.
6: Dig være, mildeste Gud Fader.
268: Bøj, o Helligånd, os alle.
662 Kom, hjerte, tag dit regnebræt.
675 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord.
613 O Jesus, morgenstjerne.