9. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Til teksten.
Esajas-teksten er en dom over dem, der misbruger lov og ret og høje stillinger. Straffens dag vil komme over dem.
Epistlen er en opfordring til frimodighed i tjenesten for Gud ved at rette opmærksomheden mod ham, vi tjener.
Evangeliet indeholder begge dele: Dom over utroskab i tjenesten og forkyndelse af den trofaste Herre, vi tjener.
Det alternative evangelium, den uretfærdige dommer, handler også om frimodig udholdenhed, navnlig i bønnen. Et herligt provokerende evangelium om, at dommeren skaffede ret til en, der ikke havde fortjent det: “Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, når de råber til ham dag og nat?”

 

Mellem tekst og prædiken.
Der er en enorm spændvidde i Jesu ord i dag. Lige fra “Frygt ikke” til de afsluttende ord om straf og prygl. Det kunne næsten synes, som om Jesus modsiger sig selv. Men begge dele er udtryk for én og samme sag, nemlig hans kærlighed og vilje til at frelse.
Gud har besluttet at give Riget til den lille hjord. Det er dem, som er døbt til at tilhøre den treenige Gud, og som lever i troen på ham. Disse ord handler virkelig om “os” og ikke om “de andre”: “Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl,” siger Jesus.
Jesus formaner os til at have kjortlen bundet op. De lange kjortler, man stadig bruger i mellemøsten, hindrer en fri og uhindret bevægelse. Næsten ligesom når man skal bestige prædikestolen iført præstekjole. Der skal løftes op i den, ellers går det galt. På samme måde bandt man kjortlen op, når der skulle arbejdes. Sådan skal vi have kjortlen bundet op i åndelig forstand. Intet af det, som vi omgiver os med, og som fylder vores hverdag, må hindre os i at være parate til opbrud.

 

Prædikenideer:

a) Frygt ikke!
“Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.” Engang skal Jesus komme igen for at genoprette alt, og da er det ikke vore bestræbelser, der tæller og afgør, om vi kommer med eller ikke. Da er det nok, at Gud har besluttet at give os riget. Han har selv ført den beslutning ud i livet, dengang Jesus døde for vore synders skyld og gav os del i det evige liv sammen med ham. Hjorden er lille, siger Jesus – ikke fordi han ikke vil have flere med, men fordi vi mennesker desværre ikke holder det for noget værd at være med i hjorden.
“Frygt ikke”, siger Jesus. Det er ikke en undskyldning for almindelig dovenskab og sløseri i mellemtiden. I Jesus Kristus er vi allerede her og nu borgere i Guds rige, og det betyder, at vi er sat til at være Guds riges lys på jorden. Vi er sat som forvaltere af alle hans gode gaver både i småt og i stort.

 

b) Sælg, hvad I har!
Alt det, som vi har og omgiver os med, ja selve livet, er lånt gods – i sidste ende er det Guds. På samme måde som Jesus mødte de nødlidende med barmhjertighed, vil Gud, at mennesker, der lider nød i dag, skal møde en udrakt hånd fra os. Og Gud vil, at den lille hjord skal blive større ved at flere hører evangeliet, så det bliver til tro. Det underlige er, at der er en tendens til, at jo mere vi har fået betroet, jo vanskeligere er det for os at give slip og virkelig yde noget. I sidste ende er det et spørgsmål om, hvad der binder os i livet. Guds vilje eller det gods, som vi er sat til at forvalte.

 

c) Vær rede!
Det er kun Jesus, der har nøglerne til evigheden. Hvis vi tager livet og døden i egne hænder, er alt håb ude. Uden ham kan vi ikke være rede til opbrud. Den dag kommer som en tyv om natten. Derfor gælder det, at troen på Jesus må have næring og holdes levende, sådan at vi ikke skal frygte den dag, hvor der er opbrud.

 

Salmer:
8 – 6 – 44 / 295 – 727.