9. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Michael Thomsen

Til teksterne
Esajas
Afslutning på en beskrivelse af, hvorledes Herrens vrede er mod det forhærdede folk, samt en beskrivelse af folkets forhærdelse og de følger, dette får. De har vendt sig fra Gud Herren, og det medfører, at folket har vendt sig mod sig selv og er blevet et bytte for andre folkeslag. I afsnittet til gudstjenesten fremhæves uretten mod den svage, hvilket kun er noget af uretfærdigheden og ondskaben, der hersker blandt folket, men dog et kendetegn på denne.

Her anslås temaer som udnyttelse og berigelse på andres bekostning, tilsidesættelse af retfærdighed for egen vinding. Hvad der sker her, er det modsatte af, hvad Hans Anker Jørgensen siger i DDS 369: ”I skal ikke tjene på hinanden”. Disse temaer dukker også op i de øvrige læsninger.

Fokuseres på disse temaer, er det dog nemt at forfalde til blot at tale om social ansvarlighed og medmenneskelig retfærdighed. Det kan godt nævnes i prædikenen; men en prædiken er andet og mere end en moralsk opsang.

Derfor kan man heller ikke komme uden om det andet tema hos Esajas: straffens dag.

Der er to sider at belyse: 1) Straffens dag er en realitet. Vi ved den kommer til alle. 2) Handlinger udført her i livet har konsekvenser på straffens dag. Dér er der ingen hjælp at få, og rigdom betyder ingenting. Med dette tema sættes social retfærdighed og social ansvarlighed ind i et andet lys end blot almenmenneskelig moralfilosofi. Næstens ret og retfærdighed er Guds bud, og tilsidesættelse af dette er tilsidesættelse af Gud, forhærdelse.

 

 

2 Timotheus
Begyndelsen af evangeliet handler om at samle skatte. Slutningen af evangeliet taler om, at det betroede (kan det være en skat) skal forvaltes i forhold til sin størrelse. Haves dette in mente, og læses der lidt mere af epistlen end angivet i Alterbogen, hænger dette mere naturligt sammen. 2 Tim 1,14 nævner en betroet skat, som skal varetages. Skatten er evangeliet og nådegaven. Måske er skatten snarere troen. Paulus har fået en skat betroet, ”til den dag kommer”, en skat, som Jesus vil varetage, 2 Tim 1,12.

Forud for læsningen takker Paulus Gud for Timotheus, og han husker på dennes oprigtige tro. Derfor minder Paulus om dette, påminder (bemærk, at der er en lille forskel i begyndelsen af Alterbogens gengivelse af v. 6). Påmindelsen er ikke til nyomvendte eller uomvendte, men til troende. Påmindelse til at brænde med Guds Ånd med kraft og kærlighed og besindighed, brænde for evangeliet. Herefter følger en udfoldelse af kaldelsen og nåden ved Kristus.

 

 

 

Evangeliet
Disse tanker fører os til evangeliet. Om v. 32-34 kan der tages udgangspunkt i det nævnte om Esajas-teksten om skatte og berigelse. Selv vil jeg nok lægge tyngdepunktet i prædikenen på det lange afsnit om årvågne tjenere. Dette også set i lyset af ”straffens dag” (Esajas) og ”den dag” (Paulus v. 17). Peter spørger, om dette gælder alle eller blot disciplene. Jeg tror, det gælder alle troende. Jesu svar kan tolkes således, at det er den opgave, der venter disciplene, når Jesus ikke længere er hos dem. Placeringen af Jesu ord i Lukasevangeliet er dog for langt fra slutningen til, at det kun skulle gælde disciplene. Jeg tror heller ikke, at ”alle” er alle mennesker, for ikke alle mennesker kender deres Herres vilje. Det betyder jo ikke, at de ikke-troende går fri. Men pointen er netop her i v. 47: at kende Herrens vilje og ikke handle derefter er forhærdelse. At kende Herrens vilje er at få noget betroet, og det forpligter.

 

 

Til prædikenen
Forpligtelsen kommer af betroelsen. Man får ikke noget betroet, fordi man er pligtopfyldende. Gaven kommer først, dernæst følger velsignelsen (ved at bruge gaven) eller forhærdelsen (ved ikke at bruge den). Årvågenhed og forpligtelse ses i lyset af Menneskesønnens komme. Igen: vigtigt at pointere, at vi skal være rede, for Han kommer, og Han kræver beredthed og pligtopfyldelse i forhold til gaven.

Et tema, der også kunne være relevant at tage op denne søndag er det, at mange mennesker er afvisende overfor kristendommen, fordi Gud kan tillade så meget uretfærdighed. Hvis Gud skulle afskaffe uretfærdighed, ville det betyde, at Han skulle begynde med den, der fremfører dette argument. Denne udviser jo selv uretfærdighed og uansvarlighed, da nobody is perfect.

 

 

Et andet tema at forkynde alternativt eller inddragende er Guds vrede. Dette tema er dog ikke i epistlen. Kun en vred herre giver prygl, kun en vred Gud taler om straffens dag. Gud er kærlig. Det ved vi, vi fortæller det gerne, og menigheden hører det endnu hellere. Men er billedet af den kærlige Gud ikke mange steder blevet for sukkersødt? Gud er god, men han er ikke tossegod. Vi må ikke skjule for mennesker, at Gud kan vredes. Vredes over synden, som Herren straffer hårdt. Vi må selvfølgelig ikke glemme, at vi hos Gud har syndernes forladelse; men det må heller ikke få os til at glemme godernes velsignelse ved at blive brugt for næsten (her kan der knyttes til ved kollekten). Gud er kærlig og han elsker synderen; men han vredes over synden.

Hvad man vælger at lade være tyngdepunktet i prædikenen er op til den enkelte. Dog tror jeg selv, jeg vil tilstræbe at prædikenen kan slutte med v. 37: Herren vil selv tjene. Finder Jesus os beredte, vil han selv sørge for os.

Dette smelter sammen i nadveren: Syndernes forladelse, som Herren selv sørger for. Derfor skal nådegaven fra Gud flamme op (jf. epistlen).

 

 

Salmer (DDS 2003)
Med al forståelse af den socialistiske mislyd, der af nogle høres i Hans Anker Jørgensens salme, vil jeg dog sætte den på denne dag. Den er god at synge og pointerer også, at uden Gud er vi forhærdede. Først skal vi lære, hvad Jesus lærte, derpå har kærlighedens liv ingen ende. Blodet i v. 7 gør, at jeg placerer denne mellem prædiken og nadver. Jeg synes salmen siger, hvad også kan siges på følgende måde: en god gerning gør ikke en mand kristen; men en kristen mand bør gøre gode gerninger.

6; 590; 686 – 369; 685