Allehelgen søndag - 2. tekstrække

Prædikant: Herluf Christensen

Dagens særlige plads i kirkeåret

Alle Helgens dag er fra gammel tid den søndag, hvor vi på en særlig måde takker Gud for de mennesker, der har levet før os og som gennem ord og handlinger har bragt evangeliet om Jesus Kristus til os. I de senere år er det også i høj grad blevet dagen, hvor vi mindes vore døde med besøg på kirkegården og mange steder ved gudstjenesten med oplæsning af navnene på dem, der er døde i årets løb.

 

Jeg forsøger at fastholde begge disse focuspunkter – vel vidende, at det kan være en vanskelig balancegang, og man risikerer at sætte sig mellem to stole. For nogle år siden begyndte jeg at sende invitation til gudstjenesten ud til pårørende for at fortælle dem, at vi nævner navnene på deres kære ved gudstjenesten. Det har højnet gudstjenestedeltagelsen en hel del.

 

Jeg nævner de afdødes navne efter prædiken og kirkebøn – og beder derefter følgende bøn: Herre vor Gud, lær os at kende vore dage, så vi kan få visdom i hjertet til at kende dig – du, som har sagt, at den, som tror på din søn, skal leve om han end dør. Jesus Kristus, du som er verdens lys – bliv hos os med dit lys og dit nærvær også i sorgens og savnets tider, og giv os at kunne møde livet som en gave fra dig.

I prædikenen har jeg så normalt både talt om det at miste et elsket menneske og gå til Gud med smerten over det – og jeg har talt om Alle Helgens dagens traditionelle tema og dagens tekster.

 

To forskellige prædikenansatser

En eller anden nylig katastrofe omtales – som f.eks. i 2004, da fyrværkerifabrikken i Seest var sprunget i luften i ugen op til Alle Helgens dag. Når sådan noget sker, opleves det som en katastrofe af dem, der får det tæt på. Men der er jo så mange slags katastrofer til. Nogle af kirkegængerne har måske for nylig oplevet en anden katastrofe – nemlig at miste en fra deres nærmeste familie. Det kan f.eks. omtales på følgende måde: ”Nogle af jer er måske kommet her i dag, fordi jeres liv blev rystet af, at I mistede en, I holdt af. Døden kom og tog en fra jer. Og da oplevedes alt så uopretteligt. En adskillelsens smerte har ramt os. Der var ord, man endnu gerne ville have sagt. Og der var ord, man gerne ville have hørt. Der var kærtegn, man gerne ville have givet eller taget imod. Når døden kommer, bliver det klart for os, hvor dyrebart og kostbart livet er – men også hvor skrøbeligt og sårbart det er.”

 

Der kan fortsættes med at tale om, at vi er forskellige steder i livet, og at der kan være vidt forskellige grunde til, at vi er til gudstjeneste – men vi ved godt, at der på ingen tid kan vendes op og ned på alting. Vi er forskellige steder i livet – men uanset hvor vi er i livet, så må vi have lov at leve det med Gud. Så vil Gud være med i det.

Det er blevet almindeligt at tænde levende lys på ulykkessteder og gravsteder til minde om de døde. Det er vigtigt at tænde lys for hinanden på det menneskelige plan.

Men det er også vigtigt at få sagt i prædikenen, at der er et plan mere – en etage mere ovenover – i Jesu ord ”I er jordens salt, I er verdens lys”. Disciplene er blevet til salt og lys for mennesker, fordi de hørte Jesus til igennem dåben og troen på ham. Med henvisning til Joh 8,12 kan siges, at Jesus kom til at skinne gennem dem, der bevarede troen på ham, så de blev til helgener – og det vil i luthersk udlægning sige mennesker, der har bevaret troen på Jesus og ladet hans lys lyse igennem sig. Jesus ønsker at bruge os som sine små spejle, der genspejler hans lys ud i verden omkring os.

 

Og prædikenen kan fortsætte med at tale mere om Jesus som verdens lys og om korsets og opstandelsens betydning i denne forbindelse. Eller vi kan fortsætte prædikenen med at udlægge en eller to af dagens salmer, f.eks. ”Dybt hælder året i sin gang” eller ”O kristelighed”. Måske bliver det lidt lettere for de ikke-så-kirkevante, der er kommet til gudstjeneste, at følge med i prædikenen, hvis vi knytter til ved salmerne. Måske går de endda hjem og læser salmen en gang til.

 

En anden mulig indgang til prædikenen er at tale om årstidernes skiften – herunder, at Alle Helgens dag falder en uge efter, at sommertiden er ophørt: ”Mon ikke mange af os har det sådan på denne tid af året, at vi overraskes af mørket. Det bliver pludselig meget tidligt mørkt”.

 

Som det er i naturen – sådan er det også i livet. Det veksler mellem lyse og mørke tider. Og nogle stearinlys brænder med en klar og rolig flamme – og andre lys blafrer og er i fare for blæse ud. Sådan oplever vi livet forskelligt. Men for os alle har Jesus sagt ordene fra Joh 8,12.

 

Herefter kan man fortsætte med at tale om, at vi lever i de tilsyneladende modsætningers (paradoksernes) verden: Jord og Himmel. Tid og evighed. Lidelse og trøst. Sorg og glæde. Mørke og lys. Ondt og godt. Gud og menneske. Død og opstandelse. Der er så meget, det er svært at få til at hænge sammen i vore liv og tanker. Men det kristne budskab forkynder for os, at der er én, der holder sammen på alle disse tilsyneladende modsætninger og giver dem mening og virkelighed. Det er Jesus Kristus.

 

Der kan så fortsættes med en udlægning af de stærke ord fra Åb 21,1-7. Naturligvis må ordene fra Åb 21,8 også klinge med i vores prædikenforberedelse og som baggrund for alt, hvad vi siger, men de hører ikke til dagens læsninger og af sjælesørgeriske grunde vil jeg denne dag hellere tale om frelsen i Kristus end tale om dommens dobbelte udgang. Vore kolde hjerter skal varmes af ordet om Kristus og frelsen på en sådan måde, at vi drages til at tro på ham.

Bruger man at synge ”Den store hvide flok vi se” (hvad vi altid gør Alle Helgens dag) er der ud fra denne stærke salme masser af muligheder for at forkynde om Himlens og Guds og det evige livs herlighed. Og der er mulighed for at tale om helgener i luthersk betydning. Ja, synger man salmen, er det næsten nødvendigt også at udlægge den i prædikenen, fordi den måske ellers er for svær at forstå for danskere anno 2006. Hvem er det, der er den store hvide flok? Det er dem, der ”har sig to’t i Lammets blod”, dvs. dem, som døde i troen på Jesus Kristus og hans død for os på korset. Indirekte – eller måske direkte – kan man så også få sagt, at det er altså meget vigtigt, ja, det er det evige liv om at gøre at høre evangeliet og leve i tro på Jesus.

 

Og så vil jeg slutte prædikenen med at vende tilbage til det, jeg begyndte prædikenen med, og tale om livets skiften – og Jesus som verdens lys midt ind i livets skiften. Det er Guds nærværs lys midt i mørket.

 

Forslag til mulige salmer ved gudstjenesten:

 

732                 Dybt hælder året i singang

572                 Jeg ser dig, søde Lam, at stå

321                 O kristelighed

717                 I går var hveden moden

233                 Jesus lever, graven brast

217                 Min Jesus, lad mit hjerte få