Allehelgen søndag - 2. tekstrække

Til søndagen.
Skal man sætte en kort overskrift over de tre tekster, der skal læses Alle helgens søndag, så kan man stjæle Grundtvigs formulering: Helgen her og helgen hisset (DDS 660). De to første tekster handler om fremtiden og evigheden, mens prædiketeksten handler om nutiden.

Alle helgens søndag er visse steder blevet en søndag, hvor pårørende til afdøde i årets løb får en speciel invitation, og hvor de afdødes navne læses op under gudstjenesten. På den måde kan det blive en god opfølgning af den kontakt til pårørende, som præsten fik i forbindelse med begravelsen.

I en bykirke som Emdrup har jeg indtil videre ikke forsøgt mig med noget sådant. Vi har den skik, at i julemåneden besøges alle ægtefæller til døde i årets løb og gives en juleblomst. Derudover virker det overvældende at skulle opremse en liste på mere end 100 navne, hvoraf mere end halvdelen stammer fra det lokale plejehjem, og hvor de pårørende ingen tilknytning har til kirken eller området.
Men hvor det er naturligt og praktisk muligt, synes jeg, det er en god ide at give Alle helgens søndag et præg af mindegudstjeneste og bruge den som opfølgning af begravelseskontakten. Naturligvis skal vi ikke foregøgle mennesker, at alle døde i og med en kirkelig begravelse har del i den fremtid, som teksterne kun lover den, der hører Kristus til. Men det er legitimt at målrette gudstjenesten mod de mennesker, der sørger og mindes.

 

Teksterne.
Es. 49,8-11: Umiddelbart kan det se ud til, at teksten handler om jødernes hjemkomst fra Babylon eller senere hjemkomster. Men de omfattende frelsesudtryk, der bruges, viser, at den fulde opfyldelse er den ny jord, hvor der ikke mere skal være sult og tørst og lidelse, og hvor selv naturen skal have del i genoprettelsen. Teksten er én blandt mange Esajastekster, der beskriver Guds folks fremtid.

Åb. 21,1-7 fortsætter i samme grundtone. I Poul Hoffmans hjemland må det vel være gået op for os, at det kristne håb er ikke at blive en sjæl med vinger, men at få del i kødets opstandelse og leve ansigt til ansigt med Gud på en nyskabt jord. Guds folks fremtid beskrives med udtryk, der dufter af Paradis og peger tilbage på den oprindelige gudskabte verden, hvor alt var såre godt. Det beskrives med en række formuleringer af formlen “ikke mere”, og hvor syndefaldets virkelighed skal være fortid. Ikke flere bedemænd og jordpåkastelser og grædende pårørende, ikke flere ambulancer og tandlæger, ikke mere mobning og flere alkoholvrag. Ikke mere… Endelig skal vi lægge mærke til, at centrum i det kristne håb er, at Gud skal bo hos mennesket. Vi skal se ham ansigt til ansigt.
Det er muligt at prædike over saligprisningerne, også når det er 2. tekstrække. Matt. 5,13-16 er dog så god og central, at den bør man ikke snyde menigheden for. Kristen tro er ikke at gøre nutiden til en ventesal, hvor vi passivt spørger: Hvornår tager Gud sig sammen og indfrier løftet om at skabe en ny himmel og en ny jord? Nej, det grundlæggende ved livet i evigheden kan den kristne erfare allerede her og nu i discipelforholdet til Jesus, og en discipel har en mission i verden som lys og salt for Kristus.

 

Mellem tekst og prædiken.
Det kan umiddelbart kræve adskillige mellemregninger at nå fra de efterladte, der kommer for at mindes en afdød, og så til prædiketekstens ord om en kristens opgave i verden. En mulig indfaldsvinkel kunne være at tage fat i de to første tekster, som beskriver nutiden med ord som sult, tørst, plage, tårer, død, sorg, skrig, pine. Sådan er livet. I forhold til den brutale nød, der er i resten af verden, lever vi på mange måder en beskyttet tilværelse i det rige Vesteuropa. Og så alligevel – også vi indhentes fra tid til anden af livets brutale virkelighed med sygdom, lidelser og død. Der er forskellige måder at fornægte livets brutalitet på. Reklamernes drømmeverden er én mulighed. Her skal der blot en ny tandpasta til at løse alle problemer. En anden mulighed er den nyreligiøse virkelighedsflugt, hvor det drejer sig om at nå et erkendelsesniveau, som gør lidelse og død til noget positivt. Men Bibelen, avisen og vor egen smertelige erfaring bekræfter, at det gør ondt at leve uden for Paradiset. Vi kan godt forkynde dette uden at gøre hele jorden til en jammerdal, sådan som det sker i visse pilgrimssange.

Punkt to kan så være forkyndelsen af det kristne håb med den alsidighed, som de to første tekster lægger op til. Centrum i det kristne håb er, at Guds bolig skal være hos os. Afstanden mellem Gud og os er ophævet, og vi skal erfare et synligt og håndgribeligt fællesskab med Gud ansigt til ansigt. Men det kristne håb rummer også troen på legemets opstandelse og livet på en forvandlet jord. Det bedste af det bedste i naturen og kulturen, i det menneskelige fællesskab og i gudstjenestens lovsang, alt dette er glimt af den kommende verden. Og Alle helgens dag er det vigtigt at få den side af forkyndelsen med, som fremhæver, at det kristne håb rummer et ikke mere. Ikke mere død. Ikke flere tårer. Både synden og syndens forbandelse af verden skal være fortid.

Punkt tre kan så med de to første punkter i mente være en forkyndelse af, hvad det indebærer for vort liv på jorden her og nu. Håbet er knyttet til at kende Jesus og følge ham, og derfor har de, der kender Kristus, en uendelig vigtig betydning i verden. De kristne er salt og lys i verden, siger Jesus. Det er stærke ord. De disciple, som hørte det første gang, var jo mærket af livet uden for Paradiset. De var fattige og hjælpeløse og sørgende mennesker med de sår og mangler, som også kendetegner en dansk menighed Alle helgens søndag. Men ifølge Jesu ord er de jordens salt og verdens lys i og med deres discipelforhold til ham.

I dag forbinder vi salt med det, der giver smag. Dengang var det saltet, der holdt kødet frisk. (I dag ville Jesus altså have sagt: I er jordens fryseboks – måske.) Nogle tænker med salt-billedet på kristnes politiske og profetiske tjeneste i forhold til samfundet som det, der hindrer verden i at blive totalt fordærvet. Men først og fremmest er der tænkt på disciplenes vidnesbyrd om Jesus som det, der hindrer mennesker i at fortabes og fordærves.

Billedet med lyset supplerer. En discipel er ikke sin egen lyskilde, men i og med sin forbundethed med Kristus genspejler han det lys, som Kristus er. Den discipel, som lever i fællesskab med Jesus, er salt og lys, men brydes afhængigheden af Kristus, så mister saltet sin kraft, og lyset sættes under en skæppe. Trykket ligger på, hvad en kristen er i og med fællesskabet med Kristus. En kristen og en by på et bjerg kan ikke skjules. Ligesom hos Paulus kommer det, vi er, og det, Gud gør igennem os, forud for det, vi skal (jævnfør Ef. 5,8: I er lys, vær lysets børn).

 

Prædikenskitse.
Måske er det en stor mundfuld, men det kunne altså være udfordringen Alle helgens søndag at tale om:
1) sorgen og smerten ved at leve uden for Paradiset.
2) håbet om en nyskabt verden.
3) gaven og opgaven her og nu.

 

Salmer:
363 – 661 – 887 – 458 – 653 – 631.