Allehelgen søndag - 2. tekstrække

Da jeg er ordblind, skriver jeg ikke gerne. Ej heller læser jeg så meget som jeg burde. Faktisk er det min standard KUN at læse søndagens tekster, når jeg forbereder mig. Først når jeg går HELT i stå ser jeg andre steder hen. Til de, jeg eventuelt har stjålet fra: Tak for lån og hjælp.

Jeg håndskriver alle søndagsprædikener – og normalt KUN i disposition. Jeg har indimellem gjort det, og et par af de gange passer til denne serie vejledninger.
Det er meget forskelligt, hvordan mine overvejelser går. Nogle gange omkring kirkeåret – de fleste gange KUN ud fra teksten med stikord, noter og gjorte iagttagelser skrevet på et stykke papir med teksten kopieret ind på midten. Ikke andet.
Derfor er der ikke til denne søndag nogen forkromede sproglige kommentarer og eksegeser, ingen flotte citater osv. Og sprog- og tidshistoriskkyndige vil sikkert kunne finde en fejl.
Salmeforslag bringes med tak for lån af inspiration – og til udgangspunkt for overvejelser.

 

En prædiken til Alle helgens dag, som har været holdt.
I dag er det Alle Helgens Dag – det er hævet over al diskussion. Ikke blot fordi vi her i kirken efter prædikenen vil nævne årets døde og i tak og stilhed mindes dem, men nok så meget, fordi det er den l. november. Fra gammel tid har den dag været viet til mindet om kirkens martyrer og andre, der ved deres tro og liv kom til at betyde noget for kirken. Det er også en kampens søndag. Det er den dag, den lutherske kirke regner som for sin grundlæggelsesdag, selv om det vist nok helt præcist var den 31. oktober, Martin Luther gjorde det, der startede reformationen, ved at han opslog sine 95 teser på en kirkedør i Wittenberg.

 

Det mærkelige er, at dagen kaldes “Alle helgens dag” og egentlig mest af alt holdes som det, den gamle kirke kaldte “Alle sjæles dag”, hvor man mindedes sine døde. Det er selvfølgelig let nok, at forstå, at en luthersk kirke, uden helgener ikke kan fejre “Alle helgens dag”; men hvorfor så kalde “Alle sjæles dag” for “Alle helgens dag”?

 

Det har en grund. Men først “Alle sjæles dag”. Dagen er blevet fejret på mange måder og med mange forskellige indslag; men mest kendt er nok traditionen med at brænde lys på gravene. Og det er slet ikke kun en foragtelig katolsk skik. Det er på en måde god luthersk lærdom og tradition. Tanken i vor kirkelige sammenhæng er nemlig den, at vi skal ære de dødes minde og holde os deres levned og tro for øje som et forbillede til efterfølgelse, og at vi skal takke Gud for, hvad han gav os her i livet gennem vore afdøde kære. Tankerne, takken og bønnerne samles i lyset som symbol.

 

Herfra er der ikke langt til “Alle helgens dag” – slet ikke, når vi tænker dels på den lutherske lære om respekten for det, der kunne kaldes “fædrene” og den gamle skik at omtale de afdøde som “salige”. Når man talte om afdøde Hans Larsen, sagde man “salige Hans Larsen”. Og man sagde simpelt hen ikke om én, at han var død. Man sagde i stedet om ham, at han var “salig”. Når dette sammenholdes med, at den lutherske kirke altid har formanet til respekt for forældre og fortsatte i kald og stand – også i kirken, og altid har æret og respekteret “kirkens fædre” og holdt sig deres tro og deres levned for øje, kan det ikke undre, at menigheden har fået den tro, at det at være død er at blive salig, og at alle afdøde derfor var helgener.

 

Der da altså grund til at standse op for de, som gik forud for os i troen. Det gælder den gamle kirkes fædre, de, der i oldkirken kæmpede for den rene tro. Det gælder reformatorerne, der gengav os evangeliet og den sande og sunde lære. Det gælder salmedigterne og alle de mange, der siden hen har kæmpet for troen og evangeliet og dermed også for Kristi kirke på jorden, som vi er en del af. De kæmpede også for os.

Der er grund til at mindes dem med respekt og ære og takke for dem og det, vi fik gennem dem. Men der er ingen grund til at tro at de er helgener, altså særligt fromme og ophøjede i Guds rige. Selv de største var kun fortabte syndere som vi og langt fra fuldkommen hellige.

 

Noget ganske andet er, at vi, som tror på Jesus i en vis forstand er helgener! Dels er vi allerede retfærdige og rene på grund af Jesu ord og ved troen på ham, dels taler dagens tekst om os, som er Guds børn, og siger, at vi er salige allerede her og salige i evigheden. Det er den sag, dagens evangelium efter første tekstrække minder os om. Salige er de/I siger Jesus om nogle. For disciplenes vedkommende fortsætter han med denne påstand i dagens tekst. “I er salige” fordi det er som i saligprisningerne. Og i den forstand er alle Guds børn både helgener og salige. Også selv om det ikke er synligt for vore øjne og vor forstand.

 

Vi må ikke glemme den store og centrale sandhed i Skriften, at vor hellighed og salighed ikke er vor egen, men Jesu hellighed og salighed. Derfor er vi hellige og salige i troen på ham. Det er også derfor Jesus kan prise disciplene salige og sige, at de er jordens salt og verdens lys. Sagen er jo nemlig, at de ikke er det af sig selv og i sig selv, men i Jesus.

Jeg er godt klar over, at denne hemmelighed er vanskelig at gribe og at langt fra alle Guds børn er opmærksomme på den. Men når Jesus priser dem salige, der forfølges og lyves alt ondt på, forstår vi, at denne salighed er noget andet end dét, vi forstår ved salighed. Dette giver os lys over dagens tekst, der også kan give et og andet ærligt tænkende Guds barn bedrøvelse og bekymring. For vi er jo ikke hverken salt eller lys i verden, sådan som vi gerne vil være det!

 

Vi skal bemærke, at Jesus ikke taler om noget, vi skal blive engang eller om noget vi burde være, men desværre ikke er. Nej, han fastslår ganske enkelt, at vi er det. Det forholder sig rent faktisk sådan, at Guds børn, at de, der er Jesu disciple, er verdens lys og jordens salt. Jeg fristes til at sige “hvad de kan føle det, se det eller mærke det.” Skjult, men virkeligt, lige som vor herre, Jesus, var Gud og menneske helt og fuldt og samtidig. Vi er også på den måde kongebørn. Vi ligner Jesus, Guds søn, i dette at have to naturer samtidig, vor gamle og hans nye.

Dette handler om tro. Vi har ved troen del i en virkelighed, øjnene ikke ser, og derfor lader forstanden sig let anfægte. Troen fastholder, at vi er Guds børn, at vi er hellige og salige, at vi er jordens salt og verdens lys, selv om forstanden ikke kan se noget lys eller mærke nogen saltvirkning i vort liv.

 

Hvad vil det da sige, at vi er jordens salt og verdens lys? Ja, helt enkelt må det vel betyde, at vi har den virkning på jorden, som saltet har og at vi har den virkning i verden, som lyset har. Hvad er det da for virkninger? Salt har en kraft, det kan miste, og med den kan det bevare og virke ætsende. Lyset har en flamme, der giver lys og varme, men som også kan svide og brænde. Og Jesus fastslår altså, at sådan er hans disciple. Sådan er Gud børn.

 

Guds børn virker ætsende og svidende. De er sagt med andre ord en torn i øjet på verdens børn. De er nemlig anderledes. Der er ting de ikke gør, fordi det ikke behager deres far i Himmelen. De er med al deres snak om synd og nåde en nagende ond samvittighed for en menneskeslægt, der drømmer om fuldkommenhed for alle mennesker og for den jord, vi lever på. Talen om synd og nåde minder hele tiden om, at dét mål aldrig vil blive nået, fordi materialet ikke duer. Og hvem bryder sig om at blive mindet om at være sådan?

Guds børn virker bevarende. Ganske vist kan det nogle gange lyde, som om al nød og elendighed her i verden skyldes de kristne og deres kirke. Men Jesus siger noget helt andet. Han siger, at det er de kristnes og kirkens skyld, at jorden er blevet bevaret. Det handler både om, at Gud venter med at ødelægge jorden, sådan som han sagt, han en dag vil gøre, og dét fordi hans børn lever på denne jord. Det handler også om, at han gerne vil redde flest muligt over i sit rige, og derfor udskyder han endens tid. Men det handler nok især om, at Gud hører de troendes bønner for den jord de lever på og for de mennesker, de lever sammen med. Det er altså de troendes skyld, at jorden stadig består, siger Jesus.

 

Guds børn giver lys og varme. Det er værd at bemærke, at kristendommen bragte hospitaler og asyler for børn og svage ind i samfundet. Kristne tog sig af de syge og svage og støttede de små i verden. Og det er værd at bemærke, at den slags forsvinder ud i det blå i takt med, at kristentroen gør det. Se bare på de samfund vi kender i dag. Studér i hvilken grad kristendommen har gennemsyret samfundet, og studér, hvordan samfundet behandler dets svage. Det er tydeligt, at Guds børn giver lys og varme i verden. Hvem var det for eksempel, der bragt skoler og hospitaler til den tredje verden? Hvem var det, der udsatte sig for tropesygdomme og strabadser? Var det fabrikanterne i industrierne i England? Var det de nationale politikere? Nej, det var troende mennesker med nød for andre mennesker. Og hvordan går det i et samfund, hvor det er økonomien og den frie konkurrence, der bestemmer? Er der dér plads til de små og svage i samfundet?

Nej, det er Guds børn, der selv om de brænder og svider giver lys og varme og bevarer jorden som Guds verden; men det er jo også deres fars verden, så måske er der en sammenhæng!

 

Men midt i alt dette, må vi ikke glemme, at det er “Alle helgens dag” – eller måske skal vi lægge vægten på “Alle sjæles dag”. Det er den dag, hvor vi, ved at mindes vore døde, og den udgang deres liv fik, mindes om Guds børns salige stilling i verden og overfor Gud. En stilling, der vel til tider kan betyde, at de lider ondt og forfølges, men også at Himmeriget er deres, og at der venter dem en stor løn i Himmelen. Ikke fordi de har gjort sig fortjente til det, for de gjorde ikke andet, end hvad de var skyldige at gøre. Nej, salige er de, fordi de ved troen på Jesus har del i hans salighed og herlighed og derfor er deres egentlige borgerskab ikke på jorden eller i verden, men i Himmelen hos deres Gud og himmelske far, med den Jesus de levede i troen på. Og derfor er det for dem den herlige nye himmel og nye jord vi hørte om, er bestemt. Den hvor alle ting er gjort nye og hvor intet længere er under forbandelse. Da, engang i herligheden, skal alt dét, de troede på men ikke så, blive virkelighed, for, som det lyder til Guds menighed i dagens lektie: “den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.”

For det vil vi sige: “Lov ….

 

Salmeforslag: 732 – 574 – 567 – 571 – 476 – 568. Eller: 574 – 556 – 567 – 571 – 233 – 568

 

En disposition til en prædiken til Allehelgen, der har været holdt.
Indledning:

Allehelgens søndag: dagen hvor vore døde får lov til at tale til os gennem det liv vi fik lov til at leve sammen med dem. De bliver med deres liv salt og lys i vore liv.
Salt giver smag – og renser.
Lys lyser, varmer og brænder.
De er salt!
Gennem det gode i deres liv, der vidner om Gud og hans godhed.
Gennem det gode de gjorde, der vidner om vor egen ufuldkom­menhed.
Gennem deres synd, der minder os om vor synd.
Det vi ikke gjorde
Det vi gjorde forkert.
De er lys!
Som II.
Vi er alle salt og lys med vore liv, vore ord og vore handlinger.
På den både, som de, der er gået forud for os.
Ved vore liv her og nu – for dem vi lever sammen med.
Naturligvis kan det tænkes, at nogen ikke er det, fordi ved­kom­mende ikke er et Guds barn.
Guds børn er salt og lys.
Også selv om vi ikke kan se det og synes det.
Se os – prise vor Fader i Himlen!
Salt er virksomt – ellers er det ikke salt. Lys er tændt, og så varmer, lyser og brænder det – ellers duer ikke.
Når saltet er virksomt, ser vi det ikke.
Når lyset er tændt, er det for at vi skal se eller bruge det til varme.
Kun sjældent sætter man sig ned og studerer saltet og lyset.
Det er i Jesus, vi er salt og lys.
Lyset brænder op, og saltet forsvinder ved brugen.
Ikke os man skal se – men VOR FADER I HIMMELEN.
Når vi ingen grund finder til at rose os, kan dette ske.
At være kristen er altså at have et højt kald i verden: at være vidne om Guds frelse.
Man er salt fordi, vi er Jesu disciple
Salt er salt – ikke sukker (iboende karakter).
Salig bliver man ved, at Jesus gør én salig.
Lys og salt er i kraft af at vi er her som Guds børn.
Afslutning: Den dybeste grund til at vi i dag mindes vore døde, er naturligvis den, at vi holdt af dem, og at de betød meget for os.
Vi husker og mindes det gode – men der var meget andet.
Men netop derved vidner de om Guds miskundhed mod os.
Gud vil frelse syndere –
Derfor sendte han Jesus
Derfor sendte han nogle der kan minde os om hvad han har gjort for os og om det håb vi har fået.
Vort håb om syndernes forladelse og evigt liv i herlighed, giver os håb også for vore døde. Fordi evigt liv og salig beror på Gud er der håb også for os.
Vi mindes om dette gennem de, der gik forud for os.
Vi skal huske og vi skal mindes det gode vi fik fra Gud her i livet gennem vore kære – og vi skal takke Gud for det. Derved ærer vi dem – og ham, der gav os dem.

 

En anden disposition til en prædiken

Blikfang: “Hvad særligt (saligt – misforståelse) er der ved at være død?” (en hørt ”bemærkning”)
1) Indledning: “Er det saligt at være død?”
a) Hvad er salighed?
“Velsignet” – “Lykkelig”?
Velsignet
Under Guds velsignelse
Lykkelig
Se efter i annoncer og reklamer
Spørg dig selv – hvad drømmer du om
etc.
Sandt, fuldt og helt:
Den, som er under Guds velsig­nelse
2) Hvem er salig?
a) Efter forskellige misforståelser af “Saligprisningerne”
De naive, ydmyge, fredsommelige, pacifister, sultne og tørstige, undertrykte, etc.
b) Efter “saligprisningernes indhold:
De, der er og lever som Guds børn.
3) Hvem bliver salig?
4) Hvordan får vi del i Guds evige rige?
5) Afslutning: Kun én: Jesus er salig.



En tredje disposition til en prædiken
Overskrift: De salige!
Tema: Om de, der gik foran os ind til herligheden som forbilleder.
Blikfang: Maria dyrkelsen i den katolske kirke / alligevel en Mariafigur i Øster Marie Kirke.
1) Indledning: Os og vore døde.
a) Vi mindes dem.
b) Vi ærer, agter, respekterer. Vi takker for dem og for, hvad vi fik gennem dem.
Vi tilbeder dem ikke.
2) Deres mål og vores!
a) Vor tros håb beskrives i Åb 21.
Det er de saliges virkelighed (Nu?/engang?)
Det Guds mulighed selv om vi ikke kan genkende vor verden i det billede.
b) “Det er Himlen, det gælder!”
Åb 21 viser os hvad det indeholder.
De troende blandt vore døde viser os vejen.
Som salt – forbilleder at leve op til.
Som lys – (vejledere) de viser vejen, de viser at den kan gås.
c) Er det himlen, der er vores mål?
3) “Nu er det os, der er de gamle!”
a) Vi er andres salt og lys.
b) At være salt og lys for dem, vi lever sammen med (At være for­billeder)
I troen
I “teorien”
Det vi længes efter?
I ord
Noget vi taler om?
I praksis
Noget vi intet gør for at virkeliggøre?
Noget der kan ses af vort liv (er vi salt/lys)?
c) Vi vil en gang være andres salt og lys
At salt og lys for dem der følger efter os
4) Afslutning: Én hellig, almindelig kirke
a) Ét i troen, i Ånden og i saligheden.
b) Vort mål???