Allehelgen søndag - 2. tekstrække

Prædikant: Henning Smidt

“Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”. Sådan sagde salmedigteren kong David for efterhånden 3000 år siden: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”. Og sådan har vi her i kirken læst det ved snart sagt alle begravelser som en del af de læsninger, der hører med.

Og det ord, der her på så malerisk vis skildrer en af de livsfaser, som netop opleves omkring en begravelse er ordene “mørkets dal” – “mørkets dal”. Sådan er livet fra tid til anden – som en mørkets dal – måske fordi man har mistet én, man holdt uendelig meget af – måske fordi livet har budt på modgang og sygdom, som man ikke kan løbe fra – alt bliver stillestående klaustrofobisk ligesom i en dal, og skyggerne bliver lange og dybe, som når klippesiderne lukker både for solens lys og for flugtvejene – “mørkets dal”.

Vi bestemmer ikke selv, om vi har lyst til at begive os ind i mørkets dal. Det er en del af det at være menneske, at vi også har tider, hvor vejen går igennem de lukkede og mørke landområder, hvor udsigten er begrænset, og hvor udgangen ikke er til at få øje på. David kendte det for 3000 år siden, og vi kender det i dag. Og den gamle Davids ord om det har altså fået lov til at stå i de mange år. Og det er ikke, fordi han var en stor og betydningsfuld konge i et dominerende land, Israel. Nej, det er fordi disse ord siger noget afgørende sandt om Gud. Derfor er de blevet til det, vi også kalder “Guds ord” – Guds ord, som vi har fået det samlet i de hellige skrifter, Bibelen. Om det ord – altså Guds ord – står der også: “Guds ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”, og derfor har disse gamle ord af kong David fået lov til at stå. De skal være et lys for os, der fra tid til anden kan være fanget i “mørkets dal” af den ene eller den anden grund, som jo kan være nok så individuel.

Og lyset består deri, at selv om jeg skal gå i mørkets dal, frygter jeg intet ondt. Hvorfor? Jo, for du er hos mig Gud! Gud kender disse dale, og han vil være med os i mørket. Han gik selv ind i mørket, da han gav os sin søn Jesus. Da gik han ind i det aller dybeste mørke – dér ind, hvor ikke engang Guds eget lys nåede ind. Det skete, da Jesus på korset råbte: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Da gik Jesus selv ind i forbandelsens mørke, den forbandelse, som i virkeligheden er vores – vores livs forbandelse – fordi vi med vore synder har adskilt os fra Gud og givet os i dødens vold. Men netop derfor – fordi Gud ikke stiltiende kunne se på, at vi mennesker ødelagde os selv – derfor tog Jesus vore synder på sig. Han tog det på sig, som ellers skiller os fra Gud. Det gjorde han, da han døde på korset.

Nogen vil måske sige, at de ikke forstår alt den snak om synd, og om at Jesus skulle bære menneskenes synd. Men livets hemmeligheder består nu vist nok af en del mere, end vi forstår. Vi har f.eks. heller ikke begreb om, hvor livet – selve livet – kommer fra. Alligevel lever vi det. Og hvor kommer det onde fra? Hvad styrer skæbnen? Nej, vi forstår så lidt om livets aller dybeste hemmeligheder. Vi forstår heller ikke hemmeligheden om synden, som skiller os fra Gud, og om hvordan den synd bliver taget bort og sonet gennem Jesu død på korset. Men ikke desto mindre rummer disse forhold selve hemmeligheden om menneskelivet – forbandelsen og velsignelsen, mørket og lyset. Det helt afgørende for os er, at Gud har gjort en ophævelse i forbandelsen og tændt lys i mørket. Det gjorde han tydeligt ved at lade sin søn opstå fra de døde.
Det havde den gamle kong David ganske vist ikke set endnu, eftersom han levede ca. 1000 år før Kristus. Men alligevel anede han denne sandhed om Gud midt i livet, at “selv om jeg skal gå i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig – Gud”.

 

Siden David har mange andre været vidner om den Gud. De har mødt ham, hørt ham og erfaret ham, som David gjorde og erkendt sandheden i hans ord. De har bragt troen på Guds nærvær i mørket videre til os. De har så at sige været det “lys” i verden, som Jesus taler om her, når han siger: “I er verdens lys!” Jeres liv skal være som en by på toppen af et bjerg. Dens lys kan ses vidt omkring. Sådan skal jeres liv være et lys fra Gud i verden. Og han bruger et billede mere: “I er jordens salt”, siger han. Salt havde ikke mindst den gang den funktion, at det blev brugt til at bevare mad fra at rådne væk. Når man saltede noget, kunne det holde, også selv om det var varmt, og man ikke havde køleskab eller fryser. Hvad Jesus mener med at sige, at hans disciple er “jordens salt”, er altså, at vi ved at bringe Guds lys ind i verden skal være med til at tilføre mennesker det, der gør, at de ikke går til i mørket – og ikke ødelægges af den forrådnelse, der er i verden. Kun Gud har det, der kan give os det, vi mangler, og vi er som hans disciple, fordi vi har set det. Vi er “verdens lys og jordens salt”, vi skal lade det blive synligt for alle, at vi selv i mørket ikke er alene. Selv i mørkets lukkede dal er vi sammen med en, der kan finde vej og give os tryghed. Og det kan vi synliggøre med vores omsorg og med vores forbøn. Det er på den måde, vi skal være med til at være lys og salt for hele verden.

Kraften i lyset kommer ikke fra os selv eller fra noget andet menneske, men fra Gud. Det er ikke os, der skal producere strømmen til det lys. Det har Gud allerede gjort ved Jesus død og opstandelse for os. Det er Jesus, der er lysets kraftkilde. Og indholdet i lyset er først og fremmest tro og håb og kærlighed – nemlig den tro, der regner med, stoler på og lever på, at Gud er os nær selv i mørket. Det giver frimodighed til at leve hver ny dag, vi får. Og håbet er det håb, der løfter vore øjne mod evigheden – Guds nye land, som han har besluttet engang at give til alle dem, der tror på hans søn Jesus Kristus. Og endelig er der kærligheden – kærligheden, som er størst af alle, kærligheden fra Gud, som han vil fylde os mennesker med, så det giver mening og indhold og glæde både her og nu, og til sidst ved tidernes ende, når kærligheden skal blive fuldkommen og i Guds lys fylde alt i alle!
Amen.

 

Salmer:
367 – 267 – 641 / 610 – 458.