Bededag - 1. tekstrække

Speaker: Dan K. Månsson

Bededag holder jeg som regel en aftengudstjeneste med plads til stilhed og bøn. I forbindelse med nadveren er der skriftemål. Denne “tradition” er vokset frem af den omstændighed, at formiddagen står i konfirmationens tegn.

 

Teksternes centrale budskab og sigte.
I 1686 fik Danmark-Norge en faste-, bods- og bededag som afløser for de ekstraordinære bededage indført i tidens løb. Denne “store” bededag kom i kølvandet på forarmelsen pga. svenskekrigene.
Karakteren af bods- og bededag finder vi klart udtrykt i valget af bibeltekster til denne dag, hvorfor det er naturligt at give hele gudstjenesten denne karakter. Også i salmevalg og ved inddragelse af det store litani og skriftemål.
Sl. 51 er en af de syv bodssalmer i GT og knytter sig til Davids fald i synd. Det er en knust synder, som her trygler Gud om nåde. David er også et forbilledligt eksempel på en stærk leder, som selv går foran i erkendelse og bekendelse af dybe fald. Heri ligger en styrke, som i anden sammenhæng kunne tolke som en kæmpe svaghed.
Teksten fra Hebræerbrevet følger op på Davids bøn i Sl. 51 om et nyskabt, rent hjerte. Forfatteren udtrykker omvendelsens indhold, nemlig at Gud selv slutter en pagt med den enkelte og tilgiver den enkeltes synd.
Omvendelsen er det fortsatte tema i Mattæus-teksten. Johannes Døberen prædiker vejen til pagtsfællesskab med Gud gennem syndsbekendelsens omvendelse. Saddukæernes og farisæernes veje, ja alle andre veje, er fortabelsens vej.

 

Mellem tekst og prædiken.
Temaet for en bods- og bededag kunne være “skyld”. Skyld og skyldfølelse er ikke kun et psykoterapeutisk problem, man kan betale sig fra – med eller uden offentligt tilskud. Skyld og skyldfølelse er dybest set et teologisk problem. Som Guds skabninger er vi ansvarlige, og med ansvar følger skyld, når ansvaret ikke forvaltes ret. Vi er ansvarlige overfor Gud. Derfor er vi også skyldige overfor Gud! Vi skal selvsagt være opmærksomme på, at i menigheden findes både sund og usund skyldfølelse.
Skyldens årsag er synden. Synd er ikke først og fremmest noget vi gør, men noget vi er, som en del af vor inderste personlighed fra undfangelsen af. Hvor alvorlig synden er, afdækker Sl. 51 for os. Synden har adskilt os uendeligt fra Gud. I en kirke, som lever med sundet som det, der skiller Sundkirken og det øvrige Sundby fra det gamle Nykøbing F., er det oplagt at bruge sundet som billede på synden. Etymologisk er det af samme oprindelse.
Syndens erkendelse kommer af Guds lov. Loven gør os ikke fromme. Den gør os heller ikke til større syndere. Den afslører synden i os. Der er så meget vi kan bygge vores fromhed på. Farisæerne byggede på loven og afstamningen. De mente at være Abrahams børn. Andre bygger på deres dåb, deres kirkeskat, deres gode gerninger, deres omvendelse eller noget helt syvende. Men sagen er, at vi ikke kan købe eller arbejde os til en bedre position i forhold til Gud end synderens plads.
I stedet for at fortrænge eller benægte synden, får vi lov til at bekende den (jævnfør: “idet de bekendte deres synder”). Bod er syndsbekendelse og tro. Og boden knytter sig ikke kun til en enkelt dag i kirkeåret. Luther skrev i de 95 teser: “Hele det kristne liv skal være en bod.” Den egentlige grund til al åndelig elendighed i verden omkring os, i kirken og i os selv er vel netop, at vi ikke orker boden. Der er noget i os, som hader at skulle erkende og bekende synden for Gud og for mennesker. Det er ydmygende, at vi aldrig når længere end til som David at erkende vor totale skyld overfor vor skaber og dommer og frelser. Derfor taler vi ikke så meget om synden, vi finder andet at understrege i kristendommen, f.eks. Jesus. Og dog bliver Jesus først den herlige frelser, når han bliver en frelser fra synden, vreden og fortabelsen!
Vi kommer let til at devaluere synden og tilsvarende tilgivelsen: I TV-serien “Bryggeren” siger Carl Jakobsen: Tror I, det er let at tilgive? Vi er opdraget til at tro det. “Tilgivelse er frelse”. Bare tilgiv! Et lille nik med hovedet, så er den i orden. Det er så let. Ottilia, hans kone: “Nej, Carl, det er ikke let. Du skal bøje dig, bukke dig, dreje og vride dig selv af led for at kunne tilgive.” Når vi ved, hvor svært det er at tilgive et andet menneske, så ved vi en smule om, hvad det koster Gud at tilgive os. Guds tilgivelse kan vi ikke skalte og valte med.
Hvorfor nægter Johannes Døberen tilsyneladende at døbe farisæerne og saddukæerne? Fordi han ikke er tjenestemand! – og fordi de ville døbes uden syndsbekendelse. Med det menneskesyn havde de ikke brug for en frelser. Og dog: Mennesket har brug for Guds tilgivelse, ikke blot når det er værst, men også når det er bedst!
Vi er nogle gange hurtige til at svinge øksen til dom over de andre; men hvad med os selv? Der er grund til at standse op for at bede Gud om nåde. Der er grund til at standse op for at takke Gud for hans ubegribelige nåde. Vi må tigge og takke! Urkirkens kristendom siger tig – tak. Bliver vi færdige med at tigge og takke, er vi færdige som kristne. Måske hører nogle i vore menigheder til dem, der synes, at kristne er intolerante og irriterende omvendelsesivrige. Et citat af Søren Kierkegaard kan give noget af et svar: “Christendommen har aldrig været saaledes Tolerant, at den har villet tillade de andre Mennesker at være Hedninger eller at fortabes”.

 

Prædikenansats.
a. Vi må ud fra Sl. 51 tale konkret om synden og syndens rod i mennesket. Det er vigtigt, at vi ikke i konkretiseringen af synden eksemplificerer den på en måde, hvor synden bliver mulig at undgå. De konkrete udslag af synden i overtrædelser af budene afslører hjertets grundlæggende synd.
b. Synden gør os skyldige og sætter os under Guds vrede. En vrede det er umulig at flygte fra. Den følger os som en skygge. End ikke Wilson Kipketer kan løbe fra sin skygge.
c. Det er Guds nåde, at et menneske kan føle eller erkende skyld.
d. Skylden må bekendes, ellers ødelægger den mennesket. Den, som fortrænger eller benægter skylden, afstumpes som menneske.
e. Tilgivelsens mulighed skal forkyndes som et resultat af Jesu soning. Tilgivelsen skyldes ikke bekendelsen eller angeren, men Gud selv.

 

Salmevalg:
363 – 440 – 436 – 551 – 421 – 430 – 709.