Bededag - 2. tekstrække

24 marts 2022

Indledning: Råbet fra det dybe.

Det er fra det dybe, der råbes og bedes i Sl 130 i Det gamle Testamente: ”Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre hør mit råb! Hvis du Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre? Men hos dig er der tilgivelse.” Salmisten sidder selvforskyldt i mørket og dybet, men han retter blikket opad og beder om det vigtigste, vi kan bede Gud om, nemlig tilgivelse for synd og skyld. Og da vil vi også blive bønhørt.

 

 

Tilgivelse vigtig.

“Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld.”

Det lille ord og viser, at de to bønner er sideordnende og lige vigtige. Det er de også i det almindelige menneskeliv. Tænk hvis selv dine nærmeste mindede dig om hver ting, du gjorde forkert og det aldrig blev glemt. Så var livet ikke til at holde ud.

Så er det også let at se, at tilgivelse er lige så vigtigt som dagligt brød.

Men når vi har behov for menneskers tilgivelse, hvor meget meget mere trænger vi så ikke til Guds tilgivelse. Tilgivelse for hver gang det, vi tænkte, sagde eller gjorde ikke skulle have været, eller vi undlod det, vi burde have gjort, og hver lille eller stor synd skiller os fra Gud.

Når vi kender tilgivelsens befriende glæde fra menneskelige forhold, hvor meget større trøst og befrielse er der så ikke i Guds tilgivelse. Jo, det er det største og første, ja, det vigtigste af alt, for uden Guds tilgivelse måtte vi være evigt borte fra Gud. Kristendom er da også igen og igen: syndernes forladelse, syndernes forladelse, og igen syndernes forladelse.

 

 

Jesus vor ypperstepræst.

Ypperstepræstens opgave på Jesus tid var at frembære ofre som bod eller godtgørelse for folkets synder. Især Hebræerbrevet sammenlig­ner indgående Jesu gerning med ypperstepræstens funktion i templet, men fremhæver, hvordan Jesus blot er langt større. Ypperstepræsten gik ind gennem forhænget og stænkede blod på nådestolen. Men ved Jesu blod er der åbnet en ny, levende vej for os gennem forhænget, skriver Hebræerbrevets forfatter, og fortsætter: Så kan vi nu gå frem for Gud i en fast tro og bestænket på hjertet, dvs. befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand, dvs. i tro og ved dåb – ved de to tilsammen er vi Guds børn.: Dåben og troen på vore synders forladelse og det evige liv. I tro på Jesus som vor store ypperstepræst får vi Guds tilgivelse.

At tilgivelse er hovedordet i kristendom viser sig også i, at korset er kristendommens kendetegn. Foran korset er der intet forhæng, der skiller og her ved korset ved nadverbordet kan vi bekende vore synder for ham.

Johannes skriver i sit første brev: ”Hvis vi bekender vore synder , er han trofast og retfærdig, så han tilgiver vore synder og renser os fra al uretfærdighed.”

 

 

Guds magt og vilje til at give.

Også når det drejer sig om Guds tilgivelse, kærlighed og evigt liv, det allerstørste og vigtigste, vi kan bede om, da gælder Jesu ord allerførst i dagens tekst: “Bed, så skal der gives jer. Søg, så skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer.” Men omvendt gælde det også, at beder vi ikke om Guds tilgivelse, får vi heller ikke, søger vi den ikke skal vi heller ikke finde den.

Vi er ofte alt for tilbageholdende i troen på, hvad Gud kan give os.

Men det er en absolut og kompromisløs vejledning vi møder i Jesu ord i dag, og den følges af en uforbeholden garanti for at det nytter noget at følge hans opfordring til at bede.

Det nytter noget at bede, siger Jesus, selvfølgelig nytter det noget. Med humor spørger han: “Kan man dog forestille sig, at en far ville give sin søn en sten, når han beder om brød, eller en slange, når han beder om en fisk, Når da I som sammenlignet med Gud er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres himmelske far, som er godheden selv, give gode gave til dem, der beder ham.”

 

 

Frimodighed, at vi får det der er efter hans vilje.

Lad os så frimodigt bede eller som Hebræerbrevet udtrykker det: Komme til Gud med oprigtigt hjerte.

I 1 Joh brev 5,14, står der: ”Og dette er den frimodighed, vi har overfor ham, at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os.” Ligesom forældre ikke giver børnene alt, hvad de peger på, sådan giver Gud os også kun det, han ser, er godt for os. Når jeg ikke fik det jeg bad om, var det altså ikke fordi jeg bad for lidt, troede for dårligt eller var for usikker på, om der nu ville ske noget, men jeg fik nej, fordi det ikke kunne forenes med Guds vilje.

Jesus selv oplevede det samme, da han i Getsemane bad om at måtte slippe for det svære, der ventede ham. Men det var ikke Guds vilje, at han skulle gå fri, men bønnen gav ham alligevel styrke og mod til at møde det svære. Så når vi ikke får vores vilje overfor Gud, skal vi ikke opgive bønnen af den grund. “Bed under alle forhold”, opfordrer Paulus. Bøn gavner under alle omstændigheder, for bøn lærer os efterhånden at finde ind til det, der er efter Guds vilje- og den lærer os afhængighed af Gud, så vi lever os ind i fortroligheden med ham og hans søn.

Vi skal bede i Jesus navn, som han selv siger det i Johannesevangeliet: “Alt hvad I beder faderen om, vil han give jer i mit navn.” I Jesu navn vil sige i troen på ham som vor store ypperstepræst. I Jesu navn vil sige med hans underskrift. En har forklaret bøn i Jesu navn på den måde, at vore bønner til Gud først når Jesus. Han streger noget over andet under, og i den form når bønnen frem til Gud og bliver opfyldt.

 

 

Tæl Guds mange gaver.

Men vi er tilbøjelige til kun at bede Gud om materielle goder, godt helbred og lignende, og ofte først, når vi er i nød, men Jesus siger: “Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Vi må erkende livets fattigdom uden Kristus, lægge vor egen stolthed og selvklogskab bort. Vi må bede til Gud i tro på Jesus som Guds søn og vor frelser fra synd og død. Beder vi i tro på det største, vi kan få Guds tilgivelse og kærlighed med korset og det evige liv med Jesus opstandelse påskemorgen, så vil Gud også åbne vore øjne for alle hans andre gaver til os. Da lærer vi at se, at vore kære, vort hjem og de mange små ting i hverdagen, alt sammen er Guds gode gaver. I et vers opfordres vi sådan: “Tæl Guds mange gaver til kun småt og stort. Med forundring skal du se, hvad Gud har gjort.”

“Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives dig i tilgift.” Alle Guds mange gaver får vi først rigtig øje på og bliver taknemmelige for, når Jesus, Verdens Lys får lov at skinne for os. Det er først for alvor gennem Jesus at Guds faderkærlighed og gavmildhed bliver tydelig for os. Gør du alvor af at bede, da først kan du opleve bønnens rigdom. og erfare, hvor ofte Gud formår at gribe ind i dit liv, også når alt kan se håbløst ud for dig.

 

 

Bøn for andre.

I teksten taler Jesus om to ting, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre. Lige efter, at han har sagt, at den himmelske far gir gode gaver til dem, der beder ham, fortsætter ham:” Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Gå ind ad den snævre port osv.”

Det er ikke kun vor manglende ydmyghed overfor Gud, der gør bønnen til en smal vej og en trang port, men den gyldne regel, “hvad I vil andre skal gøre mod jer, skal i også gøre mod dem,” skal minde os om en vigtig og ofte overset side af bønnens liv. Når vi læser eller taler om bønhørelse, fokuserer vi oftest på, hvad vi selv kan opnå gennem bønnen. Men i den sidste del af teksten siger Jesus, at der er andre, som skal opnå noget gennem os – at der er nogen, vi skal vise næstekærlighed imod. Nogen, hvis bøn om hjælp Gud vil opfylde gennem os, ved hjælp af vore hænder og ord. Vi skal bede i Jesu navn, også i den betydning, at vi skal bede Jesus lade sit eget store eksempel smitte af på os, så vi får noget af hans sind. Det er ofte en side af bønnens verden vi overser, og hvor bønnen kan blive en smal vej, fordi vi er så utilbøjeli­ge til at tænke på de andre, men kun beder for vor egen skyld

Den næstekærlighed og de gode gerninger, Hebræerbrevets forfatter nævner, er ikke et middel til at blive frelst. Vi frelses alene ved dåb og tro. Jesus siger jo: “Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst.” men når vi beder Gud give kraft og inspiration til næstekærlighedens gerninger, så bliver disse gerninger et bevis på troen – en følge af troen. Man kan jo ikke påstå, at man regner Jesus for herre og frelser og tror på ham, hvis vi ikke også vil forsøge at gøre hvad han siger.

 

 

Bed hver dag.

Bed er det første ord i dagens tekst. det skal minde os om, at det mest naturlige og grundliggende i forholdet mellem den himmelske far og hans børn er bønnen, ligesom det er mellem enhver far og hans barn.

Teksten i dag skal tilskynde os til aldrig at glemme, at bønnen er troens røde tråd, troens livs – nerve. Et barns daglige og naturlige samtale med sin himmelske far. Og bønnen er en god vane, for den holder os fast på, at kristendommen er vort livsgrundlag.

Men vi skal bevist kæmpe mod alt det der vil tage bønnen fra os i det daglige. Sådan skal vi lære bevidst at skaffe os stilhed og ro til bøn midt i dagens mange gøremål og mange lyde og røster. en anden ting vi skal tage kampen op med og trodse er den danske blufærdighed, netop når det angår tro og bøn, for hvis vi fjerner enhver kristen praksis, er der efterhånden ikke megen kristendom tilbage.

 

 

Afslutning: Den sidste bøn.

Vi skal lære bønnens vej til Gud at kende i gode dage, så vi også kender den på nødens og på dødens dag. Da bliver alle de små og store ting i livet til intet. Da forsvinder alle små som store bønner om materielle ting- om det daglige brød, og da er der kun en bøn tilbage: Herre. Giv mig Livets Brød. Amen.