Fastelavn søndag - 1. tekstrække

Prædikant: Dennis Jelstrup

Til dagen.
Fastelavnssøndag kan byde på særlige udfordringer for gudstjenesten, og dermed prædikenen. Hvis der skal slås katten af tønden efter gudstjenesten, vil der ofte sidde en del børn i kostumer på kirkebænkene. De har det varmt, deres tanker er andetsteds og deres fokus ligger ved tøndeslagningen. Kan vi på en sådan søndag holde en vanlig højmesse? Kan vi prædike, som vi plejer, og synge, som vi plejer. Eller bør gudstjenesten ikke nærmere være en familie- eller måske en børnegudstjeneste på familiens/børnenes betingelser. Lette sange, reduceret liturgi og kort prædiken, vel vidende at det vi øser på udover kan gå tabt i kostumer og glade børn.
Men er det ikke ærgeligt år efter år at give beretningen om Jesu dåb og den blinde ved Jeriko en stedmoderlig behandling i prædikenen. Løsningen kunne være at have to gudstjenester fastelavns søndag. F.eks. en højmesse til sædvanlig tid og en familie- børnegudstjeneste først på eftermiddagen. I det følgende vil jeg tage afsæt i, at ovenstående alternativ er valgt, og så koncentrere mig om højmessen. Til familie/børnegudstjenesten kan en neddroslet version måske bruges, men ville det ikke dér være rigtigere at tale over situationen?

 

Til lektien.
Salme 2 taler om kongen, herskeren, som Gud selv har indsat og kalder Guds søn. Denne søn er ikke Israels konge, for hans magt overskygger kongers magt. Han får folkene som ejendom og den vide jord som arvelod. Han er ikke Israels, men jordens konge. Salmen slutter med en opfordring til de oprørske (konger) om at vende om og tjene Herren, i stedet for at gå til grunde i hans vrede.

 

Til epistlen.
Her udfoldes trosbekendelsens “nedfaret til dødsriget”. Kristus prædikede for ånderne i dødsriget. Det store spørgsmål vil altid være: “Hvad prædikede han? Dom eller frelse?” Vi kan jo ikke være sikre, men hvad enten det var det ene eller det andet, så er målgruppen tydeligt angivet “det var dem… i Noas dage”!
I forbindelse med omtalen af Noas dage og Arken drager Peter parallellen til dåben, “som nu frelser [os]”. Det er stærke ord om dåben, som også er værd for os at holde fast i, samtidig med at vi lægger afstand til det synspunkt, at den hellige grav er velforvaret og mennesket frelst, når blot det er døbt. Dåben er virkelig det vand, der frelser – nemlig når det døbte menneske i tro griber om dåbens virkelighed.

 

Til evangeliet.
Beretningen om Jesu dåb er i første omgang en ligetil beretning om Jesu indgang til sin treårige tjeneste. Men i anden omgang rejser den en del spørgsmål. Det første er spørgsmålet om forholdet mellem Døberens dåb og senere kristen dåb. Er der nogen forskel? Ifølge Døberen selv er der Ånden til forskel. Ifølge Paulus i Efesos døbte Johannes med en omvendelsesdåb, mens han sagde til folket, at de skulle tro på Jesus. Så der har været forskel. Men alligevel har Døberens dåb ikke været af en anden art end den senere kristne dåb. Flere af disciplene bl.a. Andreas må have været døbt med Johannes’ dåb, og vi møder intet eksempel på, at denne dåb skal gøres om eller tillægges noget mere (er det fordi vi befinder os før pinse?). Er der end forskel i kvalitet mellem Døberens og den senere kristne dåb, så er der altså ikke forskel i art.
Et af de stærke perspektiver i Døberens omvendelsesdåb var syndsbekendelsen. Mennesket bekendte sig som en synder i forhold til Gud, når det gik ind under Døberens dåb. På den baggrund er Johannes’ forbavselse og undren, da Jesus kommer og vil døbes, vel forståelig. Men Jesus vil fortsætte og siger, at de bør opfylde al retfærdighed. Der er altså en retfærdighedens mening med det Jesus gør. Det er for retfærdighedens skyld, at Jesus bekender synden inden sin dåb. Han, som er retfærdigheden selv, har ingen egen synd at bekende. Hvis Jesus skal have nogen synder at bekende ved sin dåb, må det være andre end hans egne. Her ved sin dåb, ved indgangen til sin tjeneste, tager Jesus verdens synder på sig som sine. Han bekender dem og opfylder derved al retfærdighed.
Efter dåben daler Ånden så ned over Jesus, og røsten fra Himlen anerkender Jesus som søn af Gud.

 

Temaer i teksterne.
Den GT’lige lektie omhandler den herskende gudssøn som hæves op over al modstand. Forbindelsen til evangeliet er tydeligvis Guds anerkendende udsagn: “Du er min søn, jeg har født dig i dag.”
Temaet i epistlen er vel den sejrende gudssøns triumferende nedfart til dødsriget, men forbindelsen til evangeliet må findes i talen om dåben som frelsen gennem vand.
I evangelieteksten spiller begge disse med. Men det særlige fokus i evangelieteksten ligger på det særegne, at Guds søn, den retfærdige og syndfrie, for retfærdighedens skyld, bekender synder og lader sig døbe med Johannes’ dåb som indledningen til sin frelsergerning. Men vi har ikke kun at gøre med en indledning, en initiation, men med en stedfortrædende frelses handling. Jesus Kristus bekender synder, der ikke har deres ophav i ham, som sine egne og tager dem derved på sig. Han gøres til synd for os. Og på baggrund af denne initiation og “syndspåtagelse” lyder røsten fra himlen: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” Her har vi ikke med den herskende, eller den sejrende gudssøn at gøre, men med den tjenende og selvopofrende frelser.

 

Prædikenskitse.
Jeg vil indlede med at skitsere Døberens tjeneste og omvendelsesforkyndelse, hans dåb af mennesker, som kom til ham med ønsket om syndsforladelse og en ny begyndelse i deres gudsforhold. Hvis der skal være/har været barnedåb ved gudstjenesten kan den passende trækkes ind her og syndsforladelsen og det nye liv som gives i dåben kan trækkes frem.
Og så vil jeg sige om Døberen, at han tydeligt gjorde klart, at hans tjeneste kun var forberedende, at han kun var en begyndelse til noget helt nyt. Han vidste, Jesus ville komme og tage over efter ham. Johannes har vel kendt Jesus. De var i familie og stort set jævnaldrende, så Johannes vidste hvem det var, der skulle tage over. Han vidste bare ikke hvornår. Og så kommer Jesus til Jordan og kommer frem til Johannes. Mon ikke Johannes har tænkt, at tiden var inde, at han nu kunne træde tilbage og lade Jesus tage over. Jeg er overbevist om, at det sidste Johannes havde ventet var, at Jesus ville døbes af ham.
Jeg vil udmale det forrykte i, at den syndfrie skulle bekende sin synd og døbes til omvendelse. Det ligger jo også bag Johannes’ indvending. Og Jesus modsiger ikke Johannes! Han siger ikke at han vil døbes, eller har behov for dåb, hans argument er, at de skal “opfylde al retfærdighed”. Jesu dåb er altså noget andet end en almindelig dåb! (Derfor vil det også være forkert i sin prædiken alene at tale om vores dåb!) Jesu stedfortrædende handling i dåben må gøres klart. Som han var stedfortræder i sin død og opstandelse, i sin angst og i sin fristelse, sådan var han det også i sin dåb. Hele hans tjeneste var en tjeneste for os. Han blev også døbt for os, for han bekendte vore synder og overtog dem derved fra os.
Da han stiger op fra vandet, siger Gud om ham: “Det er min … søn”. Gud siger ikke, at han blev, men at han er min søn. Men Døberen har også noget at sige – nemlig: “Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.”
Jeg vil slutte prædikenen med en opfordring til at leve i den virkelighed, at vore synder nu ligger på en andens skuldre, og at vi derfor er frie til at leve evigt.

 

Salmevalg.
DDS 4, DDS 258
Inden prædikenen skal vi synge DDS 122: “Kom, følg i ånden med” Grundtvigs gendigtning af evangelieteksten. Nadversalmen kan være DDS 423, under altergangen DDS 123, så 431 og til sidst f.eks. DDS 226. Hvis der skal være dåb kunne synges DDS 401.