Fastelavn søndag - 1. tekstrække

Fastelavns Søndags gamle tekster er Anden Rækkes epistel og evangelium. Første rækkes tekster er bestemt på reformationstiden. Tilsvarende hedder det i kirkeordinansen, at den dag skal forklares alt det, Dåbens Sakramente har på sig, og Peder Palladius skriver i sin Visitatsbog: “Vor font har sin dag, det er Fastelavns Søndag. Da skal der prædikes om Kristi Dåb, og hvad gode vi har deraf, at vi er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Liturgisk set er Fastelavns Søndag den sidste af forfastens tre søndage; fastetiden (40 hverdage før Påske) begynder først den følgende onsdag (Askeonsdag). Men med Den Hellige Dåb som tema giver Fastelavns Søndag et fremragende oplæg til fastetiden, jf. især Luthers For det fjerde i Den Lille Katekismus.

 

 

Vedr. teksterne:
I den danske oversættelse skriver Apostlen Peter, at dåben er en god samvittigheds pagt med Gud. Men grundlæggende sprogligt betyder ordene: en god samvittigheds spørgen (eller bøn) til Gud eller en spørgen (eller bøn) til Gud om en god samvittighed. For hele denne problemstilling findes der en god redegørelse i Trygve Bjerkrheims fortolkning i Bibelverket, som jeg henviser til.
I DO 1992 siger Jesus i evangeliet til Johannes Døber: “Således bør vi opfylde al retfærdighed”. I DO 1948 sagde Han: “Således bør vi opfylde alt, hvad ret er”. Og i DO 1907 sagde Han: “Således sømmer det sig for os at fuldkomme al retfærdighed”. Man bør overveje denne sætning: Den betyder næppe blot, at Jesus og Johannes nu bør gøre det rette; den rækker sandsynligvis videre i retning af det, som hos Apostlen Paulus hedder, at Han blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.

 

 

Nogle tanker til prædikenen:
Johannes Døbers dåb var en omvendelsesdåb for syndere, der bekendte deres synder. Da Jesus ikke behøvede at omvende sig og ikke havde nogen synd at bekende, er det forståeligt, at Johannes gør indsigelse. Men i omvendelse ligger også at ville hellige sig Guds vilje, og det vil Jesus. Ved dåben tager Han synderes vilkår på sig (og dermed deres synd og død) og begynder således sin offentlige gerning, der har døden og opstandelsen som mål – eller med Peters ord: “for at føre jer til Gud”.
Da Jesus var døbt, åbnede Himlene sig over Ham, og Guds Ånd dalede ned, mens Gud talte fra Himlene. Således åbenbaredes i et glimt Den Treenige Gud: Faderen, som talte fra Himlene, Sønnen, netop døbt på jorden, Helligånden, som forbinder Faderen og Sønnen og således forbinder Himmel og jord.
Beretningen om Jesu dåb kaster lys over vor dåb ved vand og ord og Ånd. Også over ved vor dåb knytter Helligånden forbindelse mellem Gud i Himlene og et menneske på jorden. Også over vor dåb lyder Guds røst: Det er min elskede søn/datter, i ham/hende har jeg fundet velbehag. I dåben flyttes et menneske fra at stå som skabning og synder over for sin Gud og dommer til at stå som et elsket barn over for Gud som Far. Fadervor er derfor vor dåbsgave til daglig forbindelse mellem den himmelske Far og Hans jordiske barn. Husk i denne sammenhæng også Rom. 6 om dåben som begravelse og opstandelse sammen med Kristus til et helt nyt liv.
Alt, hvad Gud har gjort for os og vil skænke os, er skænket os i Den Hellige Dåb. Fra Guds side står dåben urokkeligt fast, derfor er dåben den eneste og faste grund under alt kristenliv. Men vi kan vende den ryggen og miste gaven; dog: så længe vi lever, kan vi også fortryde og vende os til dåben igen.
På dåbens grund kaldes vi til at efterfølge vor Herre Jesus Kristus, for at vi af Ham og med Ham må blive ført til Gud; her kan mindes om den daglige anger og bod, jf. Luthers For det fjerde.

 

 

Salmer:
31/339 – 55 – 397 — 339/31 – 26/46/430 – 189