Fastelavns søndag - 2. tekstrække

Forslag til salmer

Til en almindelig højmesse kan man f.eks. synge følgende salmer:
173 Ét vidste han om vejen frem
696 Kærlighed er lysets kilde
690 Den ypperligste vej (jfr. epistellæsningen)
59 Jesus os til trøst og gavn
192 Hil dig frelser og forsoner
142 Øjne I var lykkelige

 

 

Dagens særlige karakter
Vi fortsætter kirkeårets vandring mod Jerusalem sammen med Jesus og hans disciple. Fastelavns søndag skal forberede fastetiden uden at foregribe den. Ifølge Tore Kopperud: ’På vandring gjennom kirkeåret’ side 66f er der sagt om dagen, at den står på overgangen mellem ”stald og krybbe” og ”kors og død”. Herudfra kan vi som en overskrift over dagen sætte evangelielæsningens indledning: ”Se, vi går op til Jerusalem”. Og vi kan inddrage epistellæsningens stærke ord om den fuldkomne kærlighed. Både som en beskrivelse af Jesu fuldkomne kærlighed og som et skriftespejl for os selv, at vi har brug for tilgivelsen, fordi vi ikke lever op til kærligheden.
I mange sogne er der familiegudstjeneste med efterfølgende tøndeslagning fastelavns søndag, eventuelt i samarbejde med lokale foreninger. Det giver særlige udfordringer og muligheder. Se hertil Henning Smiths fine overvejelser i prædikenvejledningen til denne søndag i 2004. Det skal jeg prøve for første gang i år.
Ordet ”fastelavn” stammer fra det tyske ord ”faseln”: at lave løjer. ”Fastelabend” var festen med forskellige spilopper og løjer før fasten begyndte, og man holdt ’karneval’ (latin: carne vale = farvel kød) inden fastetidens begyndelse.

 

 

Ide til filmindslag / prædikenillustration

For nylig har jeg med konfirmanderne set filmen ”Bruce den Almægtige”. Alle konfirmanderne havde set den i forvejen, men de ville gerne se den igen og der er mange gode pointer i filmen, der gav anledning til en god snak med dem, blandt andet om dette, at Bruce misbruger magten fra Gud til sin egen fordel, fordi han ikke har Jesu fuldkomne kærlighed, men bare tænker på sig selv. Derfor har Bruce brug for tilgivelsen, for han har brug for at Gud går og vasker pletterne fra hans synder af gulvet. Og han har brug for at lære at elske Grace på den måde, at han ønsker, at hun bliver lykkelig i stedet for at han kun tænker på at hun skal gøre ham lykkelig.

 

 

Udkast til en prædiken

Mon ikke vi alle sammen har det sådan, at når vi møder ægte og op­ofrende kærlighed, så gør det indtryk på os. Det varmer. Det kan være to mennesker, der møder hinanden og bliver glade for hinanden og lover hinanden at dele medgang og modgang indtil døden skiller dem ad – og man mærker på dem, at det er de villige til virkelig at kæmpe for. Eller det kan være mennesker, der sætter livet på spil for at redde andre. Det gør godt i verden, når den sande kærlighed ikke bare er pæne ord, men også bliver til konkrete handlinger.
Det hørte vi også om i epistellæsningen, som jeg læste fra alteret fra 1 Kor 13. Det vidunder­lige afsnit om den fuldkomne kærlighed. Jeg plejer at læse noget af dette kapitel ved bryllupper: Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

 

H. C. Andersen har i eventyret “Verdens dejligste rose”  digtet om den fuldkomne kærlighed. Den mægtige dronning ligger for døden, og kun hvis hun får bragt verdens dejligste rose, dén, der er udtryk for den højeste og reneste kærlighed, kan hun leve. Og de smukkeste blomster bliver bragt hende fra hele landet. Men de hjælper ikke. Så nævnes det lille barns spontane kærlighed til sin mor – eller moderens kærlighed til sit syge barn. Begge dele er smukke og gode, men dog ikke fuldkomne. Der nævnes de unge piger, der går til alters eller bliver konfirmeret ud af en dyb og ægte tro på Gud. Men heller ikke men­neskers oprigtige tro på Gud er udtryk for den fuldkomne kærlighed. Men så kommer endelig dronningens lille søn ind med familiens gamle bibel og siger: Mor, hør, hvad jeg har læst, og barnet sætter sig ved moderens seng og læser af bogen om ham, der hengav sig selv til korsets død (altså Jesus) for at frelse menneskene, selv de ufødte slægter. Større kærlighed gives ikke. Og så slutter H.C. Andersen eventyret med følgende ord: “Der gik et rosenskær over dronningens kinder, hendes øjne blev så store, så klare, thi hun så fra bogens blade løfte sig ver­dens dejligste rose, billedet af den, som fremsprang fra Kristi blod på korsets træ. Jeg ser den, sagde hun, aldrig dør den, som ser dén rose, den dejligste på jorden”.

 

Hermed binder H.C. Andersen så at sige epistlen og evangeliet til i dag sammen. Den fuldkomne kærlighed – verdens dejligste rose – den finder vi kun hos Jesus Kristus. Vi menneskers kærlighed er altid plettet og forurenet af selviskheden, men det er Jesu kærlighed ikke. Derfor beskriver 1 Kor 13 dybest set Jesu kærlighed, og beskriver den som et forbillede for vores kærlighed. Kun han har som Menne­skesønnen, som Gud, der blev menneske, formået at elske menne­sker og Gud fuldkomment. Og det er afsnittet fra Lukas-evangeliet, som vi har hørt i dag, en mægtig forkyndelse af.
Her lige før indgangen til kirkens gamle fastetid, de sidste 40 dage før påske, bliver vi mindet om, at Jesu lidelse og død ikke var nogen fejl – tværtimod. Helt bevidst og frivilligt gik Jesus til Jerusalem selvom han vidste, at han ville møde forræderi, tilfangetagelse, mishandling, korsfæstelse og død. Han skulle opfylde profetierne om en frelser for os mennesker. Jeg er sikker på, at vi ville have flygtet fra alt dette, hvis vi havde været i Jesu sted. Men det gjorde Jesus ikke. Hans fuldkomne kærlighed til os mennesker og til Gud drev ham til Jerusalem. For han vidste, at det var den eneste mulighed for, at Guds kærlighed og godhed kunne overvinde egoismen og ondskaben i verden og i os almindelige mennesker.

 

Jesus forudså også sin opstandelse – men det betyder ikke, at lidelsen og korsfæstelsen bare var et skuespil/maskespil, sådan som vi kunne blive fristet til at tænke her i fastelavnstiden. Lidelsen og korsfæstelsen var heller ikke noget, der bare skulle overstås, inden opstandelsen gjor­de alt godt igen. Nej, det var blodig alvor, og en kamp på liv og død for os mennesker. Og Jesus var sig selv i alt det, han gjorde. Sig selv som Gud og menneske. Og derigennem bar han skylden og tog straf­fen for alle de gange, vi svigtede kærligheden og gik forbi det menne­ske, der trængte til vores hjælp, og for alle de gange, hvor troen blev lunken i os og vi ikke troede Gud på hans løfter om hjælp og velsig­nelse. Og for alle de gange, hvor vi troede os klogere end Gud og hans vejledning for sandt og ægte menneskeliv. Han tog alles skyld på sig og lod sig knuse under den, og åbnede derved Guds tilgivelses dør på vid gab ind til Guds evige rige.
Men der er det særlige ved Guds tilgivelses og frelses dør, at den er ikke ret høj. Den kræver, at vi må bøje os ned for at komme igennem den. Tænk: Vi er afhængige af, at Jesus gik til kor­set. Jesus skulle finde sig i en så ussel behandling, for at vi kan få tilgivelse af Gud for vore synder og for vores manglende kærlighed. Vi kan ikke bare sige: Her kommer jeg, og så gøre krav på Guds tilgivelse som en slags menneskerettighed. Nej, vi må bøje os i tak­nemmelighed og sige tak: Tak, Jesus, at du elsker os. Tak, at du gik til Jerusalem for os. Hjælp os til at leve vort liv i tro på din kærlighed. Hjælp os til at bære den med os ud i vores hverdag.

 

Hvor konkret og ægte Jesu kærlighed var, får vi et indtryk af i an­den halvdel af evangeliet til i dag, i mødet med den blinde tigger uden for Jeriko. Hans situation var helt igennem håbløs. Der var ikke noget, der hed førtidspension eller kontanthjælp dengang. Han måtte hver eneste dag ud og tigge andre om penge eller mad til det daglige brød. Nogle af os har set den slags mennesker i al deres elendighed, hvis vi har været på rejser til andre lande. Men han havde også hørt om Jesus, at Jesus havde hjulpet andre mennesker i nød. Måske kunne han også få hjælp. Der var i hvert fald tændt et håb i ham. Et håb, der fik ham til at trodse ordrer og trusler om at tie stille og lade den travle Jesus være i fred. Han var ærlig i sin bøn og i sit råb om hjælp. Og Jesus stand­sede op ved ham og spurgte: Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?
På en måde var det et underligt spørgsmål. Men samtidig var det et rigtig godt spørgsmål, for herigennem fik den blinde tigger lov til at formu­lere sine inderste ønsker. Overfor Jesu kærlighed kunne han være helt ærlig og sige: Herre, at jeg må kunne se. Og Jesus sagde til ham: Bliv seende, din tro har frelst dig. Straks kunne han se, og hans taknemmelighed var overstrømmende.

 

To vigtige ting skal Jesu møde med den blinde tigger minde os om i dag. For det første viser den Jesu store kærlighed. Midt i sin egen vej til lidelsen og forkastelsen havde han kærlighed og omsorg nok også til en fremmed tigger. Det er stort. Det er en kærlighed, som vi også må have lov at tro på kan række helt til os, så at han også standser op ved os og spørger os: Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig? For det andet er den blinde tigger også et forbillede for os i dag. Vores situation er måske vidt forskellig fra hans set fra en ydre be­tragtning. Men stillet overfor livets og dødens alvor trænger vi alle sammen til at kalde på Jesus – og svare ærligt på hans spørgsmål om, hvad han kan gøre for os. Lad os så svare det, som vi lige nu går og tumler allermest med. Det kan være bekymringer omkring problemer i familien eller sygdom eller ensomhed eller tvivl på Gud eller hvad det nu er, som vi gerne vil have hjælp til. Så lad os bede om hjælp til det. Men lad os også svare: “Herre, lad mig få lov at blive i din kærlighed og leve i den og følges med dig både nu og i al evighed, Jesus. Og hjælp du mig med mit liv, så jeg lever i tro og i håb og i kærlighed til Gud og til andre mennesker.”
Og så skal vi endelig lægge mærke til, hvad tiggeren gjorde, da han var kommet til at se igen. Han sagde ikke farvel og tak til Jesus. Nej, han fulgte Jesus og priste Gud. Han fulgte Jesus videre på vejen til Jerusalem. Han blev i det spor, hans møde med Jesus havde ført ham ind på. Lad os følge hans eksempel!