Juleaften - 1. tekstrække

Bibelafsnit: Es 9:1-6,Luk 2:1-20

Så er det jul! – med eller uden Guldkort, kære børn!

 

Til os voksne: lad os huske, hvordan det var at være barn på det her tidspunkt på juleaftensdag – og så bære over med dem, hvis de er lidt utålmodige!

 

Det samme vil jeg sige til Jer børn: bær over med jeres forældre – de kan være så forvirrede lige netop på det her tidspunkt, ikke sandt? Bær over med dem! – for de har lige opdaget, at deres dankort ikke er et guldkort!
Ja, bær også over med dem, når de siger noget dumt … som da lille Jens juleaften åbnede døren for den gamle, sure tante, som skulle besøge dem – ”Du kan tro, vi får en sjov jul, tante! Der kommer også en fugl på besøg!” En fugl? sagde tanten. ”Ja, far sagde forleden: Så er det i år den gamle hejre kommer!”

 

Bøn: Kære Gud og Himmelske far. Tak, fordi du julenat viste din kærlighed til os, ved at du lod dig føde i en lille stald i Betlehem. Herre, åben på ny julens evangelium for os alle – at det må blive evangelium – ”Det glade Budskab” – for hjerte og hjem! Amen.

 

Evangelielæsning!

Der er noget helt særligt ved juleaften. Og der er noget helt særligt ved at komme i kirke juleaften. Dette at kirken er fyldt til sidste plads, og dette med at synge de gamle, kendte julesalmer, nyde synet af det tændte juletræ, ønske hinanden en glædelig jul, osv. Det er noget, som betyder noget for os. Når vi kommer i kirke juleaften, vil vi naturligvis også gerne rejse os og lytte til juleevangeliet, sådan som vi gjorde det for lidt siden – lytte, for jeg ved ikke hvilken gang!

 

Men det nytter ikke noget at nægte, at her kan der godt opstå et problem for os. Vi kommer nemlig ikke uden om, at der godt kan være noget eventyragtigt over det hele! – noget ”Walt Disneys juleshow”-agtigt eller ”Jul i Nødebo Præstegård”s-agtig! Er det en drøm eller en virkelighed – er det et eventyr eller en begivenhed?

 

Gad vide, hvordan Maria og Josef havde det! – om de havde let ved at tro på noget særligt ved denne fødsel. De kunne jo ikke finde plads andre steder end i en stald. Her kom fødselsøjeblikket, som de aldrig havde prøvet før. En slags jordmoder blev nok tilkaldt … veerne kom, smerterne, lugten af sved og blod. Josef, der ikke ved, hvor han skal gøre af sig selv, for han har ikke gået på noget forberedelseskursus med vejrtrækning og deslige. Han må ud og trække frisk luft – står og ser lige så dum ud som fårene. Så kommer barnet, navlestrengen må skæres over, første skrig. Maria prøver med amning – alt sammen uden rindende vand, hvide lagner og kyndige læger. Gad vide, hvad de havde tænkt!

 

Jo, inden i Marias og Josefs hoved lyder ordene igen og igen: “Frygt ikke, Maria. For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn … han skal blive stor og kaldes den højestes Søn …”
“Josef, Davids søn, vær ikke bange … Maria skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.”
Og senere hyrdernes ord om det, de havde set og hørt udenfor: “Frygt ikke. Se, jeg forkynder Jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by.”

 

 

Regnede de det for virkelighed? – dette fuldstændige selvmodsigende med en kongesøn i en stald i Betlehem?
Jeg tror det! For sådan kendte de Gud gennem hele Israels historie. Gud, der altid tændte lys, hvor der var mørkest, tændte håb i ødemarken, hos de upåagtede, hos de fattigste, der, hvor alt håb er ude, der, hvor ingen ventede det. Sådan er det med Gud. Det vidste de!

 

Og det har vi vidst lige siden! Sådan ser vi også Gud nu. Vi kan ikke får det ud af hovedet. Den uendelig rige julenat sidder os i blodet. Der er håb, når det ser mest sort ud. For det er nemlig ikke eventyr!

 

Julenat, første verdenskrig, pludselig så mærkelig stille, ikke et skud, engelske og tyske soldater kommer op af skyttegravene, mødes i venskab – hvordan går det til? Jo, julenat er et mysterium af håb. Julenat er et under af himmel på jord, et usynligt gardin, som pludselig trækkes til side – og bønder ser engle! Soldater standser geværerne. Og du og jeg får et næsten fremmed træk af godhed ind over os.

 

Kun denne ene aften og nat. Vi smager på noget, som kunne have været sådan – altid. Og vi fyldes af længsel.
Og mon ikke du i aften, sent vel sagtens, når roen og freden har sænket sig – måske siddende i lænestolen eller liggende på gulvet – betragter ungerne, som er optaget af vidunderlige julegaver – at du da i et glimt kommer til at tænke: Kan tiden standse nu? kunne dette øjeblik blive evigt?
Som måske også Maria og Josef tænkte i klippehulen, da fødslen var ovre, og den himmelske klang af toner hørtes udenfor!

 

Men det blev morgen. Og skuddene hørtes igen over slagmarken, skrigene hørtes. Det blev også morgen i stalden i Betlehem – ikke mange uger senere måtte Maria og Josef flygte med barnet helt til Egypten – og snart hørtes der skrig i Betlehem fra små drengebørn, fra mødre, fra fædre.

Det bliver måske også morgen hos os i Ølgod og omegn. Det bliver hverdag. Og om det ikke ligefrem er skrig, der høres, så måske småskænderi og ufred. Et drømmeagtigt øjeblik af uendelig fred og harmoni er ovre, og du skynder dig at tænde for fjernsynet eller computeren, komme på arbejde, åbner måske for en ekstra flaske sprit, for at dulme den værste ufred. For du har ikke længere denne mærkelige juleaften, som dæmper ufreden helt af sig selv.

 

Men hvor havde vi dog gerne beholdt øjeblikket af godhed og fred, inden i os og omkring os.
Ja, det er som om, juleevangeliet enten er en drøm, et glimt af noget, som kunne have været, men som der aldrig bliver noget af. Eller også er det en uafsluttet historie, hvor det meste endnu er tilbage!

 

Spørger vi Guds eget Ord, så er det det sidste, der er tilfældet. Beretning om stalden og krybben er kun begyndelsen, et forvarsel! Det bedste mangler endnu. Det absolut bedste, det suverænt bedste!
For det, som skete denne hellige julenat i menneskehedens historie, det som vakte uendelig godhed og fred, det skal en dag stå i fuld blomst. Ja, han skal en dag stå i fuld blomst, synlig for enhver, og før vi regner med det.

 

Hvad drejer det sig så om i ventetiden? – at finde et Guldkort, som i julekalenderen? Nej! Det drejer sig om at narre djævelen og alle hans kumpaner! Det drejer sig om i ventetiden at narre djævelen og hans forbundsfælle i os, gamle Adam, som har skabt mørket og skrigene og ufreden – og skænderierne. Det drejer sig om at narre de to, de to som utallige gange har narret mennesker til at tro, at juleaftensstemningen kun var en drøm, et eventyr, et smukt men totalt urealistisk håb!

 

 

Hvordan narrer vi så djævelen og gamle Adam? Jo, ved at lytte til det budskab, som vi absolut må høre i julen – og tage det til os som virkelighed!: Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder!

Det er formålet med det hele. Det er jo derfor, vi synger i en julesalme: Vi var i nød så længe, dog hørte han vor bøn, han ved, hvortil vi trænge, vor frelser blev Guds Søn. Se, det er netop sagen. I sin kærlighed gav Gud os sin enbårne Søn for at frelse sit folk fra deres synder.
Uden jul nemlig ingen påske – uden påske en tom jul! Julen varer nemlig lige til påske … til Jesu sejr over død og djævel og synd!

 

Her greb Gud ind på en sådan måde, at der ikke var nogen vej tilbage for ham.
Det fortælles, at sådan var det i gamle dage, når en hærfører gik i land på en fremmed kyst med sine folk. Så gjorde han det, at han brændte sine skibe bag sig, for på den måde at gøre det klart for sig selv og folket, at nu var der kun én vej for ham og krigerne. Enten vejen til sejr eller vejen til død. Der var ingen vej tilbage!

Julenat brændte Gud sine skibe bag sig – gennem Jesus Kristus udleverede han sig selv helt og holdent til os. Ja, på denne måde kom Gud helt ned på jorden, kan vi også sige. Han kom for at frelse sit folk fra dets synder, som englen sagde til den undrende Josef.

 

 

Er du klar over, at også du har forfejlet målet med dit liv på en sådan måde, så du ikke selv er i stand til at rette op på det, men må tage til takke med den frelse, som Gud rækker dig i Jesus Kristus? At også du er med i det folk, som vandrer i mørket, som profeten også siger det, og som skal få lov til at skue et lys så stort?

Gud har brændt sine skibe bag sig! Det skal der ikke herske tvivl om. Han har ofret sig helt og fuldt, da han gav sin egen kære Søn som frelser. Og denne kærlighed er så dyb og ægte, at den omfatter hver enkelt af os, uanset hvordan vi har skaltet og valtet med vort liv indtil denne dag – NU FORKYNDES HÅB OG FREMTID! (illustration: et hjerte!)

 

 

Spørgsmålet er alene, om gaven fra Gud vil blive modtaget! Det er jo det, som er det afgørende spørgsmål, hver eneste gang vi også selv giver en gave. Som forældre selv er jeg overbevidst om, at der i aften vil sidde mange, der spændt venter på – ikke bare hvad der mon er under papiret – men også hvordan den ene eller den anden gave vil blive modtaget! Det er næsten endnu bedre end selv at få en gave – hvordan vil han eller hun reagere, når gaven pakkes op? Vil det være en gave, som skaber glæde og tak, eller vil det være en gave, som bare bliver lagt til side med et skuldertræk eller ligegyldighed?

For Gud i himlen er det faktisk på nøjagtig samme måde! Ingen elsker dig så højt, som han gør! Ingen har ofret så meget for din frelse, som han har gjort! Det hele rækker han til dig ganske gratis! Du fik det i din dåb! Han venter kun på at se din glæde, din taknemlighed, din tro!

 

Og det sker bl.a. ved af hjertet at synge:
Julen har bragt velsignet bud, nu glædes gamle og unge …
Himmerigs konge blandt os bor, han juleglæden os bringer,
han favner hver barnesjæl på jord / og lover os englevinger! (119)

 

Rigtig glædelig jul! Amen