Juleaften - 1. tekstrække

Bibelafsnit: Es 9:1-6,Luk 2:1-20

Kejser Augustus havde ingen planer om at indføre et skattestop. Tværtimod. Alle skatteyderne skulle tælles op, for at han kunne finde ud af, hvor hårdt citronen kunne presses.

 

Det er verdenshistorie, det vi læste før. Når vi mødes i kirken juleaften, er vi ikke sammen om et abstrakt budskab eller en filosofi. Vi er samlet om historiske fakta. Kendsgerninger, som kom til at forandre hele verden, og som stadig giver ekko iblandt os i dag.

Jomfrufødslen er en af de kendsgerninger. Vores kristne tro står og falder med den. Er Jesus ikke Guds søn, sådan rigtigt, så kan han heller ikke frelse os, sådan rigtigt. Julen er festen for, at det umulige skete. Festen for, at Gud blev menneske, selv om al fornuft talte imod det.

 

Desværre gik det stort set upåagtet hen i Bethlehem dengang. De tusindvis af mennesker, som var i Bethlehem den første juleaften, anede ikke, at de gik lige op og ned ad den største begivenhed i verdenshistorien. I deres bevidsthed var der ikke noget særligt eller helligt over dén aften frem for alle andre aftener.

Faktisk gik de mest og ventede på at komme hjem. De havde fået besked på at samles her, fordi deres slægter havde rødder i byen. Og de var kommet rejsende hertil, fra alle egne af landet. Og nu masede mænd, kvinder og børn forbi hinanden i de overfyldte gader. Det var lige til at blive stresset af.

Stalden, de gik forbi, lignede alle andre stalde, bortset fra at den på grund af boligmanglen var beboet af både dyr og mennesker den aften. Hvis en forbipasserende kiggede ind ad stalddøren, var det ikke noget glansbillede, man så. Det unge par, der havde slået sig ned derinde, var almindelige folk at se til. Dyrene lugtede også, som den slags nu gør.

 

Det, der ville overraske en besøgende mest, var spædbarnet. En dreng var det, som lå nede i et af fodertrugene, pakket ind i halm og gamle klude. Han lå i den gamle kasse, som dyrene i årevis havde gnavet i, og så meget ny ud.

For det blotte øje var der ikke noget stort eller helligt over scenen i stalden. Det var nærmest et stykke overlevelse. En kejsers storhedstanker havde gjort, at et ungt par havde måttet føde deres første barn i en fårestald!

Hvad man ikke kunne se med øjet, var, at Guds tanker også var med i det, der skete. At barnet i krybben var Guds søn, der kom for at frelse menneskehavet ude på gaden.

 

Juleaften er et af Bibelens mange eksempler på, at Guds plan og menneskers liv på denne jord er vævet ind i hinanden. Det, der så ud som et tilfældigt indfald hos en kejser, blev i Guds hånd et præcist redskab: Folketællingen kom til at betyde, at et gammelt løfte i Bibelen blev opfyldt, nemlig løftet om, at Frelseren skulle fødes i Bethlehem.

Bibelens første del, Det gamle Testamente, indeholder mange løfter om, at Gud vil sende en frelser, når tiden er inde.

 

– Jeg ved ikke, hvordan du har det med løfter. Vi har hørt mange i år – det er jo ikke så længe siden, der var valgkamp. Luften har været tyk af løfter. Nogle er blevet holdt, men mange er blevet glemt nu, hvor valget er overstået.

 

Guds løfter er ikke som menneskers propaganda. Det, som Gud lover, det sker. Hver gang. Sådan er han.

 

500 år før Jesu fødsel fik profeten Mika et syn fra Gud, som han skrev ned. I Mikas Bog, som stadig findes i vores bibel, skrev han: “Du, Bethlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel”.

 

Og hele 700 år før Kristus, mens vi her i landet stadig befandt os i jernalderen, fik en anden profet, Esajas, budskabet om at “jomfruen skulle blive med barn, og at herredømmet skulle hvile på barnets skuldre”. Gud meddelte her, at Marias søn på én og samme tid både skulle være menneske og have al magt i himlen og på jorden. Esajas forstod ikke, hvem han skrev om, men Guds ord afhang heldigvis ikke af hans forståelse. Og løfterne blev opfyldt den første jul.

 

Der er dem, der føler ubehag ved at høre om en gud, der handler så konkret. Det er næsten for meget, synes man. Det bliver så påtrængende, når forudsigelser og opfyldelse passer så godt sammen. Kunne mindre ikke gøre det? F. eks. et mere abstrakt budskab, hvor det historiske ikke spiller så stor en rolle?

Svaret er, at hos den sande Gud kan mindre ikke gøre det. Jesu liv er én stor demonstration af en konkret Gud, der taler konkret, handler konkret, lever konkret. Helt fra krybben til korset var Jesus her på en aldeles konkret måde. Og som kronen på værket opstod han konkret og virkeligt. På den jord, vi går på. I den tidsregning, vi lever i.

Jesus blev ikke født på en sky i en lyserød fantasiverden. Fårenes beskidte trug med gamle madrester på viser os, hvor konkret han blev født på denne jord. Helt på bunden, dér hvor alt for mange menneskebørn er blevet født, både før og efter ham.

Det, som Gud lover, det bliver altid til virkelighed. Men det sker ikke altid på den måde, vi forestiller os. Dén aften i Bethlehem måtte Gud også selv hjælpe til, for at nogle mennesker kunne forstå, hvor stort det var, det, der var sket i stalden.

 

Der nogle få stykker, der fik et konkret møde med Guds søn den første jul. Mennesker, der fandt frem til virkeligheden bag det fattige optrin i fårestalden.

Af alle mennesker var det en flok hyrder. De blev ellers ikke rigtig regnet for noget, men de skulle blive de første, der fik lov til at se om bag facaden, og stå ansigt til ansigt med juleevangeliet.

 

—-

Hyrderne fik afbrudt deres nattevagt på en højst usædvanlig måde. Pludselig var de omgivet af engle. Ikke små buttede glansbilleder med hønsevinger på ryggen, men sendebud fra Gud, der fik de voksne mænd til at stivne af skræk.

Det første, englene sagde i anledning af jorden var “Frygt ikke!”.

 

Allerede her er der grund til, at vi spidser ører. Vores verden er jo fyldt af frygt og angst. Det kan julepynten eller X-massen eller gaverne ikke lave om på. I det forløbne år har vi oplevet frygt i en grad, som vi ikke havde forestillet os. Ikke mindst efter den 11. september.

 

Alligevel blev det ikke til en ny tidsregning “før og efter den 11. september”, som nogle ellers foreslog. Vores årstal regnes stadig ud fra Jesu fødsel, “før og efter juleaften”.

Vi skriver 2001 efter den aften, hvor hyrderne fik englebesøg og besked om at gå ind og finde barnet i fodertruget. Og vores tidsregning kan minde os om, at englens ord stadig står ved magt. Den, der finder Jesus, skal ikke frygte. Og det er åbenbart et tilbud, der gælder alle. Englen fortsatte i hvert fald:

“Jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren”.

Jesu fødsel er altså fra Guds side tænkt som en stor glæde for hele folket. Og Jesus selv er ikke bare en interessant person, men en frelser for alle, der vil tage imod ham. Det går nemt hen og bliver lidt underbetonet her i vores ellers fornemme julefejring.

Men hvis man glemmer julens indhold, er der i bedste fald kun en tom skal tilbage.

 

Ved juletid for nogle år siden kunne man i et japansk stormagasin se et underligt, grotesk syn. Der hang en korsfæstet nisse i vinduet. Det virkede selvfølgelig både provokerende og blasfemisk. Men det var slet ikke tænkt sådan. I butikken havde man bare ønsket at få julens baggrund med i udstillingen. Og man troede vitterlig, at julen handlede om en korsfæstet nisse. Julens budskab var blevet glemt. Kan det tænkes, at vi en dag kommer til at se det samme nede på strøget?

Selv om vi lever i et land med mange kristne traditioner, kan det godt lade sig gøre at gå lige op og ned ad verdenshistoriens største budskab, uden at opdage det. Selv om julen bliver markeret med overdådige reklamer og tunge granguirlander, kan den nemt gå hen og forsvinde for os, mens vi maser os frem i skubberi og forbrugsfest i de overfyldte gader.

Så bliver det en tom jul uden hovedperson, en fødselsdag uden fødselsdagsbarn. Og det var ikke Guds tanke. Han sendte jo sin søn for at vi skulle finde ham, og på den måde også finde den fred, som vi længes sådan efter i vores fredløse verden. Freden, der overgår al forstand.

Hyrderne fandt ham, og det blev en ganske særlig aften for dem. Deres kolde nattevagt blev afløst af fest og glæde. Og de brød ud i lovsang og takkede Gud for ham, de havde fundet.

 

For hyrderne blev det en helt særlig aften for dem, da de trådte ind i den usle stald. For de fandt ikke bare ham. De fandt også Guds nåde og fred. Når vi i aften ønsker hinanden glædelig jul, vil vi også ønske for hinanden, at det må ske for os alle sammen. Så er julen nemlig ikke længere noget, der bare skal overstås i stress og maseri. For så bliver julen hellig for os, en hellig time.