Juleaften - 1. tekstrække

Bibelafsnit: Es 9:1-6,Luk 2:1-20

Der var en konge, som havde tre sønner. Han havde besluttet, at den klogeste af dem skulle arve riget. Så gav ham dem en opgave. Han førte dem ind i slottets største rum og sagde, at den, som lettest, hurtigst og mest effektiv kunne fylde dette rum med noget, som fyldte det helt, skulle arve riget.

Den ældste valgte at fylde det med halm. Der skulle mange vognlæs til, og da han var færdig, måtte han konstatere, at der stadig var sprækker i krogene, som ikke var fyldt ud.
Den næste fyldte det med sand. Det var tungt, men tæt og fyldte til sidst næsten hele rummet på nær de øverste kroge i toppen.

Den yngste tog en lampe med klart og skinnende lys og satte den midt i rummet. Og lyset skinnede, så det oplyste hver en krog af den store sal. Han vandt kongeriget.
Jeg kan godt lide, at det var den yngste, der var den klogeste. Jeg er nemlig vokset op i en familie, hvor jeg havde to ældre brødre, som altid var klogere og dygtigere end deres lillebror. Og så kan jeg godt lide det med lyset, som har den egenskab, at uanset hvor tæt mørket er, så må mørket altid trække sig tilbage, når lyset tændes. Lys forbinder vi med liv, med varme, med farver. Vi er i den mørkeste årstid, men vi ved, at nu vender det. Nu begynder det at gå fremad.

Hvis vi skal prøve at forstå, hvorfor det nu er, at det barn i stalden i Betlehem er så vigtigt, så kan vi bruge billedet med lyset. Julenat tændte Gud selv et lys i verden.

Menneskeheden fik et nyt håb den nat, en fremtid og et fællesskab, som lader sig sammenfatte i billedet med lyset, der skinner i mørket. Der er meget mørke og kulde i verden, men der findes ikke et mørke, som julens lys ikke kan trænge tilbage.
Det kan lyde meget diffust og flot, og meget lidt konkret. Lad os derfor gå tæt på julens hovedpersoner. Vi begynder med Maria. Jeg tror, hun havde det svært julenat. Hun havde fået at vide, at hendes barn skulle være Guds egen søn og skulle være Davidssønnen, den skikkelse profeterne havde talt om og ventet i mere end tusind år. Hendes barn skulle være universets herre og kongernes konge. Men det, som fylder bevidstheden, er den dramatiske rejse til Betlehem, en førstegangsfødsel i fremmede og fattige omgivelser, og alle de andre ting, der kunne være uoverskuelige for en nybagt mor. Kingo beskriver det næsten komiske sammenstød, der er mellem ordene om det barn, og Marias erfaring:

 

Det jomfruliv velsignet er
med livsens rene drue,
Guds Søn hun under hjertet bær,
som hendes bryst skal suge.
Dér ligger Gud, et lidet nor,
og sagte gror.
Det under er at skue.

Vi kender godt den erfaring: Julens stærke ord om glæde og fred og Guds velbehag og vores hverdag kan ikke nå sammen.
Vi kan tage Josef. Lukas skriver ikke meget om ham. Det gør til gengæld Matthæus. For ham startede julen med, at Josef fik ondt i familien. Han følte sig svigtet af det menneske, han stolede allermest på. Og den forklaring, Maria kunne give, var verdens dårligste forklaring på en uønsket graviditet. Der måtte en åbenbaring til, før Josef indså den rette sammenhæng, at det var Gud, der med et under greb ind i verdens gang. Også han havde brug for at få budskabet om Guds indgreb og så hans eget liv til at hænge sammen.
Og sådan kan vi tage gruppe efter gruppe. De fattige hyrder fik jo en fantastisk juleaften, men de vendte alligevel tilbage til en trøstesløs hverdag med fattigdom og kamp for at overleve som de svageste i et krigshærget land.

Så var der de vise mænd, som var rige og veluddannede og tilsyneladende velbjergede, men som var så sårbare og ubeskyttede i deres søgen efter sandhed. Der kan nævnes flere i gruppen, der var vidne til Jesu fødsel. Der var de to gamle mennesker i templet i Jerusalem. Deres livsløb var ved at være afsluttet, og det, de havde levet for, deres livsdrøm, at Gud ville gribe ind og sende sin frelser til verden, var indtil videre ikke sket. Indtil de møder Josef og Maria og barnet.

 

Jeg nævner disse ting for at sige, at den første jul handler om virkelige mennesker som du og jeg med glæder, sorger, bekymringer, lidelse og nød, sådan som det også præger vore liv.
Ind imellem kan vi voksne godt drømme os tilbage til barndommens umiddelbare glæde over julen med dens spænding, glæde og gaver. Voksenlivet kan være svært at håndtere. Men vi ved godt, det blot er en drøm. Hverdagen og virkeligheden vender altid tilbage.
Det svarer lidt til de to første sønner. I stedet for at tænde et lys prøvede de ved egne metoder at fortrænge mørket og tomheden. Og der hvor julen virkelig blev et lys i mørket for mennesker, det var, når de fik lov at se en sammenhæng mellem deres egne liv og det barn, der blev født. Julenat blev nogle mennesker klar over, at Gud havde ikke glemt dem. De var så værdifulde i Guds øjne, at Gud ville sende sin egen søn ind i en ond og kold verden med et barns sårbarhed og ubeskyttethed. Og når det barn var færdig med sin gerning, var der banet en vej mellem jord og himmel, mellem Gud og mennesket, mellem en døende menneskehed og et rige, et Paradis, hos Gud. Intet mindre.

Gud sagde det til nogle få. Det var så stilfærdigt, at Herodes og Augustus og det meste af Israel ikke vidste af det. Men der var nogle, som hørte et budskab, der egentlig var til alle. Hele folket, fred på jorden. Jo, hele verden er tænkt med. Men Gud brugte nogle få mennesker for derigennem at nå alle os andre.

 

Julens budskab har det samme over sig som lyset. Der er ikke et mørke, som det ikke kan gennemtrænge. Det nåede op til det kolde Nord og lyder også i vores generation. Det skal trænge igennem mange lag af glimmer, reklame og alle de sære ydre traditioner, som også er en del af dansk jul. Men det kan trænge igennem. Det trænger ind bag fængselsmure, hospitaler, bag jern- og bambustæpper. Det kan gennemtrænge vestlig materialisme, politisk og militær modstand og kan nå mennesker på alle sprog og alle kulturer.
Det kan nå alle aldersgrupper og livssituationer, sådan som det nåede nogle enkeltmennesker dengang: Maria, Josef, hyrderne, de vise mænd, Simeon, Anne og alle de andre, hvis navne vi end ikke kender. Men det kræver, at vi gør som Maria, gemmer ordene i vores hjerte og grunder over dem. Dansk jul og fordybelse hænger ikke altid sammen. Med det er altså det, der skal til, hvis der skal blive sammenhæng mellem det barn og vores livssituationen. Lyset, det sande lys, var ved at komme til verden. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. Glædelig jul.
Amen