Juledag - 1. tekstrække

Velkommen til gudstjeneste juledag, Kristi fødselsdag Vi skal igen i dag lytte til juleevangeliet og spørge: Hvem var han, der blev født julenat, og hvorfor er det nu, det er så vigtigt.

GT-læsningen skildrer hans komme som et lys i mørket, som en solopgang efter en lang mørk nat.

NT-læsningen taler om Gud, der har talt ved profeterne, men nu har talt endegyldigt til os ved sin Søn.

Prædiketeksten er juleevangeliet ifølge Lukas. Vi skal høre den med eftertanke og fordybe os i, hvem han er, som både kaldes Marias søn og Guds søn.

Tankemæssigt kan vi aldrig rumme julens mysterium. Men vi kan tro og tilbede ham, som kom julenat, sådan som vi også gør det i de salmer, vi synger.

Men ak, hvad skal jeg sige,
når jeg vil tænke på,
at Gud af Himmerige
i stalden ligge må (DDS 100,2).

Ham, som på dommedag
taler med tordenbrag,
hører man nu græde (DDS 88,vers 2).

Verden går i dit ledebånd,
dig dog svøbte en kvindes hånd,
du, som har skabt og styrer alt,
hvem dog på skød barnlille kaldt (DDS 89, vers 3).

Og så skal vi lytte til det, der skete, for troen kommer af det, der høres.
Og mens de var der, kom tiden, da hun skulle føde, og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe.

Jesus var Marias søn. Med dette er sagt, at Jesus var et virkeligt menneske. Der var nogle i oldkirken, som betonede Jesu guddommelighed i en sådan grad, at Jesu menneskelighed blev noget tilsyneladende. Man kaldte dem doketerne – et ord, der kommer af at synes, at ligne. Han lignede et menneske, men synet bedrager. Det menneskelige var bare en ydre skal – sagde de.

Johannes gerninger (et doketisk skrift) står der: “Nogle gange, når jeg (Johannes) ville røre ham, mødte jeg en fysik fast krop, men andre gange – var han ulegemlig … som om han slet ikke eksisterede. Og ofte, når jeg gik med ham, ønskede jeg at se, om hans fodspor viste sig på jorden – for jeg så ham hæve sig fra jorden – men jeg så dem aldrig.”
Dette er ikke NT’s Jesus. Den Jesus, vi møder i juleevangeliet, blev født, blev svøbt, blev lagt i en krybbe. Han skreg, han lo, han bøvsede, han blev ammet og skiftet, som alle andre fattige børn i Betlehem.
Paulus skrev i sit juleevangelium: Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde. På syndefaldets dag knyttes løftet om frelse til en kvindefødt: Hendes afkom skal knuse slangens hoved. Der er brugt et usædvanligt udtryk i teksten, at kvindens sæd skal knuse slangen. Det får Luther til at sige, at her har vi den første antydning af jomfrufødslen. Gud siger helt bevidst ikke mandens afkom, men kvindens sæd, afkom, for at antyde, at det barn skulle fødes uden mands medvirken.

Jesus var Josefs søn. Ikke i biologisk forstand, men i juridisk forstand. Og derfor kaldes Josef også i evangelierne for Jesu far. Mattæus fortæller om Josef, der erfarede, at hans forlovede var gravid, og overvejede at skille sig fra hende i stilhed. Han kunne have udleveret hende til retsforfølgelse, men selv om han på det tidspunkt troede, at hans forlovede har været ham utro, ville han ophæve forlovelsen og hermed give hende mulighed for at gifte sig med barnets far.
Så er det, at Josef fra englen hører, at Maria er med barn ved Helligånden, og at Gud vil, at han skal gifte sig med Maria. Et mærkeligt budskab, som Maria uafhængigt af ham kan bekræfte, og som senere bliver bekræftet af Elisabeth og Zakarias, af hyrderne, af Simeon og Anne i templet, af de vise mænd og endelig af Jesus selv som tolvårig, da han siger, at hans far er Gud selv, og at han hører til hos ham. Josef har en meget tilbagetrukket rolle i frelsesdramaet, men det, der fremhæves, er hans lydighed mod den guddommelige plan, og hans troskab mod Gud gennem det hverdagsliv, han fører.

For det tredje var Jesus Davids søn. Dette er i den grad den bærende tanke i hele Lukas’ beretning om julen. Det var derfor, Maria og Josef skulle til Betlehem. Der var den ydre anledning, folketællingen, som romerne organiserede efter den lokale skik, hvor registreringen skete ud fra slægtens hjemstavn. Men så var der den egentlige dagsorden, Guds frelsesplan, hvor Davidssønnen måtte fødes i Davids by, Betlehem, sådan som profeterne havde sagt, og sådan som også de vise mænd blev ledt på vej af profeterne.
Davidslægten var kongeslægten, men det var ikke Davidsslægten, der regerede længere. Det var halvjøden Herodes, og han blev ikke spor begejstret, da han hørte om en kongesøns fødsel.

Den før så stolte kongeslægt var havnet i armod og fattigdom, men håbet levede. Og englen siger til Maria om hendes søn: Gud Herren vil give ham hans fader Davids trone, og han skal være konge over Jakobs hus til evig tid.
Eller Zakarias: Herren har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund. Og englene til hyrderne: I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren.
Davidsønnen. Det var ham, profeterne havde talt om. De havde kaldt ham den Salvede, frelseren, herren, kongen, davidssønnen og meget andet. Befrielse fra fjender, sygdom, fattigdom, genoprettelse af forholdet til Gud, til mennesker og naturen, alt dette knyttede sig til Davidssønnen, uden at man egentlig kunne forstå, hvordan én person kunne virkeliggøre alt dette.

Endelig kaldes han Guds søn. Derfor skal også det, der fødes, kaldes helligt, Guds søn. I GT bliver kongen kaldt Guds søn som tegn på det nære forhold, der er mellem Gud og kongen. Der kan ordet Davidssøn og Guds søn komme til at stå for det samme.
Men her betyder Guds søn noget andet og mere. Ved en normal undfangelse bliver der skabt et individ, som ikke har været til før. Menneskets tilblivelse sker ved dets undfangelse. Sådan var det ikke med Jesus. For Jesus er Guds søn, Guds evige søn, der er af samme væsen som Gud selv. Han er ikke en skabning, der har en tilblivelse som vi andre, men han er evig. Han har altid været, men i tidens fylde blev han et foster i Marias skød. Ved Åndens kraft og nærvær hos Maria skete dette under, som aldrig forklares nærmere. Derved undfanges et barn, der er totalt anderledes end os. Det er helligt, Guds søn, sådan som der senere bliver talt til Jesus ved dåben: Denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag.
Da Guds søn blev menneske, gav han afkald på sin guddomsherlighed, men ikke sin guddommelighed. Derfor var det Gud selv, hyrderne så, da de så barnet i krybben. Derfor kaldes Maria gudsfødersken, et ord, som udfordrer vor tanke, fordi Gud er så forskellig og anderledes end et afmægtigt barn.
Dette under er sket for os. Så stor, så underfuld er hans frelsesplan og frelsesvilje. Da Gud skabte mennesket, bøjede han sig ned og formede os af støvet. Men da han ville frelse, blev han en af os, blev han en del af vor verden. Han blev menneske, blev fattig, blev barn, blev flygtning, blev sulten, tørstig, og blev til sidst pint og døde for os. Alt sammen for os og vor frelses skyld.
Amen.