Julesøndag - 2. tekstrække

Salmer: 136, 129, 41, vers 1-6 og 7-8, 686, 117 og 111.

 

Julesøndag er en dag med en dyster tekst, men også med mange muligheder. Eksemplerne nedenfor griber fat i flugten til Egypten og barnemordet som opfølgning på inkarnationen. Ordet bliver et barn på jorden, og mørkets kræfter begynder at slå børn ihjel i flæng for at slippe for Ordet. At prædikenen må berøre forfølgelsen af Guds kirke, ligger lige for. Et andet eksempel, med rod i en juleartikel af Carsten Vang, taler om hvordan Jesus var flygtning og fremmed, og hvordan vores forhold må være til flygtninge og fremmede.

 

 

 

Fakta, ikke eventyr

Kristendommen er en historisk tro. Vi tror ikke på et eventyr, men på virkelige hændelser, som er sket her på vores jord.

Eventyr plejer at begynde med ordene “Der var engang”. Og vi ved godt, at det betyder, at egentlig var der slet ikke nogen gang.
Julevangeliet, derimod, begynder med ordene: “Men det sket i de dage”. Beretningerne fra Julens budskab er ikke noget eventyr. Det er budskabet om noget, der er sket, noget som er foregået i virkeligheden.
“Men det skete”. På latin hedder det “Factum est”. For det er et faktum, der ligger til grund for julen. Der skete noget faktuelt, noget yderst virkeligt, på  nogle bestemte dage i et bestemt år.

 

 

 

Tyrannens navn: Vi tror på historiske hændelser

Begivenhederne, som troen retter sig imod, er virkelige. En af historiens krigsforbrydere kom med i vores trosbekendelse, for at angive tidspunktet for begivenhederne.

Kristen tro er troen på noget historisk. I dag mindes vi om det i den jordnære og ubarmhjertige beretning om, hvad der skete med Jesus og hans familie i de første dage af hans liv.
Vi minder hinanden om det samme, hver gang vi siger trosbekendelsen. Søndag efter søndag nævner vi her endnu én af historiens magtsyge personligheder, nemlig Pilatus. Vi siger, at vi tror på Jesus, der er pint under Pontius Pilatus.
Når Pilatus er med i den kristne trosbekendelse, skyldes det ikke, at han var et fint menneske. Tværtimod var han kendt som en krigsforbryder, der henrettede i flæng, og selv fik et uhyggeligt endeligt. Men Pilatus er med i trosbekendelsen i stedet for et årstal. Man havde ikke årstal dengang, som vi har det i dag, og derfor angav man et år ved at sige, hvem der regerede, da tingene skete. Når vi siger Pontius Pilatus’ navn i kirken, minder vi altså hinanden om, at Jesus var til stede i et virkeligt tidsrum, i den virkelige verden, helt håndgribeligt.
I et bestemt år blev han født, under ganske bestemte politiske forhold – eller rettere misforhold. I et lille, udpint og besat land.

 

 

 

Jesus som flygtning

Jesus kom så dybt ned i den verden, vi kender, at han lod sig føde som flygtning. Han gav afkald på sit trygge liv i himlen, og lærte angsten at kende, allerede mens han var spæd. Gud har omsorg for flygtninge og andre fremmede, og vil, at vi også skal elske dem og vise hensyn til dem.

 

Bibelen er somme tider barsk i al sin realisme. Det gælder ikke mindst juleevangeliet, der fortæller, at Josef og Maria i ly af nattens mørke måtte flygte ud af Betlehem i største hast og tage vejen mod syd, krydse den farlige Sinai-ørken, og søge asyl i Egypten, nabolandet mod syd.
Det ligner de beretninger, som vore egne flygtninge her i landet kan fortælle om den flugt, dé har været igennem.
Josef, Maria og lille Jesus måtte flygte over hals og hoved, fordi diktatoren ville dræbe den nyfødte. Kun det mest nødvendige kunne de tage med. Det meste af de kostbare gaver fra vismændene har sikkert ligget tilbage i stalden.
Jesus har meget tidligt lært frygten at kende. Han måtte lide under en diktator. Han måtte begynde sit liv som flygtning, og måtte gøre de samme erfaringer som så mange andre flygtningebørn. Han prøvede det bratte opbrud og mærkede forældrenes rædsel for at blive indhentet af magthavernes brutale soldater – en frygt, der forplanter sig til alle flygtningebørn.
Hans forældre har bekymret sig for familie og bekendte, som de måtte efterlade. Fulde af frygt har den lille familie krydset Sinai-ørkenen, hvor de hvert øjeblik risikerede at blive udplyndret.
Senere måtte familien kæmpe for at skabe en ny tilværelse i et Egypten, som allerede havde taget imod alt for mange andre flygtninge fra Herodes’ diktatur. Egypterne har sikkert set irriteret på de besværlige fremmede, der kom og tog deres arbejde og deres lejligheder.
Sådan er alle flygtninge tvunget af omstændigheder, som de ikke selv er herrer over. Ingen vælger den slags frivilligt. Og det er tankevækkende, at selveste Jesus Kristus har mærket flygtningens liv på sin egen krop. At himlens kongesøn var villig til at gennemleve alt dét. Han kunne jo selv vælge, og kunne have valgt at blive i himlens tronsal, hvor han hidtil havde været.
Men han var villig til at opgive sin tilværelse i himlen, for at lade sig føde som flygtning og fremmed.
Jesus blev selv én af de forfulgte. Og derfor vil vi i dag standse op ved det, som vores Bibel lærer os om forholdet  til de fremmede.
Mange ved, at der står i Bibelen, at vi ”skal elske vores næste som os selv”.
Knap så kendt er det, at Bibelen flere steder kæder denne pligt sammen med, at vi skal elske flygtninge og indvandrere. Både i 3. Mosebog og 5. Mosebog befaler Gud, at vi skal elske den fremmede, der bor iblandt os.
Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud!”  (3 Mos 19,33-34 og 5 Mos 10,19).
Det er ikke indledningen til et politisk foredrag. Ordene her handler ikke om partipolitik, men om, hvad Gud kræver af dig og mig, uanset, hvem vi er.
Når det er så vigtigt, at Guds folk skal elske den fremmede, skyldes det, at Gud selv elsker den fremmede og vil sørge for ham. Det kan vi læse meget om i den gode bog. Derfor skal Guds kærlighed også udfordre vores indbyggede modvilje mod de fremmede, så vi vover at dele med dem, hvad vi selv har fået.
Samtidig minder Gud sit folk om, at de selv har været fremmede engang. Hele folket var jo i fangenskab i Egypten under en diktator engang, indtil Gud var så barmhjertig at føre dem til det land, han ville give dem.
For os i dag er ordene også vigtige. Vi skal også huske, at vi har været fremmede. Nemlig fremmede for Gud, indtil han forbarmede sig over os, og gav os statsborgerskab i hans rige, ja endda tog os til sig, og gjorde os til børn af ham. Det skete, da vi blev døbt.

 

 

Du vækker vækker modsigelse, når du følger Jesus

Jesu flugt og barnemordet i Bethlehem viser os, at lyset og mørket tørner sammen her i verden.
Når vi følger Jesus, må vi være villige til at gå imod strømmen. Vi skal bare tage nogle få områder frem i dag:
Som kristne kan vi ikke forlige os med, at tusinder af dejlige menneskebørn hvert år mister livet som følge af  aborter. Det ville ellers være lettest at se bort fra det. Vi ville også slippe for at blive kaldt fanatikere. Men Jesus har lært os, at børnene er rigtige mennesker, der er elsket af Gud.
Vi kan heller ikke slutte fred med, at venner eller familie vender Gud ryggen. Hvilken lettelse det ellers ville være, at slippe for at bekymre sig for mennesker, der vandrer ad den brede hovedvej mod fortabelsen. Men det ville også være et selvbedrag at slippe denne uro. Sandheden koster os fred og ro på dette punkt. Vi vil ikke tage skyklapper på og leve, somom der aldrig kommer en dommedag.
Vi kan heller ikke affinde os med løgnen og mørket, som med jævne mellemrum bølger ud af Tv’et hjemme i stuen. Vold og okkultisme, perversioner og kvindemishandling. For mange er det ikke noget, der spolerer sjælefreden. Nogle kalder det oven i købet kreativitet og højkultur, og glæder sig over, at vi kan tillade os mere end generationerne før os.

 

Men som kristne kan vi ikke slå os til ro med, at hor og ondskab er finkultur. Det hvirvler os ind i en kamp. For vi ønsker at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Ikke bare med salmebogen i hånden om søndagen, men også med fjernbetjeningen i hånden hjemme i sofaen.
Vi kan ikke gå med til sort arbejde eller anden skattesnyd. Vi kan ikke bagtale andre, og på den måde være med til at legalisere dét.
Det er bare nogle af de områder, hvor vi som kristne ikke bare kan flyde med strømmen. Gud hjælpe os til at kendes ved Jesus på de områder.
Det vil ikke lykkes uden gnidninger. Når du ønsker at følge Jesus, vil der blive lagt mærke til, at du er anderledes. Man vil bemærke, at du ikke lægger afstand til Jesus og de kristne. Man vil opdage, at du glæder dig over det gode, og sørger over det onde. At der er et særligt hjerteslag i dit liv, somom det ikke bare er dig, der lever, men Kristus der lever i dig.
Hos nogle vil det vække en glad undren, at der stadig findes den slags mennesker. Men hos mange andre vil det vække harme. De oplever dit liv som en dom over deres eget. De opfatter det som en stor provokation, at du ikke går ind for abort, at du betaler din skat, at du ikke er med på at bagtale nogen.
Måske vil de begynde at snakke om dig, eller lyve dig alt ondt på. De vil måske kigge mærkeligt på dig, når I mødes henne i Fakta. Og det vil friste dig til at lade somom, du ikke kender Jesus alligevel. Men du må ikke miste modet. Du følges gennem livet med Jesus, der selv blev en flygtning, fordi han kom med sandheden. Han gik fra flygtningelivet til en plads ved Guds højre hånd. Så er du også på vej ”Per aspera ad astra”, gennem vanskeligheder til stjernerne, når du følger ham.

 

 

 

BORTSENDELSESORD julesøndag

Herren blev en frelser for sit folk i al deres nød.
Han fandt sit folk i ørkenlandet, i den tomme, hylende ødemark.
Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte?
Herren er et værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for?
Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag.
Han skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen.
I var selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren, jeres Gud.
Vi er hans folk og de får, han vogter.
Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk ”Mit-Folk”, og kalde Ikke-Elsket ”Elsket”.