Kristi Himmelfart - 2. tekstrække

Placeringen i kirkeåret forbinder både søndagen bagud med påske og forud med pinsen. Kristi himmelfart fungerer ikke blot kronologisk, men også tematisk som et forbindelsesled mellem disse højtider, idet den kan ses som fuldbyrdelsen af Kristi opstandelse (genindsættelsen i den position, Sønnen havde i sin præeksistens) og som en forberedelse til Helligåndens komme (”går jeg ikke bort, vil talsmanden ikke komme til jer,” Joh 16,7). Mens evangelielæsningen ser himmelfarten som fuldbyrdelsen af opstandelsens begivenhed, fungerer den i epistellæsningen som indledning til beretningen om pinseunderet og alt det, som fulgte af det.

 

 

Lektielæsningen: Salme 113 er en lovprisning af Herrens universelle herredømme, som svarer fint til dagens fejring af Kristi ophøjelse til Faderens højre hånd. Bemærk udtrykket: ”Så højt som han troner, så dybt ned som han ser” (v6). En vigtig pointe i forkyndelsen af Kristi himmelfart må være at pointere, at Kristi ophøjelse ikke indebærer afstand. Fra det høje er han os nær, og ser dybt i vore liv.

 

 

Epistellæsningen: ApG 1,1-11 er Lukas’ beretning om Kristi optagelse i himlen fra Apostlenes Gerninger. Umiddelbart før beretningen læser vi om løftet om Helligåndens komme, og efter dén kommer beretningerne om pinseunderet og om evangeliets vej fra Jerusalem til Rom. Kristus blev løftet op (guddommelig passiv svarende til udtrykket at Kristus ”blev oprejst fra de døde”; det er Faderen, der henter Sønnen hjem, ikke Sønnen der selv farer til himmels), mens disciplene ser på (i modsætning til opstandelsen beskrives himmelfarten som en begivenhed, som disciplene bevidnede). ”En sky tog ham bort fra deres øjne”. Her er ikke tale om rumfart. Skyen symboliserer Guds tilstedeværelse, og betyder at Kristus går ind i det allerhelligste, i foreningen med Faderen. Englen, som taler til disciplene efter himmelfarten, fortæller, at Kristus skal komme igen på samme måde som han er taget op til himlen. Med andre ord: Stå ikke der og fald i staver! Værsgo at tage fat, for han kommer snart igen, og I har fået en opgave, I skal have løst inden da!

 

 

Evangelielæsningen, Luk 24,46-53, er skrevet af samme forfatter som epistellæsningen og beretter om samme begivenhed, men vinklen er en lidt anden. I denne tekst sættes himmelfarten i sammenhæng med Jesu opstandelse og missionsbefalingen, og der er ikke den samme reference til Kristi andet komme som i Apostlenes Gerninger.

”Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem.” Det er sikkert betydningsfuldt at Kristus ikke først velsignede dem og derefter skiltes fra dem, men at hans velsignelse af dem ikke blev afbrudt af hans adskillelse fra dem. Kristi hænder er fortsat løftet velsignende mod hans folk.

Efter himmelfarten vendte disciplene fulde af lovsang tilbage til templet og ventede på at blive ”iført kraft fra det høje.” Ligesom andre jøder var templet deres religiøse samlingspunkt, men det var nu for dem blevet en ventesal snarere end det sted, hvor de søgte Herrens endelige tilstedeværelse på jorden.

 

 

Prædiken
Kristi Himmelfart har en teologisk betydning, som berører vores selvforståelse som troende, men som det kræver noget arbejde at få appliceret. Her kommer et par forslag til måden, det kan gøres på:

1. Det er vigtigt at få gjort klart, at Kristi ophøjelse ikke betyder, at han er kommet på afstand, men at hans ophøjelse er vor ophøjelse. Paulus taler således om at Kristus fra sin plads ved Faderens højre hånd går i forbøn for os (Rom 8,34) og om at vi er sat med Kristus i herligheden (Ef 2,6). Det er i den forbindelse betydningsfuldt, at Kristus ikke skilles af med sin menneskelighed ved himmelfarten. Dette betyder at der med Kristi ophøjelse også gives en ny værdighed til vor menneskenatur. ”Vor natur, kød og blod, er med inde i Treenigheden og samtaleemne i Treenigheden, hvor Kristus taler vor sag på højeste sted.” (fra Flemming Baatz Kristensens Kristi himmelfartsdags prædiken i: ”Mens de gik og talte sammen”). Ligesom Kristus ved sin opstandelse banede vejen for os gennem døden, er hans ophøjelse en angivelse af vor bestemmelse, nemlig at optages i Treenighedens indre liv. Dette tema gennemspilles for eksempel i Grundtvigs: ”Vaj, nu Dannebrog på voven”, DDS 257, hvori der findes nogle kerneformuleringer til forståelse af dagens tekster:

Jorden løftet er mod Himlen, Himlen sænket er mod jord. (v3)
Støv med Gud har ånd tilfælles. (v4)

Heri ligger altså en forkyndelse af, at vi med Kristus har del i hele den himmelske herlighed, selv om vi endnu lever på jorden under verdens tryk.

 

 

2. Man kan vælge en mere frelseshistorisk vinkel og tage udgangspunkt i at Kristus velsignede sine disciple idet han tog afsked med dem. I skabelsesberetningen står der, at Gud så alt, hvad han havde skabt, og så, hvor godt det var (1 Mos 1,31), og om menneskets skabelse står der, at Gud velsignede dem (1,28). Her skildres en verden, som Herrens ansigt er vendt velsignende imod. I 1 Mos 3,8 står der, at Adam og hans kvinde skjulte sig for Herren (gl oversættelse: “for Herrens ansigt”), og at de senere fordrives fra haven ud i en verden, hvor mennesker rastløst søger efter bekræftelse hos hinanden. I dette lys kommer Kristi himmelfart til at stå som en genoprettelse af den oprindelige orden, idet Herren nu på ny vender sit ansigt mod sit folk og velsigner det, som han gjorde på skabelsens morgen. I den forbindelse kunne der knyttes til ved den aronitiske velsignelses ord, om at Herren vil lade sit ansigt lyse over os og være os nådig.

 

 

Et eksempel: For nogen tid siden besøgte jeg en ung familie, der netop var flyttet til et nyt område af København. Deres ældste søn på omkring 8 år skulle til at begynde i en ny skole, og det virkede som om han var lidt beklemt ved det. Skolen lå lige ved siden af den karré, de boede i, så skolegården kunne ses oppe fra stuen. Moren fortalte så, at når hun hørte skoleklokken ringe og vidste, at nu skulle drengen ud i skolegården, så ville hun stå i vinduet og se ned på ham. Han kunne ganske vist ikke se hende dernede fra, men han ville vide at han var set af hende. Denne bevidsthed om at han var i sin mors tanker ville give ham mod til at gå ud og blande sig med de andre, selv om han følte sig lidt mutters alene. Sådan betyder Kristi himmelfart ikke at han er blevet fjern, men at han fra sin ophøjelse ser os og at hans velsignende hænder er rettede imod os.