Kristi Himmelfartsdag - 1. tekstrække

Triumf og befaling

Triumf

Jesus har fuldført sit arbejde. Han sejrede over døden påske morgen da han stod op fra graven. Siden har han i 40 dage undervist sine disciple. Og hun tager han så op til sin far i himlen, hvor han sidder på tronen ved hans højre side og triumferer. Hans gerning er fuldendt og nu følger fortjenesten.

Det svarer lidt til da håndboldpigerne vandt OL. De havde ved finalekampens afslutning vundet. Men bagefter kom de op på skamlen og blev hædret med pokal og medaljer. Sådan havde Jesus også ved sin opstandelse vundet over Djævelen og hans magt, men det var ført da han steg op til himlen at han fik hæder for sin gerning. Jesu gerning var afsluttet. Nu blev han sat på tronen ved siden af sin far.

 

 

Himmelfart – en nødvendighed

Det var nødvendigt, at han tog op til sin far, selv om man nogle gange kunne ønske, at han var lige imellem os. Det ville gøre troen på ham lettere. Så kunne vi bare gå hen og bede ham om hjælp, når det var nødvendigt. Men når vi tænker sådan, så glemmer vi hvordan disciplene havde det. De gik op og ned af Jesus. Alligevel havde de så svært ved at tro på ham. De svigtede ham endda. Disciplen Judas forrådte ham. Disciplen Peter løj om ham. Disciplen Thomas ville ikke tro på hans opstandelse før han fik ham at se, selv om Jesus gang på gang havde forudsagt sin opstandelse. De havde svært ved at tro.

Hvis Jesus ikke var taget op til himlen ville han ikke kunne være mellem ret mange mennesker af gangen. Men fordi han fór til himmels, kan han nu være overalt på en gang. Det er svært for os at forstå det. Men det er ikke desto mindre hans budskab til os. Og et befriende budskab. Ligegyldig hvor jeg er, så er han mig nær. Ja, ved troen bor han i mit hjerte.

 

 

Vi skal føre opgaven videre

Jesus himmelfart er i teksten kun en bisætning. For han har noget andet at sige til os. Ganske vist er hans opgave afsluttet, men det er den kun fordi han har givet opgaven videre til os. Nemlig at forkynde evangeliet.

 

 

Brobyggeri

I Danmark har vi de seneste år haft nogle gigantiske byggeprojekter i de to forbindelser over Storebælt og Øresund. Nu er arbejdet er gjort færdigt og biler kører i tusindvis over dem. Nye veje er åbnet. Det ville være en mærkelig tanke, hvis man sagde, at nu er arbejdet færdigt, så nu skal der ikke ske mere, vi lader broer og tunneller ligge ubenyttede hen.

Kristi himmelfarts dag er en slags indvielsesfest. En indvielsesfest, fordi en bro er bygget. Ikke mellem to landsdele men mellem Gud og os. I dag er det Jesu »brobyggeri« mellem Gud og mennesket, der samler os. Vejen er banet, for at vi skal gå den. Og vi skal vise andre at den er der.

 

 

Evangeliet og skabelsen

I en forstand forholder det sig med evangeliet som med skabelsen. Da Gud havde fuldendt skabelsen og til sidst også skabte mennesket i sit eget billede, sagde han: Nu er værket færdigt! Brug det – Hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr. Det er jeres og det er færdigt til brug! Guds gaver er nemlig aldrig kun til pynt! Der følger et liv og en opgave med.

Dette gælder mere end noget andet hans færdige frelsesværk: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.«

Det er en opgave som ikke kun er for missionærer og præster. I det øjeblik vi blev døbt og kom til tro modtog vi evangeliet – og vi blev Jesu disciple. Ligesom de 12, og ligesom alle andre Kristus-troende i verden. Det betyder at vi I samme øjeblik vi blev disciple, blev vi gjort til tjenere for den største Herre og det vigtigste af alle anliggender. At bringe frelsen ud til mennesker.

Og det er et fantastik budskab vi har.

 

 

Fritz Kreisler, Violinist

I perioden fra 1875-1962 levede der en verdensberømt violinist, Fritz Kreisler, som tjente en formue fra hans koncerter og kompositioner. Men han gav det meste væk. På en at hans turneer opdagede en meget eksklusiv violin, men han var ikke i stand til at købe det. Senere, efter at have tjente penge nok, rejste han tilbage for at ville købe violinen og prøve den. Men til hans store sorg var den allerede blevet solgt til en samler. Kreisler opsøgte samleren og tilbød ham at købe violinen. Men samleren sagde at det var et klenodie for ham og ville derfor ikke sælge. Skuffet var Kreisler ved at gå, da han fik en ide. ”Kan jeg få lov til at spille på violinen bare en sidste gang før den skal overgå til tavshed” spurgte han. Det fik han tilladelsen til og en fantastisk skøn og hjertebankende musik fyldte rummet og samleren blev meget bevæget. ”Jeg har ingen ret til at beholde den selv” udbrød han. ”Det er dit, hr. Kreisler. ”Tag violinen med ud i verden og lad folk høre musikken”

 

 

Vort budskab er sød musik

Sådan er vort budskab. Det er så fantastisk godt, at det ikke bare må blive til en udstillingsobjekt. Til smukke mursten i en kirke som man viser frem for turister. Budskabet vi har fra Jesus er levede og flytter noget i mennesker. Det skaber forandring. Det er som sød musik der bevæger hjerter. Vi er nød til at gå ud med det. Det er for godt og vigtig til at stå og pynte på bogreolen. Den dag budskabet ikke længere skaber forandring i os og vi ikke længere bringer det videre til andre er kirken forvandlet til en udstillingsobjekt, hvor folk kan spørge: Gad vide hvad man har brugt den til.

 

 

Ikke en hyggeklub

Jesus har ikke bare kaldet kristne til at være i en hyggeklub, hvor man går i kirke om søndagen og deltage i et kristeligt møde i løbet af ugen. Han har kaldet os til at bringe evangeliet ud til andre som ikke kender det. Med det simple evangelium: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses”. Jesus har afsluttet opgaven med at forsone os med Gud. Den skal vi ikke bygge videre på. Men vi skal fortælle det fantastiske budskab, at den der tror på ham og bliver døbt skal frelses. Det er det simple budskab, som vi er sat til at bringe videre.

 

 

Menneskefrygt og gudsfrygt

Men vi har så svært ved det. Hvad nu hvis min nabo eller arbejdskammerat afviser mig, når jeg fortæller ham det. Hvad nu hvis de griner af mig eller taler bag min ryg, når jeg fortæller det simple fantastiske budskab. Eller måske ligefrem håner mig. Ved I hvad. Det er i virkeligheden dét vi frygter allermest. Vi frygter allermest for menneskers reaktion, hvis vi fortalte dem om Jesus. – og ikke for Guds reaktion. Guds reaktion er: ”men den, der ikke tror, skal dømmes.” Kære venner – det er den værste reaktion vi kan komme ud for. Men det er den reaktion vi er med til at forstærke, når vi frygter mennesker mere end Gud.

 

 

Bede om Helligåndens vejledning

Vi må bede Helligånden vejlede os. Give os mod til at være vidner også selv om vi kan tabe ansigt for det. Give os visdom til at forkynde evangeliet, når tiden er inde. Vi må bede for vores kollega eller nabo eller familiemedlem eller skolekammerat. Bede om at Gud vil åbne deres hjerter for ham. Det er en vigtig del af evangeliets forkyndelse. Og vi står ikke alene. Jesus har sagt at han er med os alle dage indtil verdens ende.

 

 

Villighed til at tjene

Det vigtigste er at du og jeg har villigheden til at stå i Guds tjeneste. At vi er villige til at sige. Herre, her er jeg send mig, som Esajas sagde der Gud kaldte ham til tjeneste. Det kan godt være at det må betyde en omprioritering i dit og mit liv. At vi nogle gange må gå derhen, hvor vi ikke selv kan bunde, men må være fuldt afhængig af Gud. Men ved du hvad. Det er lige nøjagtig dér Gud vil have os. At vi ikke tror vi selv kan, men søger Gud i afhængighed af ham. For så er det han kan komme til at handle med os, som sine tjenere.

 

 

Jesus på tronen.

Jesus sidder på tronen ved sin Fars højre hånd og triumferer. Han ønsker også at sidde på tronen i dit og mit liv. Han sidder kun og venter på din villighed til at tjene ham. Han som har givet os løftet: Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

 

 

Salmer: 219-227-214—269-432-824