Kristi Himmelfartsdag - 1. tekstrække

Speaker: Dan K. Månsson

Teksternes centrale budskab og sigte.
Den tredje højtid i kirkeåret falder mellem påske og pinse, og kommer let til at stå i skyggen af disse. Dagen bliver let en overset festdag – måske fordi den snarere bruges til en kærkommen miniferie eller til konfirmation. Den er da også – som det hedder – opstandelsens konsekvens og pinsens forudsætning. Det er en festdag for Jesu Kristi intronisation i himlen, dvs. hans tronbestigelse efter det fuldbragte værk. Synden og døden og Djævelen er overvundet. “Det er fuldendt! Fra jordens nød, fra trængsel, armod, kors og død går Herren til Guds ære” (DDS 217,3). Gud har højt ophøjet ham og givet ham navnet over alle navne. Han er kongernes konge! Han er givet al magt i Himlen og på jorden. Derfor er dagen en frydefest og en Kristusfest!
Vores retfærdighed og fred er i himlen foran Gud Faders ansigt. Dér går han i forbøn for os og fortsætter sin gerning som missionens Herre. Ingen eller intet kan nu røre vor frelse.
Tronbestigelsessalmen (Sl.110) er en forudgribende forkyndelse af Kristi Himmelfarts dag – og for øvrigt den mest citerede GT-salme i NT. Messias er konge og præst!
Ap.G.1,1ff. fortæller enkelt og udførligt beretningen, som knytter sig til dagens navn. Det er værd at notere sig, at alle tre bibelske beretninger om Jesu himmelfart er knyttet til missionsbefalingen. Det centrale i Mk.16,14ff. er missionsbefalingen – givet til vantro og hårdhjertede disciple.

 

Mellem tekst og prædiken.
Det er og forbliver underligt, ja forunderligt, at det er vantro og hårdhjertede disciple, Jesus bruger i “Den store Mission”. Hvorfor sendte han ikke noget mere sikkert! Var budskabet ikke for betydningsfuldt til at blive betroet disse medarbejdere. Tankevækkende er legenden om den himmelfarne Jesus: Af englen bliver Jesus spurgt om planerne for den fortsatte virksomhed på jorden. Jesus svarer, at han har efterladt sig 11 disciple, som han har givet opgaven at forkynde evangeliet på hele jorden. Englen spørger forfærdet: “Hvad er planen, hvis de svigter?” Jesus svarer: “Så er der ikke nogen anden plan!” Jesus overlod vitterlig denne vigtige mission til tvivlende og ufuldkomne disciple. Det giver ikke i sig selv frimodighed til den fortsatte virksomhed gennem os. Men det gør derimod løfterne og vidnesbyrdene, som knytter sig til beretningerne:

 

1. “I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer” (epistlen). De skulle ikke virke i egen kraft men med den, de fik givet ovenfra. Det giver frimodighed til at sige til og fra overfor de opgaver, vi stilles overfor, fordi vi hver især må virke med den kraft, Gud giver os. Og resultatet afhænger ikke alene af os, men af den Guds kraft, som virker igennem os.

 

2. Han viste dem tillid trods deres svigt og svaghed! Det giver selvværd og lyst til at tjene.

 

3. Herren virkede selv med! Han var ganske vist fysisk fraværende, men dog åndeligt nærværende. Og med opgavens geografiske spredning måtte han nødvendigvis være allestedsnærværende. Han sendte ikke sine disciple ud alene. Han var med dem. I det lys er dagen en glædesfest ikke blot for Jesu tronbestigelse, men også for hans nærvær hos os. Himmelfarten er en milepæl i verdenshistorien. Han genoptager den fulde brug af sine guddommelige egenskaber. Han er nu den allestedsnærværende frelser, der overalt kan gribe ind ved sit frelsende nærvær.

 

4. Tegnene skulle følge forkyndelsen og stadfæste den. Ikke forstået som et bevis på troens styrke eller forkyndelsens gennemslagskraft, men som de spor al sand forkyndelsen sætter i verden. Når og hvor Herren virker med, stadfæster han sit ord. Hos Markus er nævnt eksempler på stadfæstelser, som i vore øren virker ekstraordinære. Listen af stadfæstelser er næppe fuldstændig. Ap.G. føjer flere til. Og Jesus-vidner af i dag kunne føje flere til. Guds måde at stadfæste sit ord kan ikke begrænses af menneskelig fantasi.

 

5. Jesus skal komme igen! Det virker motiverende at vide, at vi skal møde Jesus, som han er i magt og herlighed (eksempler på det modsatte findes også i Biblen). Det er forunderligt at læse Apostlenes Gerninger om disse tidligere vantro og hårdhjertede disciple, som kæmper en kamp for evangeliet. Og så snart mennesker var kommet til tro og var blevet døbt, så blev de selv evangelie-forkyndere. Trods indre ufuldkommenhed så var de lydige. Så kan vi altså også være med! Opgaven er ikke fuldført. Jesus er ikke kommet igen endnu. Evangeliet skal forkyndes i hele verden og for hele skabningen. Som ringe i vandet skal evangeliet spredes over jorden: Jerusalem – Judæa – Samaria – jordens ende. I epistlen bliver der talt om at være vidner. I evangeliet at prædike. Der er betydningsforskel i ordene, men i begge tilfælde drejer det sig om evangeliet! Ikke alle i menigheden skal være prædikanter. Alle er vi vidner – trosvidner eller Jesus-vidner! Med vore liv, vore ord, handlinger og sindelag vidner vi om det, vi tror på. Dette kan både mane til eftertænksomhed og befri os for menneskeskabte krav om at være vidner. Hvad var det, de vidnede eller prædikede om? Ganske enkelt Jesus! Og den, som tror Jesus og bliver døbt til Jesus, frelses. Tro og dåb hører sammen uanset faktorernes rækkefølge.

 

Himmelfartens konsekvens:
“Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?” (epistlen). Nu sidder den himmelfarne som konge ved Guds højre hånd i herlighed og ære. Vi er her på jorden. Med begge ben plantet solidt på jorden skal vi se mod himlen! C.S.Lewis: “Det er, efter at kristne stort set er holdt op med at tænke på den anden verden, at de er blevet så uvirksomme i denne. Stræb efter Himlen, og du vil få jorden i tilgift; stræb efter jorden, og du vil ikke få nogen af dem.” Vandre i tro uden at se. Altså være himmelske på jorden i liv og virke. Det, Jesus gav befaling om, blev bragt til udførelse af de første kristne, og vi får lov at fortsætte indtil Jesu Kristi dag. Men det er den medvirkende Herre, som sørger for, at evangeliet er effektivt, hvor og når det bliver forkyndt. Guds evangelium har en frelseskraft i sig, som skaber tro og ønske om dåb.

 

Prædikenansats.
Prædikenen kunne bygges op om fire dobbeltheder:
a. Vantro og hårdhjertede disciple kaldes til betroede evangelister.
b. Den, som tror og bliver døbt, skal frelses.
c. Tro og tegn skal følges ad.
d. De drog ud og Herren virkede med.
Her er missionens sag temaet for prædikenen. Og gudstjenesten får karakter af missionsfest! Altså en fest for missionens Herre!

 

En anden mulighed er at bygge sin prædiken op om intronisations-temaet og give gudstjenesten karakter af kongefest! Da kunne dispositionen se således ud:
A. Kristi Himmelfartsdag genindtager Jesus sin kongetrone i Himmelen. Hvor kongen før var født til sin kongeværdighed som Guds søn, genindtager han tronen som sejrherre. Han har overvundet det tabte folk tilbage til riget. Detalje: “blev han taget op til himlen” (passiv – evangeliet). Dvs. at Faderen optog Jesus til Himlen. “Han [blev] løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne” (passiv -epistlen). Og “han satte sig ved Guds højre hånd” (aktiv).
B. Inden sin himmelfart giver han sine tjenere et kongeligt dekret om at bringe budskabet ud i hele verden, så hans folk kan blive samlet. Ved tro og dåb gøres vi til kongebørn.
C. Fra sin trone i det himmelske kongerige virker han selv med i tjenernes bestræbelser til alle tider.
D. Fra Himlen venter hans nye folk sig, at kongen selv kommer og henter sit folk hjem til sig, for at vi til evig tid kan ære ham som konge.

 

Salmevalg.
220 – 215 – 219 – 217 – 431 – 228 el. 824.