Langfredag - 1. tekstrække

Langfredag er en anderledes dag i kirkeåret. Man kan vælge at behandle den som alle andre gudstjenestedage og bruge de tekster, der er foreslået, og med de valgmuligheder, der foreligger. Man kan også vælge en ren liturgisk gudstjeneste, hvor der læses fra Jesu Kristi lidelseshistorie afbrudt af udvalgte vers, som synges af menigheden, meditationer og bønner. Der findes en del forskellige forslag til det, som det kan være godt at samle på.

Jeg vil her nøjes med at give nogle ansatser og tanker om Langfredag, som måske kan bruges som inspiration til en kortere eller længere prædiken:

 

 

1. Langfredag har mere end nogen anden dag i kirkeåret sit centrum i KORSET. Faktisk er korset jo et henrettelsessymbol, som må have været svært at forholde sig til for de første kristne, fordi det stod for noget af det mest makabre, man kan tænke sig – en udstilling af lidelsen, som er forsøgt rekonstrueret i filmen fra sidste år ”The passion of the Christ”.

Alligevel er det ikke den fysiske grusomhed, der er i centrum, når Paulus taler om ”Ordet om korset” (1 Kor 1,18), og når han taler om i sin forkyndelse ikke at ville vide af noget andet end ”Kristus som korsfæstet” (1Kor 2,2). Centrum i korset er forsoningen – Guds lam blev ofret – hans blod sonede vore synder – Gud bringer forligelse og bliver forligt (2 Kor 5,14-21).

 

 

2. På Menighedsfakultets teolkursus i januar 2005 gav forelæser D.A. Carson i en spørgsmålsbesvarelse følgende billedkorrektion, som virkelig kommer til gavn Langfredag:   Billedet som sådan er kendt. Gud er som en dommer, der skal dømme os mennesker – og vi må kendes skyldige i mange lovbrud. Men da dommen skal afsiges, så går dommeren selv ned og betaler bøden – tager straffen – og du og jeg går fri. Dette billede på tilgivelse er kendt og brugt af mange.

I virkeligheden er der noget misvisende ved det billede, for i retsvæsenet er det sådan, at en dommer ikke selv må være impliceret i den sag, han dømmer – er han det, så skal der findes en anden dommer. Dommeren skal alene tænke på det retfærdige i forhold til loven – og er ansat af samfundet til at sørge for, at loven bliver fulgt – derfor må han ikke selv være part i det.

Men når det handler om Gud og os, så er Gud selv impliceret – det er Gud, der er den krænkede. Hvad os mennesker angår, er det ikke bare en lov eller et system eller et samfund jeg krænker med min synd – det er den hellige Gud; ham er jeg skyldig over for. Det helt uhørt fantastiske ved evangeliet er, at det er den Gud, den krænkede, den implicerede, der selv bringer løsningen på vores håbløse situation. Det gør han ved korset – Gud giver os sin søn i vores sted – det er evangeliet.

3. Indholdet af forsoningen og ”det salige bytte” kan også udfoldes ud fra beretningen fra GT om Abrahams ofring af Isak. Når den fortælling læses Langfredag, bliver den en tydelig typologi i forhold til Guds egen ofring af sin søn. Abraham måtte bringe det bedste, han havde. Han slap i sidste øjeblik, og Gud gav ham et andet offer at bringe. Men da Gud ofrede sin søn, var der ingen vej uden om. Langfredag taler som sådan ikke om en grusom Gud, men om syndefaldets fatale konsekvenser, som ingen af os kan gennemskue dybden af. Gud kunne – og Gud måtte for at genoprette sit forhold til os ofre sin egen søn.

4. En historie fra bogen ”Livsvigtige spørgsmål” af Nicky Gumbel om stedfortrædelse:

Den 31. juli 1941 fortalte sirenerne i koncentrationslejren Auschwitz, at en fange var flygtet. Til gengæld skulle ti andre fanger dø – en lang, langsom sultedød i en særlig konstrueret bunker.

Gestapokomandanten gik op og ned i rækkerne af fanger og udpegede tilfældigt en efter en de ti mænd. Da han udpegede en mand, der hed Francis Gajowniczek skreg han højt: ”Min kone og mine børn”. I det øjeblik trådte en lille uanseelig mand frem og tog sin kappe af. ”Hvad ønsker dette polske svin”? spurgte kommandanten. ”Jeg er katolsk præst, og jeg vil gerne dø for denne mand. Jeg er ældre end ham, og han har kone og børn … jeg har ingen” – Den mand hed Maximilian Kolbe. Det blev accepteret, og de ti mænd blev anbragt i bunkeren. Det fortælles, at der under hele forløbet hvilede en uforklarlig fred over dødsbunkeren. Nogle gange hørte de ligefrem sang der inde fra. Efter to uger var der tre mænd og Maximilian Kolbe tilbage – den 14. august blev de ombragt, fordi bunkeren skulle bruges igen.

Den 10. oktober 1982 blev der holdt en mindehøjtidelighed på Peterspladsen, hvor Francis Gajowniczek var til stede med sin familie.

 

Det var et menneskes stedfortrædelse for et andet menneske. Jesu død var endnu mere forbløffende, for Jesus døde ikke kun for ét menneske, men for alle mennesker. Og ikke kun for at redde fra den fysiske død, men fra en evig adskillelse fra Gud.

 

 

Salmeforslag
193 – 208 // 192 – 212