Langfredag - 2. tekstrække

28 februar 2022

Indledende bemærkninger.
Langfredag er efter min mening så afgjort en dag, hvor der bør holdes en langfredagsprædiken og ikke ”kun” en liturgisk gudstjeneste. Selve dagens særlige karakter og indhold, som alle i kirken er sig bevidst, lægger op til en fortællende og tolkende prædiken. Og præsten har på forhånd en lydhørhed hos menigheden, som minder om den lydhørhed, man også møder ved en begravelse, hvor dødens alvor ligger helt fremme i tilhørernes sind.
Hvad skal kendetegne en prædiken langfredag? En forkyndelse af forsoningen ved Jesu kors? Ja, men ikke kun det. Prædiken bør også fokusere på forsoneren selv – han, der gik lidelsens vej til ende, for at det råb kunne høres i Himmel og på jord: ”Det er fuldbragt”. Der skal fokuseres på Jesus selv og dernæst også på hans lidelses frugt: at synden er sonet og gælden betalt.
Efter den alterbog, der kom i 1992, er der nu bestemte tekster fra lidelseshistorien, der skal prædikes over. Tidligere skulle man prædike over den sammenskrivning af lidelseshistorien, som også den nuværende alterbog har taget med. I  ”Vejledningen i den danske Folkekirkes Gudstjenesteordning” fra 1955 står der om prædiketeksten til langfredag: ”Fra prædikestolen læses på evangeliets plads: Vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie fra det 17. afsnit: ”Og de førte ham ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata…” indtil slutningen af det 21. afsnit: ”og da han havde sagt det, bøjede han hovedet og opgav ånden”. –  Da ældre ritualer stadig er tilladt at bruge, kunne man vælge at følge denne ældre vejledning om prædiketekst til langfredag. Men holder man sig til den nuværende alterbog, skal det dog ikke afholde os fra i en langfredagsprædiken at inddrage andre ting fra en af de tekster, som ikke er blevet læst op fra prædikestolen – f. eks. det for en langfredagsprædiken uundværlige ord, jeg ovenfor har citeret fra en tekst til 1. tekstrække: ”Det er fuldbragt”.

 

 

Kortfattet prædiken (Luk 23,26-49) – Tema: Jesu ofrende kærlighed.
Et tog af mennesker nærmer sig Golgata, dette uhyggelige henrettelsessted. De kommer fra Pilatusborgen. Opmærksomheden samler sig om tre mænd, som hver for sig slæber et tungt kors. En af dem er så mærket af slag og mishandling, at han til sidst ikke kan slæbe sit kors. Det er Jesus, mesteren fra Nazaret. Nu er han sammen med de to røvere på vej mod retterstedet. Det var den lod, menneskene gav Guds Søn; de sendte ham i døden sammen med to røvere.
Hvad var hans forbrydelse? Det virkelige svar er, at han elskede. Elskede som ingen anden ved at møde mennesker med en overstrømmende kærlighed, der kun gjorde godt mod andre. Han talte livets ord til en dømt og døende slægt. Han tog sig af de udstødte og foragtede, og tog dem med ind i sit fællesskab. Han forbarmede sig over de svage og syge. Kort sagt: han levede Guds overvældende kærlighed ud iblandt os. Og det blev ikke tålt. Han var ligesom for god, for barmhjertig. Og det kunne man ikke have. Det afslørede jo ens egen kulde og mangel på ægte offervillig kærlighed. Og så brød det med alle gældende regler for ret og rimelighed. Derfor førte man ham til retterstedet.
Men intet kunne dæmme op for dette væld af kærlighed. Jesu kærlighed blev ved med at strømme ud til mennesker lige til det sidste. Da Jesus ser de grædende kvinder, der fulgte med på hans sidste vandring, gribes han af medlidenhed – ikke med sig selv, nej, men med dem og alle de andre indbyggere i Jerusalem. Han fyldes af frygt over den tunge vredesdom, der venter dem, fordi de ikke tog imod ham, der går til Golgata netop for at fri mennesker fra Guds vredesdom. Derfor lyder der fra den plagede og mishandlede mand disse indtrængende ord, som ånder af frelsende omsorg:  ”Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn”. Og så kalder han dem til omvendelse, om de dog vil søge frelse hos ham, som nu føres til korset også for deres skyld.
Og så er han ved vejs ende. Nu lyder de dumpe hammerslag, som forkynder, at menneskene er ved at tilføje deres Frelser den sidste, onde smerte. Ondskaben triumferer, hadet er nu vis på sin sejr. Men det har kun formået at nagle hans legeme til korset. Hans kærlighed er ikke besejret. Midt i hadet bryder den uimodståelig frem. Frelseren kan ikke mere folde sine hænder, men han samler sit hjertes kraft i bønnen for sine fjender: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Det var det første ord, som forlod den korsfæstedes læber – en inderlig bøn om nåde for dem, der havde gengældt hans godhed med denne hæmningsløse ondskab og udspekulerede brutalitet. Nej, intet kunne dæmme op for eller standse hans kærlighed.
”Fader, tilgiv dem”. Den bøn siger noget om, hvad et menneske behøver mere end noget andet. Her i sit livs sidste time beder Jesus om dette ene: at disse plageånder dog må få Guds tilgivelse. Ingen behøver at være i tvivl om, at i denne stund holder Jesus sig til det, som er absolut nødvendigt, selve hovedsagen for et menneske: at få sine synder tilgivet og slettet ud. Jesus vidste, at mennesker ikke kan leve med Gud, uden de får deres synders nådige forladelse for hans skyld. Og selv nu i sin ulidelige smerte på korsets træ ængstes han for sine fjenders evige vel. Han bærer i sit hjerte kærlighedens omsorg for disse brutale og hjerteløse mennesker. Det var for Jesus en uudholdelig smerte, at disse romerske krigsknægte og de andre plageånder skulle leve og dø uden at få deres synd tilgivet. For uden syndernes forladelse er alt håbløst og mislykket for et menneske. Livet her og evigheden engang er sat over styr, og kun mørket er tilbage. Ved vi det? Er det gået op for os i al sin alvor, at uden syndernes forladelse er vi uden håb og uden Gud? Jesus så det i hvert fald. Og han så det så intenst, at de første ord, der kom over hans læber, efter at naglerne er hamret gennem hans hænder og fødder, var bønnen: ”Fader, tilgiv dem”.
”Fader tilgiv dem”: det var en bøn, som det kostede uendelig meget at bede. For på korset måtte Jesus betale tilgivelsens pris – en svimlende høj pris. Vor frelse kostede ham korsets bundløse smerte. Så tro ikke, at synd kun er en bagatel, som det bare koster en bøn at vifte bort. Det er kun på afstand af Gud, man kan fantasere om sine synders bagatelagtige karakter – tro, at alt det kan Gud da bare slå en streg over. Jo nærmere, vi kommer den levende og hellige Gud, des mere forstår vi syndens alvor, forstår, at Gud tager synd alvorligt og vredes over synd. For al synd strider mod Guds væsen og er skæbnesvangre brud med ham. Hver en selvisk tanke og hvert et kærlighedsløst ord og gerning er oprør mod Gud, dyb og personlig krænkelse af en hellig Gud. Ved vi det ikke, så se på Jesu kors, se, hvad der skete i de forfærdelige timer, Jesus hang der. Da betalte han tilgivelsens dyre pris – syndens uundgåelige konsekvenser.
”Fader, tilgiv dem”, bad Jesus for dem dengang og for os i dag. Og så steg han ind under dommen og straffen over os. I langfredags mørke timer møder han Gud på vore vegne. Han møder Gud med vore synder skrevet på sit eget regnskab, så de nu er hans ansvar. Nu skal han så tage følgerne og lide konsekvenserne af vore synder, for at vi skal gå fri. Så skal den, der tror på Jesus, engang stå ansigt til ansigt med Gud skjult og dækket af syndernes forladelse for Jesu skyld – hyldet i frelsens klæder og gemt i Kristi gerning. Men ham, vi tror på, Jesus Kristus, mødte langfredag Gud som den, der intet havde til skjul og værn mod dommen og vreden over synd. Nøgen og forsvarsløs – ansvarlig og anklaget for en hel verdens synd møder han nu Gud. Og det møde var et nådesløst møde. For nu gøres regnskabet op. Nu betaler han tilgivelsens dyre pris for os alle. Og luften blev synderflænget af det råb: ”Min Gud, Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
I sandhed: tilgivelsens pris var ufattelig stor – ”…så sank du i vor jammer ned, så dybt som ingen ved”. Men det betyder også, at tilgivelsens gave er uendelig stor. Hvilken forbløffende rig gave, det dog er, når Guds tilgivelse favner det menneske, der tager sin tilflugt til ham, der led korsets død for os alle. Da må man gå ud i sin hverdag med den trygge forvisning: også i dag gælder Jesus død for mig – hans død er mit liv. Jeg skal i dag leve med ham i et fællesskab, som ingen synd og intet svigt kan bryde. Intet øjeblik er jeg forladt af Gud. Jeg er tværtimod omsluttet forfra og bagfra af Guds gode nærhed. Jeg er med hele mit liv og i alle livets begivenheder i faderhænder. Og når en dag døden kommer og ikke længere går mig forbi. må jeg gøre Frelserens ord til mine: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”. Den bøn bliver hørt, fordi tilgivelsens pris er betalt, og fordi Jesu kærlighedsoffer på korset rækker helt ind i evigheden, så en dømt røver og os med kan få de ord at høre: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis”.