Maria bebudelsesdag - 2. tekstrække

11 februar 2022

Tekstlæsningen fra GT rummer et valg mellem to tekster.
I teksten fra Esajas siges der noget om et tegn fra himmelen (tilknytningspunkt til sidste søndag). Et tegn fra himmelen indebærer andet og mere end det som kan måles og vejes. Jomfrufødslen er et tegn fra himmelen.
I teksten fra 1.Mos.18 siges der også noget om, at Gud gør det umulige muligt ved et konkret barns fødsel i frelseshistorien.

Epistelteksten handler også om den guddommelige visdom der overgår den menneskelige forstand. Dette formidles i menneskelighed, Jesus/Gud blev jo netop menneske!

Prædiketeksten kalder vi Marias lovsang. Det er ord, som Jesu mor, Maria, talte efter, at hun havde fået bud af englen Gabriel om, at hun skulle føde Jesus, der var undfanget ved Helligånden. Tid og sted for Marias lovsang er en situation, hvor hun møder sin slægtning Elisabet, som skulle føde Johannes Døber.
Marias lovsang kan deles op i tre dele.
1) Først siger Maria noget, der går på noget personligt angående Maria (vers 46-49a).
2) Dernæst siger Maria noget med et vidtrækkende perspektiv (vers 49b-53).
3) Sidst siger Maria noget om et centralt aspekt fra Israels historie (vers 54-55).

Jeg vil gerne sige lidt om disse 3 dele

 

 

Ad 1) Maria siger noget, der tildels går på hende selv, men Maria ønsker ikke selv at komme til at stå i centrum. Hun var ikke noget stort i samtiden, en håndværkers kommende brud. Det er Guds gerning mod hende, der står som det afgørende. Kernen er, at “den Mægtige har gjort store ting”. Gud har gjort den store gerning, at sende sin søn til verden til vores frelse. Det er på denne baggrund, at alle slægter skal prise Maria salig, fordi hun som troende stillede sig til Guds disposition.

 

Ad 2) I midterdelen siger Maria, at Gud har et helligt navn, at han er barmhjertig mod de gudfrygtige, at Gud er den faste urokkelige, fra tid til tid, fra slægt til slægt. Der nævnes også, at Guds vældige gerninger bl.a. har været at splitte de hovmodige, at styrte de mægtige fra tronen. Sådan er Gud også. Han åbenbarer sig i sin modsætning, og det, som ser stort ud i menneskers øjne, er måske udtryk for oprør mod Gud.
Der er paralleller fra Marias lovsang til Hannas lovsang i 1. Samuelsbog 2,1-10. Også her ser vi Guds store gerninger, og hvordan menneskers oprør mod Gud bliver omstyrtet. Også her ser vi, at Gud åbenbarer sig i sin modsætning: “Herren gør fattig, og han gør rig, han ydmyger og han ophøjer” (1.Sam.2,7).
Tilbage til Marias lovsang. I vers 52-53 i Marias lovsang får vi så paradokserne trukket op. Gud styrtede de mægtige fra tronen, og ophøjede de ringe, – Sultne har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.
I Israel var en Messiasforventning. Men den gik snarere på, at Gud skulle sende Messias i magt og herlighed.
Her er det store paradoks i frelseshistorien, at Gud, som er den store mægtige skaber og herre over universet, som selv er hævet over historien og mennesket, han bliver selv menneske. Som en klog kristen mand, Søren Kierkegaard, engang har sagt, så åbenbarer Gud sig i sin modsætning. Han kom altså ikke i magt og herlighed, men i afmagt og svaghed.
Application: Gud kan lutre os ‑ Gud kan føre os igennem noget svært, som kan blive til bedste for os i evighedens lys.

 

Ad 3) I den sidste sekvens (vers 54-55) siger Maria noget om, at Gud har husket “sin tjener Israel”. Der nævnes, at Guds barmhjertighed var tilsagt Abraham, og den indebar, at der skulle vises barmhjertighed mod Abraham til evig tid.
Her føres tankerne tilbage til det tidspunkt, da Gud opretter en pagt med Abraham. Den pagt skal videreføres gennem sønnen Isak, og det siges til Sara, at hun skal blive et stort folk. Men perspektivet er meget større end til et enkelt folk, når Gud stadfæster løftet for Abraham.
Der siges i 1.Mos.18,18: “Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham”. I den frelseshistoriske epoke i gammeltestamentlig tid var Guds gerning hovedsageligt rettet imod Israels folk, men med Jesus udvides perspektivet til alle jordens folk. Men det var forudsagt allerede til Abraham.
Denne perspektivudvidelse fra GT til NT er værd at trække frem. Jesus skulle fødes ikke bare som Israels frelser, men som verdens frelser. Jeg synes, at det er meget interessant, at Abraham kaldes de troendes far. Abraham var jo den kødelige stamfader til Israels folk først gennem sønnen Isak, dernæst gennem Isaks søn Jakob og videre gennem Jakobs 12 sønner, der blev til Israels tolv stammer.
Baggrunden for at Abraham kaldes de troendes far er den perspektivudvidelse som sker i NT. Vi ser den i Marias lovsang, men den er også formuleret af Paulus som baggrund for omtalen af Paulus som de troendes far. “For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven (Rom.2,28-29).

 

 

Salmevalg:

3 Lovsynger Herren min mund og mit indre
108 Lovet være du Jesus Krist
71 Nu kom der bud med englekor
—-
12 Min sjæl du Herren love
487 Nu fryde sig hver kristen mand