Maria bebudelsesdag - 2. tekstrække

11 februar 2022

Speaker: Robert Bladt

1. Eksegetiske overvejelser

 

Es 7,10-14

Tekstens historiske baggrund er beskrevet i 2 Kong 16 og 2 Krøn 28. Kong Akaz er konge af Juda. Jerusalem er under belejring af Arams og Israels konger og er allerede blevet tilføjet betydelige tab. Samtidig benytter Edoms konge og filisterkongerne anledningen til at erobre nogle af Judas byer. 2. Krønikebog tolker disse begivenheder: »Herren ville ydmyge Juda på grund af Israels konge Akaz, fordi han havde givet tøjlesløsheden frit løb i Juda og været troløs mod Herren« (2 Krøn 28,19).

Nu kommer profeten Esajas til kong Akaz på et for landet og kongen afgørende tidspunkt med det budskab, at belejrernes forehavende ikke vil lykkes. Arams og Israels konger kan kun gøre, hvad Gud tillader. Derfor lyder kaldet til Akaz: Hold fast ved Gud. Vær blandt den rest, som vender om til Gud. Og Akaz udfordres direkte og usædvanligt til at bede Gud om et tegn. Kong Akaz har uden tvivl søgt tegn og varsler i massevis – blot ikke hos Herren. Han var berygtet som Ba’als-dyrker og lod sin søn gå gennem ilden efter kanaanæisk skik. Derfor må Akaz’ afvisning af at søge tegn med henvisning til 5 Mos 6,16 tolkes som en hyklerisk måde, hvorpå han afviser at søge Herren i det hele taget.

Som svar får Akaz det tegn, han ikke ønsker. Den unge kvinde skal blive gravid og føde et barn, som hun giver navnet Immanuel. Brodden til kong Akaz er, at denne unge kvinde regner med Herren (Gud med os). Tegnet består dels i, at kvinden er ung (og ugift), dels i, at Gud vil opfylde denne kvindes håb og udfri Jerusalem og Juda fra dets fjender.

Akaz vælger desværre at trodse Esajas vejledning og undslår at tage imod hans kald til at stole på Herren. I stedet stoler han på Assyrerkongen, som i første omgang bliver til hjælp, men dog i anden omgang – på trods af, at Akaz plyndrer templet og Judas stormænd – vender sig imod Akaz (2 Krøn 28,20).

 

 

1 Kor 1,21-31

V.21-25 beskriver det kristne evangelium. Det er en forargelse i jøders øjne og en dårskab i hedningers øjne. Og dog er det Guds kraft til at frelse de udvalgte. V.26-31 beskriver på tilsvarende måde dem, som har taget imod evangeliet. De er i andre menneskers øjne dårer, svage, ringeagtede, ja, ingenting. Når man tager imod evangeliet, kommer man også til at dele vilkår med evangeliet og med Kristus. Men alt dette svarer til evangeliets indhold og formål. Evangeliet vil ophøje det ringe og fratage det fornemme sin glans. For evangeliet er en gave bestående af »retfærdighed og helligelse og forløsning«. Og den, hvis gudsforhold er præget af stolthed, selvros og hovmod, er ude af stand til at tage imod evangeliet.

 

 

Luk 1,46-55

Hvor 1. tekstrækkes tekst beskriver englens besøg hos Maria og bebudelsen af Jesu undfangelse og fødsel, møder vi her i 2. tekstrække Marias reaktion på Guds udvælgelse af hende som mor til Guds søn. Marias reaktion er lovsang (Magnificat), en lovsang, som bæres af samme evangeliske tone som epistelteksten. Maria kalder sig selv »ringe tjenerinde«, men Guds udvælgelse og gerning med hende, vil få alle kommende slægter til at prise hende salig, dvs. lykkeligt frelst (1 Tim 2,15).

Fra v. 49 går Maria over til en almen lovprisning af Gud. En lovprisning, som rummer en mængde allusioner til GT, først og fremmest Salmernes Bog. Maria havde ord til lovsang, fordi hun kendte sin salmebog! Her lovprises Gud som den, der lader de hovmodige, mægtige og rige bytte plads med de ringe og sultende. Som hos Paulus er det gudsforholdet, som her er i fokus.

I v.54-55 får vi en fornemmelse af, at Maria har set et glimt af, at det barn, hun venter, er opfyldelsen af Guds løfter til sit folk. Jesu undfangelse er tegnet på, at Gud ikke glemmer sit folk.

 

 

 

2. Prædikenansats

 

a. Placering i kirkeåret

Mariæ bebudelse afbryder fastetiden med en Jesus-fest (sådan som også Skærtorsdag gør det). Tematisk kan den være vanskelig at passe ind. Dens placering skyldes nok mere et ønske om at fejre Jesu undfangelse ni måneder før fejringen af hans fødsel, end den skyldes en gennemtænkt sammenhæng med fastetidens gudstjenester. Oprindeligt blev dagen da også fejret d. 25. marts. For den, som faster i ugens hverdage, bliver Mariæ bebudelses dag dog en kærkommen anledning til at fejre inkarnationens under midt i bodens og forberedelsens afsavn.

 

 

b. Prædikenmotiver

•    Mariæ bebudelsesdag er kirkeårets »mors dag«. En dag, hvor kvindens tjeneste i kirken og Guds rige på en særlig måde kan få plads og finde udtryk, med Maria som det store forbillede (»Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Luk 1,38). Herunder gives der mulighed for at tegne et evangelisk Maria-billede.

•    Mariæ bebudelsesdag er festen for inkarnationen. Inkarnationen, som først og fremmest har en frelseshistorisk pointe: Gud kunne blive vores stedfortræder i liv og død (Hebr 2,17-18). Men dernæst også har en sjælesørgerisk pointe: Gud kender vores vilkår, kampe og fristelser af erfaring, det kan give frimodighed til at søge hans hjælp (Hebr 4,15-16).

•    Inkarnationen prædiker menneskeværd fra undfangelsen. Gud har selv været et foster i Marias mave. Derved har Gud helliget livet fra undfangelse til død og sat etisk værn omkring menneskelivet. Det kan der komme en prædiken ud af, som ved første øjekast kan synes at være politisk begrundet, men ved nærmere eftersyn snarere er etisk begrundet i et opgør med provokeret abort og brug af menneskefostre i medicinsk forsøg og behandling.

•    Endelig forkynder teksterne loven og evangeliet klart og enkelt. Det er et tema i både epistel- og prædiketeksten, at Gud ophøjer det ringe og svage og ydmyger det, som i verdens øjne synes stærkt og mægtigt. »For at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud.« Paulus taler klart om gudsforholdet. Her er det Guds gerning at nedbryde hovmod, selvros, magt og ære. Modsat forkyndes der ophøjelse, udvælgelse, retfærdiggørelse, helliggørelse og forløsning for dem, som i gudsforholdet har indset deres ringhed og afmagt.

 

 

c. Kreative vinkler

Historien om en konge, der forelsker sig i en fattig pige. Han overvejer, hvordan han kan vinde hendes kærlighed. Sender han en guldkaret, vil hun måske gifte sig med ham i beundring for hans herlighed og rigdom. Sender han en deling soldater, vil hun måske gifte sig med ham i frygt for hans magt. Han beslutter sig for at blive tigger for at møde hende som en af hendes egne og derved forsøge at få hende til at gifte sig af kærlighed til ham.

For at gøre inkarnationen konkret, inviteres en gravid kvinde, en mor med en dreng på 1-1½ år, en dreng på 12 år og en ung mand på 30 år op foran prædikestolen. Med disse »statister« linet op, fortælles om, hvordan Jesus som foster i sin mors mave var på besøg hos Elisabeth og Zakarias, Johannes Døbers forældre. Som 1-1½-årig måtte han flygte sammen med sine forældre til Egypten. Som 12-årig disputerede han med de lærde i templet i Jerusalem. Som 30-årig flyttede han endelig hjemmefra og slog sig ned i byen Kapernaum ved Genesaret Sø. Evt. kan den 12-årige og den 30-årige svare på spørgsmål som: »Hvad er din livret?« og »Hvad hedder din bedste ven?« Deres svar kan suppleres med: »Jesus har sikkert også en livret. Noget tyder på, at han godt kan lide stegt fisk og god vin (Luk 24,41-42; Joh 2,1-10; 21,9-14).« »Jesus har også en bedste ven, han hedder Johannes og er forfatter til flere af bøgerne i Bibelen.«

 

 

 

3.   Forslag til salmevalg

DDS 108:       Lovet være du, Jesus Krist

DDS 73:         Vi synger med Maria

DDS 71:         Nu kom der bud fra englekor

———-

DDS 441:       Alle mine kilder skal være hos dig

DDS 628:       O Jesus, som er kommet at

DDS 117:       En rose så jeg skyde