Mariæ bebudelse - 1. tekstrække

Speaker: Bjarne Hougaard

I forbindelse med helligdagsreformen i 1770 blev Maria bebudelsesdag flyttet fra den datofaste 25. marts (9 mdr. før Kristi fødselsdag) til 5. søndag i fasten. Dermed kommer dagen til altid at være placeret i fastetiden umiddelbart forud for palmesøndag og den stille uge.
Om denne flytning kan der siges både godt og skidt. Det gode er, at budskabet om Kristi inkarnation dermed bliver placeret i fastetiden, og dermed kan det være med til at understrege, at inkarnationen havde Kristi lidelse som sit helt klare sigtepunkt.
Omvendt er det lidt uheldig at vi med denne placering i fastetiden kan opleve at datoen rykker fra 8. marts og helt frem til 11. april.
Ifølge Kobberud findes der fra reformationstiden eksempler på, at dagen bærer navnet Kristi Undfangelsesdag, for at understrege at dagen ikke først og fremmest er en Mariadag, men en Kristusfest.
Det understreges også af den gamle Mariavise, som i luthersk gengivelse findes i DDS 72, hvor første linie ganske vist understreger Marias jomfrustand, men hvor salmen straks herefter siger, at det er hendes søn foruden men, vi stedse skal prise.
Med dagens nuværende placering i fastetiden bliver vi mindet om, at Kristi inkarnation var en inkarnation ind i syndens og dødens verden, som vi er blevet mindet om det igennem fastetiden.

 

 

Om teksterne

 

Es 7,10-14

Et naturligt valg, som også bør foretrækkes, hvis der kun anvendes to læsninger. Det understreger at bebudelsen og jomfrufødslen er løftets opfyldelse.
Sprogligt kan det bemærkes, at som ved fristelsen i ørkenen er der her i DO anvendt udtrykket at  “udæske Herren”, hvor der tidligere stod “friste Herren”. Jeg er ikke så hebræisk-kyndig at jeg kan afgøre om “udæske” er en bedre oversættelse af grundteksten, men jeg oplever ordet “udæske” som meget besværlig i en ny dansk oversættelse.

 

 

1 Joh 1,1-3

Her er genklang af Johannesprologen, som understreger, at det ikke bare var indbildning og åndelighed, men inkarnationen var så virkelig, at det var muligt for Johannes at røre ved livets ord. Og formålet er fællesskabet mellem Gud og mennesker.

 

 

Luk.1,26-38

Hele Luk. 1 hører til “forhistorien” – og det samme kan vel siges om Luk.2. I begge kapitler fortælles alt det, der skete forud for Jesu offentlige fremtræden, som tager sin begyndelse med Jesu dåb, og slutter med opstandelsen og himmelfarten.
Luk 1,1-2,21 fortæller to stort set parallelle forløb, hvor den sidste overgår den første. Først løftet om Johannes’ underfulde fødsel af gamle forældre, så løftet om Jesu underfulde undfangelse af en ung ugift jomfru – efterfulgt af Marias lovsang. Så følger fødselsberetningerne med først Johannes’ fødsel og navngivelse – efterfulgt af Zakarias lovsang – og siden Jesu fødsel og navngivelse.
Men gennem hele forløbet slåes det fast, at Jesus overgår Johannes.
Hos Lukas spiller Josef ingen rolle, mens han i Mattæus i højere grad bringes på banen, som den, der først er tøvende, men som siden går helt ind i Guds plan som far for Jesus og beskytter for både barnet og dets moder.
Mens Esajas-teksten ikke tydeligt betoner, at den unge kvinde er jomfru, så bliver det understreget hos Mattæus, ligesom også Septuaginta-oversættelsen af Esajas 7 gør det.
Tekstens centrale udsagn må være v. 38, selvom også andre udsagn er markante – se f.eks. udtrykket “den højestes søn”, som understreger Guds suverænitet. Bemærk også engelens udsagn til Maria: du har fundet nåde for Gud!.

 

 

Tanker til prædikenen
Maria bebudelsesdag er en Kristusfest – ikke en Mariafest.
Det kunne være på sin plads at dvæle lidt ved jomfrufødslen. Hvorfor er det så afgørende at Maria var jomfru? Det var efter min opfattelse ikke vigtigt, fordi hun som jomfru var mere ren end en gift kvinde, der har født fire børn i sit ægteskab. Jomfrustanden er vigtig, fordi det faktum, at Maria var jomfru understregede at Jesus ikke var født af mands vilje, men af Gud (som det hedder om de troende i Joh 1,13).
Jesus er ikke Guds søn, fordi han er født af en jomfru, men det er omvendt. Jesus bliver født af en jomfru, for at tydeliggøre, at han er Guds søn fra evighed og til evighed. Det var ikke mennesket Jesus, der gennem livet opnåede guddommelig status, men Gud søn blev menneske – så meget, at han blev født af en kvinde, født under loven.
Maria er alle kristnes forbillede, fordi hun stiller sig til rådighed for Gud. Det har afgørende betydning for hende. Hendes overgivelse til Gud er ikke “blot” en åndelig gudhengivenhed, som præger hendes sind, og som fylder hende med en usigelig glæde. Nej hendes hengivelse til Gud får konkrete følger i hendes liv. Hendes legeme undergår de forandringer, som en graviditet nu medfører for en kvinde. Hendes livsvilkår ændres på flere måder. Hun bliver udsat som ung mor, der endnu ikke lever i et fuldbyrdet ægteskab.
På samme måde er det med gudhengivelse i dag. Hvis den udelukkende er af åndelig karakter, så risikerer vi at miste jordforbindelsen og dermed også forbindelse til den Gud, som inkarnerede sig og levede et jordisk menneskeliv. Men at hengive sig til Gud betyder også for os, at vi bringer hele vores menneskeliv frem til ham, lader ham tage det i sin tjeneste. (se. Rom.12.1).

 

 

Salmer
Der må blive et vist julepræg over valget i dag.
Flg. kan bl.a. vælges

106 Af højheden oprunden er – især v.2 “Gud Faders og Marias søn
1 Guds menighed syng – med linien “Han gav os til frelser sin enbårne Søn.”
117 En rose så jeg skyde – især det tilføjede v. 3
71 Nu kom der bud – en selvfølge. V.5. understreger at vi alle åndelig må undfange Jesus.
72 Maria hun var en jomfru skær  (jf. ovenfor)
70 Du kom til vor runde jord. Jeg synes faktisk Kaalø har begået en fin salme, som kan

være med til at understrege, at dagen er placeret i fastetiden. Den siger ikke alt, men den siger noget godt.

108 Lovet være du Jesus Krist.