Midfaste søndag - 1. tekstrække

Det er lidt mærkeligt at tænke på, men jeg har stået på det sted, som muligvis var stedet hvor Jesus gjorde brødunderet. Stedet, hvor han mættede de 5000 mænd foruden kvinder og børn som vi ikke har antallet på. Det passer i hvert fald utroligt godt til den bibelske beskrivelse af stedet. Det var forår for græsset var grønt, mens det resten af året var svedet af. Fra det sted er der et par kilometer til de to byer Genesaret og Kapernaum og 6-7 kilometer til byerne Korazin og Betsajda. Folkeskaren har nemt kunne gå fra en af kystbyerne og fulgt båden inde fra land og komme først til det øde sted, før Jesus og disciplene fik roet båden derhen ligesom bibelen beretter det. Så det virker utrolig autentisk, når man står på dette sted i dag, hvor der står en kirke på stedet til minde om denne begivenhed og der er græs hele året, fordi noget af det bliver vandet. Mætter dem uden nødvendighed. Da Jesus står mellem alle disse mennesker begynder han at undervise dem. Men på et tidspunkt er man så langt henne på dagen, at folkene er ved at være sultne. Og så siger Jesus til disciplen Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Det var egentlig et lidt besynderligt initiativ fra Jesus. For det første var en enorm opgave at skulle til at bespise 5000 mænd (måske 10.000 mennesker), for det andet skulle man sikkert en del steder hen for at købe mad nok. For det tredje ville det ikke være ret lang vandring for folket selv at skulle gå til de nærmeste indkøbssteder (som på den tid ville have været gårdene der omkring eller de nærmeste byer, som kun lå få km væk). Endelig kommer Filip med det fjerde problem. Selv om de havde haft 200 denarer (200 denarer svarer for en arbejder ellers til cirka 8 måneders løn), så havde det ikke været nok til et måltid til så mange mennesker. Og Endelig kommer disciplen Andreas til sidst med en dreng som har fem brød og to fisk – men nærmest håbløst siger han til Jesus: Men hvad er det til så mange? Et godt spørgsmål.
Jesus sætter dem på prøve
Det var altså ikke fordi det var livsnødvendigt, at Jesus mætter de mange mennesker. Man kan selvfølgelig sige at det var smart, fordi de så ikke var fri for at sørge for sig selv, som de ellers også nemt havde kunnet. Det er ikke sært at folket forsøgte at gøre Jesus til konge. Det ville jo være fedt at have en konge som man bare lige kunne komme til og få løst alle problemerne.
Men Jesus vil noget andet – lære dem noget. Han stiller spørgsmålet for at sætte sine disciple og folket på prøve. »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Han ville se om det var klar over hvem han var. Nemlig den som kan skænke dem alt det de havde brug for, ja endda meget mere. Det evige liv. Manna i ørkenen Han ville havde dem til at mindes de 40 år jøderne vandrede i ørkenen efter udfrielsen fra slaveriet i Egypten, hvor Gud sørgede for brød til 2-3 mill. mennesker hver dag. Netop der ville Gud lære dem at være afhængige af ham. Efterhånden var det mad sluppet op, som de havde taget med fra Egypten. De havde gået i lang tid og ikke fået noget mad og de begyndte at skælde Gud og Moses ud, fordi han ikke sørgede for dem. De ville hellere tilbage til Egypten og være slaver igen, for da fik de i det mindste noget at spise. Gud hørte deres bøn og han sendte manna ned fra himlen, som de kunne samle sammen og spise. Men de måtte kun samle sammen til en dags forbrug af gangen. Hvis de samlede mere ind ville det rådne. Det var der selvfølgelig nogen der gjorde alligevel. Det var jo rationelt og smart, når man nu alligevel var i gang med at samle ind. Men om morgenen var der gået maddiker i og det stank råddent.
Gud sørger for os (og jøderne)
Hvad skulle Israelerne lære af det? Jo, at de kunne stole på at Gud var med dem. At han ville sørge for dem – også når de kom i trængsler. Han ville lære dem at være afhængige af ham i deres liv. For i det øjeblik vi kan klare os selv og det hele går godt, så har vi en stærk tendens som mennesker til at glemme Gud. Sådan har det været lige siden. Så snart det gik godt for jøderne, så fjernede de sig fra Gud. Men når det gik dårligt så vendte nogle af dem sig imod ham og fik hjælp. Det viser historien gang på gang. Måske kan vi genkende os selv lidt i det. For sådan er det ikke kun for jøderne men også for os kristne. Går det godt bliver vi mindre afhængige af Gud. Men går det skidt har vi det lidt nemmere med at bede ham om hjælp. Det kan man også tydeligt se i de lande, hvor de kristne oplever trængsel eller forfølgelse pga deres tro, da bliver sammenholdet og troen stærk. Jesus har to formål
1. Afhængighed af ham
Når nu Jesus forvandler de fem brød og to fisk til nok for alle folkene omkring ham derude på det øde sted, så var det for at de skulle mindes historien fra vandringen i ørkenen. Den kendte de nemlig alle sammen. Den var de vokset op med som jøder. Men de skulle også se, at Jesus nu var den samme Gud som har omsorg for dem. Han er der samme uforanderlige Gud, som til alle tider ønsker at give os det vi har brug for. Endda så rigeligt, som da der ved bespisningen bliver tolv kurve til overs. Han ønsker at hjælpe os konkret i vort liv med det vi har brug for.
2. Nåde
Men det har også et billedligt betydning: Ligesom Jesus forvandlede brødet så der var nok til alle sådan ønsker virkelig at give alle mennesker del i hans liv – i sin nåde. Sådan som vi også i dag kan høre om, at vi kan få benådning hos en statsleder eller konge, der betyder at man bliver sat fri fra det man er dømt for. Mads Trærup Det er ikke lang tid siden vi havde retssagen i Tjekkiet, hvor sønderjyden Mads Trærup stod anklaget for at have angrebet en politibetjent med en jernstang under demonstrationerne mod Verdensbanken og Den Internationale valutafond (IMF). Under anklageforløbet var der på et tidspunkt tale om en henvendelse til den Tjekkiske præsident Varslav Havel for at bede om amnesti/benådning til Mads Trærup. Hvis han fik det, ville det betyde at han ville blive sat fri fod uden anklage. Det endte nu med at han blev frikendt den 1. februar ved byretten i Prag, men det er en anden side af sagen.
Guds amnesti/benådning fordi han elsker os. Vi står alle anklaget for Gud, men Gud har ved Jesu død på korset givet os en benådning. Sådan sætter Gud også os fri syndens straf. Han ønsker at give amnesti eller benådning til os alle, fordi han elsker os.
Prøv lige et øjeblik at tænke på den person du elsker allermest. Hvor meget elsker du ham eller hende? Ja, det kan man ikke sådan lige sætte tal på. Måske kan man måle det ved at spørge: Hvor meget ville du gøre for at redde hans eller hendes liv? Uanset hvilken konklusion du kommer til, så overstiger Guds kærlighed til dig meget, meget mere end kærligheden til den du elsker allermest. Om du så har gjort den største svinestreg over for ham, så elsker han dig så meget at han altid vil give dig sin benådning. Sætte dig fri for straf. Så den dag du stå for hans domstol vil blive frikendt, ligesom Mads Trærup blev frikendt.
Gud deler ud af sin nåde til alle. Det viste han over for israelitterne i ørkenen da de fik manna og sådan viste Jesus det over for de 5000 da de alle fik rigeligt at spise. Sådan som han gør ved nadverbordet hvor vi også takker for brødet, ligesom Jesus selv takkede for det. Der rækker han os tilgivelsen i rigt mål. Intet af det vi har gjort kan hindre Gud i at række os tilgivelsen. Samtidig siger han om sig selv. Jeg er livets brød. Det er med andre ord ved at tro på ham, at vi får del i Guds amnesti. Det er et tilbud til alle, men man skal tage imod tilbudet – ved at tro på Jesus. Han er årsagen til at vi kan få amnesti. Blive at fri og leve et liv i afhængighed af ham.
Guds amnesti/benådning er altså et tilbud til alle – men det skal tages imod i tro. Jesus ønsker at vi lever i afhængighed af ham og lærer, at han giver os det vi har brug for. Også kraften til at gå igennem trængsler.
Amen.