Midfaste søndag - 2. tekstrække

4 februar 2022

Tekstovervejelser

 

2 Mos 16,11-18

Det er interessant, hvordan materiel nød kan få os til at miste tilliden til Gud. Israels folk glemte Gud og begyndte at klage. Klage vendt mod Gud er en bøn. Klagesalmerne vidner om dette. Og Gud svarer, som han vil: Guds gave til folkets behov var manna. Men befalingen til den enkelte var at ”samle så meget af det, som hver enkelt” kunne spise, for manna var bare regnet til én dags brug. ”Hver morgen samlede de så meget, som hver især kunne spise.” (v21).

Sl 145,8-16

Salmen priser Guds godhed mod alle mennesker, men kun de faldne bliver støttet, og de nedbøjede rejst. Gud sørger for sine og giver af sin hånd ”deres føde i rette tid” og ”mætter” dem.

2 Pet. 1,3-11

”Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham”. Der står ”alt”, hvad ”der behøves” til ”liv og gudsfrygt”. Livet i Gud ligesom gudsfrygten har vi fra Gud, for den har vi ikke i os selv. Alt, hvad vi behøver til  frelse, sørger Gud for i Jesus Kristus.

Joh 6,24-35[37]

Et under er både en kraftgerning / en overnaturlig  handling og et tegn / en forkyndelse. I Johannes-evangeliet har Jesu undere betegnelsen ”tegn”. Joh 6 starter med stor folkelig tilslutning til Jesus. ”En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge” (Joh 6,2). Men kapitlet slutter med folkelig forargelse over Jesu ord. Folket forlod Jesus, som de forlod Gud i ørkenen (2 Mos 16). ”Jesus spurgte da de tolv: ”Vil I også gå jeres vej?” (Joh 6,67). Mellem tilslutning og afstandtagen tilbyder Jesus folket mad, ”som består til evigt liv”. Jesus tilbyder sig selv, fordi han er livets brød. ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Joh 6,35).

 

 

Prædikenansats

Om fasten

Se vejledning til 2. søndag i faste om fasten.

Tema: ”Kom til mig!”

 

 

Indledning

For nogle år siden brugte en af de store danske aviser i sit reklamefremstød sætningen: ”Du bli´r, hvad du spiser!” Mennesket spiser og spiser meget. Man spiser, fordi man sulter. Ikke kun mad for legemet, men også for sjælen. Sjælen skal være sund som legemet efter regelen ”en sund sjæl i et sundt legeme”. Men hvad slags mad spiser vi? Jesus svarer: Vi har forstand på den mad, ”som forgår”, men ikke på den, ”som består til evigt liv”. Manna, som Israels folk fik, kunne spises, og brødet, som Jesus gav folket i ørkenen, kunne mætte. Det kunne folket se og smage, men de kunne ikke se og smage ”tegnet”. Handlingen kunne de begribe men ikke forkyndelsen. De kunne ikke se Jesus. I dag tilbyder Jesus os brød fra himlen, det sande brød, som ”giver liv til verden” – evigt liv!

 

 

Teksttema til prædiken

 

a) Menneskets værste sult

Mennesket sulter – og det på mange måder. Den værste sult er den åndelige / religiøse. Sulten kommer fra syndefaldet og er en del af arvesynden. Den gemmer sig i sjælelivet, og føles både som ensomhed, tvivl og fortvivlelse, men også som begær. Men da synden åndeligt har blindet mennesket, så det hverken ser eller kender sulten som sult og Guds brød som brød, er det umuligt at finde vej uden hjælp udefra! Guds kærlighed og nåde er ved Jesus Kristus rakt ud til alle mennesker, men Salme 145 gør det klart, at kun den faldne bliver støttet, og den nedbøjede rejst. Føde er kun til dem, som ved Guds ords og Ånds hjælp ser og vedgår sin umættelige sult. Klager mennesker til Gud om sin sult, kan han mætte den, se 2 Mos 16; 2 Pet 1 og Joh 6.

 

b) Den ondes værste sult

Mennesket sulter, men det gør Djævelen også! Djævelens værste sult er sulten efter os! C. S. Lewis har en rammende beskrivelse af dæmonerne, som ligner onde mennesker som er ”helt igennem praktiske” og med to motiver for sit virke: Det første motiv er ”frygten for straf”, og det andet er ”en slags sult”. Lewis lader sine djævle ”være i stand til i åndelig forstand at æde hverandre – og os.” Djævlene ”begærer menneskesjæle” og ”Satan begærer … alle Evasønner”. Hans drøm er at ”alle skal være inde i ham” (Fra helvedes blækhus, København 1983, ss.168-169). Det er derfor ikke så mærkeligt, at  Lewis´ djævlehelt netop hedder ”Fangegarn”. Igennem den verden, der ligger i det onde, og vor synds begær forsøger Djævelen konstant at spise os bid for bid.

c) Guds brød

Den mad, som vi behøver, og som er modgift og våben imod vore fjender, og som mætter, er Jesus Kristus, livets brød, og hans ord, ”Åndens sværd” (Ef 6,17). Jesus kunne sige om sin frelsergerning, at den var hans mad. ”Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk” (Joh 4,34). Helt tilbage i Israels historie, hvor folket fik manna, var Gud i gang med at formidle varig føde for sultne sjæle. I ørkenen genopfriskede Jesus hændelsen i 2 Mos 16 og fik folk at tænke: Se bag om handlingen! Se bag om den legemlige føde! Se ”tegnet”, det brød, som ”giver liv til verden”, det brød, ”som består til evigt liv”. Folket spørger, hvad de skal gøre. Jesus svarer, at de intet kan gøre, men Gud kan gøre det, som skal gøres. ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.” Ved troens gave mætter Gud os! Ved troen på Jesus og hans ord har vi den mad, som kan stille vor værste sult, og holde Djævlens sultne luner borte.

 

d) ”Kom til mig!”

Jesus giver i prædiketeksten en af Bibelens klareste trosdefinitioner. Tro er at komme til Jesus! ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” Hverken sult eller tørst skal den få, som kommer. Men vi har ikke lyst at komme. Og kommer vi, er det så lidt, der skal til at komme på afveje og glemme Gud, 2 Mos 16. Uden Gud er vi fortabte. Vi er fult og helt afhængige af Guds indgriben. Han må både begynde sin livsgerning i os, og han må fuldføre den (Fil 1,6)! Men uanset vor sult og tørst og vore afveje og glemsler, så har vi Jesu store, store løfte: ”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”.

 

e) Til sidst

Som svar på Djævelens praktiske arbejde på at holde os væk fra Jesus og hans brød skal vi også være helt praktiske! Vi skal nemlig til at arbejde! Vi skal ikke arbejde for at blive frelst, for Gud gjort frelsesarbejdet for os. Vort vigtigste arbejde er at spise af Guds ord, af bibelordet! ”Mit hjerte er som græs, der svides og visner. Jeg er hørt op med at spise mit brød” (Sl 102,5). Den, som dagligt læser Bibelen, og ved Guds hjælp tror ordet, stoler på løfterne og indretter sig efter formaningerne, vil hverken sulte elle tørste! Mannaen i Sinajs ørken er bibellæserens forbillede. Lad os spise for én dag ad gangen, og hvorfor ikke tage morgenen i agt, som de gjorde. Spis, eller bliv spist! Du bli´r nemlig hvad du spiser!

 

 

 

Dagens spørgsmål: Hvem søger vi og hvad spiser vi?

 

 

Salmevalg

 

495                Midt i livet er vi stedt

31                  Til himlene rækker din miskundhed, Gud

616                Herrens røst, som aldrig brister

  Prædiken

459                Herre, hvor skal vi gå hen

473                Dit minde skal, o Jesus, stå

208                Skriv dig, Jesus, på mit hjerte