Nytårsdag - 1. tekstrække

Prædikant: Jesper Hornstrup

På prædikestolen i Nyker rundkirke er julens begivenheder fremstillet i smukke gamle træsnit fra ca. 1600. I feltet til venstre englen, der bebuder Jesu fødsel. Forrest stalden i Betlehem. Til højre de hellige tre konger. Og så sidst i rækken (lidt inde i en krog) Jesu omskærelse på ottendedagen – altså netop den begivenhed, der nævnes i nytårsdagens korte tekst. Helt fra Abrahams dage var det skik, at drengebørn skulle omskæres otte dage gamle, og samtidig navngives. Sådan blev Jesus også omskåret og fik sit navn, otte dage efter sin fødsel. Den begivenhed fejrer vi otte dage efter jul. At vi også har valgt den dag til at holde nytår og skifte årstal, er i grunden tilfældigt.

Men hvorfor i det hele taget fejre Jesu omskærelse? Hvad interesse har vi i denne for os fremmedartede og lidt barbariske skik? Jo, først og fremmest var det ikke bare en skik, jøderne sådan selv havde fundet på. Omskærelsen var pagtstegn. Tegn på den pagt, Gud sluttede med Abraham. Gud lovede på sin side, at Abraham og hans efterkommere skulle arve Kanaans land, og Abraham på sin side lovede, at han og hans efterkommere skulle tilbede Herren som deres Gud. Som tegn på denne pagt blev alle israelit-drenge omskåret. Det var for dem ikke blot en skik, men et tegn: “Vi tilhører det folk, som har Herren til Gud, og som skal eje Kanaans land til evig tid!”

Hvad kommer det os ved, som ikke er jøder? Jo, det kommer os i høj grad ved. Hvorfor udvalgte Gud sig et bestemt folk? Det var for at forberede hele verdens frelse. Det var det andet løfte, Abraham fik: “I dig skal alle jordens slægter velsignes.”

Verden var god, da Gud skabte den, men mennesker faldt fra, brød ud af Guds gode ordning, og var ikke i stand til at gøre det brudte godt igen. Kun Gud kunne gøre alting godt igen. Derfor oprettede han sin pagt med Abraham, som forberedelse af frelsen. Det kostede Gud store anstrengelser. Det folk, som bar hans pagtstegn, var genstridige og ulydige. Gud gav ved Moses sin lov til Israel. Denne lov blev ledetråd og leveregel for Israel, men samtidig sigtede den dybere. Gud gav sin lov for at vise mennesker deres magtesløshed, deres ringhed og synd. Det er ikke, som farisæerne mente, og som stadig er en almindelig opfattelse i dag, at ved at holde Guds bud bygger vi en himmelstige op til Gud. Det er lige modsat. Guds lov spærrer mennesker inde i fangenskab. Hvad vi end forsøger, så finder Guds lov fejl ved det. Kærligheden til Gud og vor næste mangler!
Epistlen: “Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom.” (Gammel oversættelse: tugtemester til Kristus). Loven fratager os troen på vore egne kræfter og driver os i favnen på Guds nåde som vort eneste håb. Og Gud nåde kom til jorden i Jesus Kristus.
Navnet Jesus, som han fik, betyder: Gud frelser! Gud stiger ned til jorden, til dem, som ikke kan stige op til ham. Til ham kommer vi ikke som retfærdige og selvsikre, men som afslørede syndere, mislykkede og fattige, uden andet håb end ham. Og han møder os med budskabet, at nu er det gode forhold genoprettet mellem Gud og mennesker, som det var i begyndelsen.

“For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus” (Gal. 3,26).
Jesus har løskøbt os af fængslet. Jesus er opfyldelsen af den gamle pagts løfter. Han har oprettet en ny pagt, troens pagt. Han har udvalgt et nyt folk, troens folk. Og han har givet et nyt pagtstegn, dåbens tegn.

Jødernes pagtstegn betød, at Gud var deres Gud og Kanaans land deres hjem. Således betyder dåbens tegn, at Jesus er vor Herre og Guds rige er vort hjem (vor arvelod). Men omskærelsens gamle pagtstegn var ingen automatisk forsikring. Mange israelitter i den gamle pagt levede i modstrid med det, tegnet skulle være tegn på, og de blev forkastet af Gud. På samme måde er dåben ikke en automatisk forsikring for os. Mange mennesker døbes til at tilhøre Guds nye folk, men det, som dåben skulle være tegn på, bliver aldrig til virkelighed for dem. Derfor er det nødvendigt at blive ved med at kalde på døbte mennesker. Det er nødvendigt at blive mindet om det, som vor dåb er tegn på, nemlig at vi skal tilhøre Herren Jesus Kristus – at han skal være vor trøst, vort håb, vor tilflugt i nød som i glæde.

Jesu navn er overskriften over en kristens liv. Og derfor bliver dagen i dag en god dag at holde nytår på, fordi vi hører om Jesu navn.

Det nye år er et “Anno Domini” – Herrens år. Vi begynder det nye år i Jesu navn. Vi sætter det som overskrift over alle det nye års dage. Søndagen kaldes jo Herrens dag, Jesu dag. Hver søndag ringer klokkerne for at kalde hans folk til kirke, for at samles i Jesu navn. Men også hverdagene har Jesu navn som overskrift “Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn” (Kol. 3,17). I Jesu navn går vi til bords, i Jesu navn begynder og slutter vi vor dag. “Aldrig blive kan til gavn, hvad ej sker i Jesu navn, men er det mit hjertes smykke, har jeg nå’t den største lykke, nogen sjæl kan ønske sig” (DDS 53,3).

 

Salmer:
663 – 664 – 46 / 112 – 53.