Nytårsdag - 1. tekstrække

Prædikant: Ole Andersen

Tekstbemærkninger

Selv om evangelieteksten er superkort, indeholder den to vigtige temaer:

 

a) Lukas fortæller, at Jesus blev omskåret – og dermed, at han er jøde. Teksten behandler omskærelsen som en fuldstændig selvfølgelighed. Det var noget, der bare skulle ske, når tidspunktet til det var inde. Jesu jødiskhed er ikke noget debatemne for Lukas, men udgangspunktet.

 

b) Lukas understreger Jesu navn – og dermed, at han er frelser. Som så mange andre steder i Bibelen er navnet ikke en tilfældighed benævnelse, men et sigende udtryk for personens væsen. Her bliver dette generelle forhold yderligere betonet ved to forhold: dels at navnet er givet af en engel (dvs. af Gud selv – Gabriel var bare et sendebud fra Gud), og dels ved at navnet var fastlagt endnu før undfangelsen, dvs. endnu før noget menneske inklusiv Maria havde tænkt tanker om barnet.

 

Jesu navn skal altså tages for fuldt pålydende. Han er virkelig Jeshua, Jesus, den frelse eller frelser, som Herren i overensstemmelse med løfterne i GT har sendt til jorden for at frelse mennesker, der ellers var fortabte.

Lukas’ dobbelte understregning af omskærelsen og Jesu navn minder om Jesu ord i Joh 4,22: »Frelsen kommer fra jøderne«. Frelsen (hebraisk: Jeshuah, der er næsten enslydende med navnet Jeshua) i personen Jesus kom ind i verden igennem det jødiske folk.

 

 

Prædikenansats

Netop nytårsdag lægger for mange mennesker op til overvejelser om vores personlige liv. Vi ser tilbage – måske lidt sentimentalt. Og vi ser frem – måske med lidt ængstelse for, hvad det nye år vil bringe os. Men teksterne til nytårsdag giver et større perspektiv og lader os se lidt af den store sammenhæng i verdenshistorien.

 

For mig at se er det derfor oplagt at lade det store frelseshistoriske perspektiv præge netop nytårsdag. Netop denne dag er der grund til at minde hinanden om verdenshistoriens begyndelse og mål:

 

Skabelse – syndefald – ny jord.

Tekstvalget lægger op til at tage udgangspunkt i udvælgelsesordene til Abraham: »I dig skal alle jordens slægter velsignes«.

Baggrunden er dels paradiset, hvor alt var under Guds velsignelse (1 Mos 1,22.28 og 2,3), og dels syndefaldet, hvor velsignelsen blev erstattet af forbandelse (1 Mos 3,14.17).

 

Gud lover Abraham, at han en dag vil genoprette den tabte velsignelse for alle folkeslag gennem Abrahams sæd. Israels folk er det redskab, Gud har udvalgt på jorden for at gennemføre planen om velsignelsens genoprettelse.

Målet med planen nås i Bibelens sidste kapitel, hvor det om den nye jord hedder: »Og der skal ikke mere være nogen forbandelse« (Åb 22,3).

 

Guds plan er at genoprette velsignelsen, paradis. Det er dét, vi er på vej mod. Verdenshistorien har et mål: en ny jord uden synd og død.

 

Jesu omskærelse og navn er den bibelske understregning af, at det er ham, der skal gennemføre Guds plan. Omskærelsen minder os om, at han er en efterkommer af Abraham – altså født ind i den slægt, som Gud lovede at han ville bruge til overvinde syndefaldet. Navnet identificerer ham som netop den ene person i Abrahams slægt, som skal frelse verden fra forbandelsen.

 

I det perspektiv er årsskiftet endnu et lille skridt frem mod vores mål. Tandhjulet har igen drejet sig en tand. Vi er på vej mod målet. Ængstelsen for, hvad det kommende år vil bringe, skal afbalanceres med trygheden ved at vide, at Gud er historiens herre, der er i færd med at gennemføre den plan, han havde lagt før skabelsen, og som han åbenbarede for Abraham relativt kort tid efter syndefaldet.

 

 

Salmeforslag
712 – 51 – 59 // 56 – 718