Nytårsdag - 2. tekstrække

Lektien og epistelen

Både lektien og epistelen er mere valgt med henblik på nytåret end med henblik på bøn. Som tekster til Nytår er de velvalgte. Vi kender ikke det nye år, som vi må ind i, hvad enten vi vil eller ej. Men vi bliver mindet om, at “Gud har været vor bolig i slægt efter slægt” Gud er det faste holdepunkt, som er fra evighed til evighed.  Det er en god salme at meditere over ved indgangen til et nytår. Og som kontrast til Guds evighed står vi så som dem, der har et kort liv. At se realistisk på vort eget livs korthed kan hjælpe os til at “få visdom i hjertet.”

Epistelen fra Jakobs brev har egentlig samme tema som ps.90.

Men selvom disse tekster passer mere til nytår end de handler om bøn, så er de en god baggrund for svage dødelige menneskers bøn til den evige Gud, og det er godt at begynde det nye år med den bøn, som Jesus selv har lært sine disciple, sådan som vi hører i evangeliet.

 

 

Evangeliet

Fadervor er jo også overleveret i Lukas 11,2 ff, men indholdsmæssigt er der ikke den store forskel på Matthæusversionen og Luk 11,2f.

Allerede indledningen med tiltalen “Vor Fader” og det følgende “du, som er i Himlene” rummer den forening af hjemlig fortrolighed og dyb ærefrygt, hvormed vi i bøn må nærme os Gud. At vi har et barneforhold til Gud, er noget særligt for kristendommen, og det barneforhold er tilvejebragt gennem Jesu gerning. Det er efter Jesu død og opstandelse, at Jesus betoner, at Gud ikke blot er hans Fader, men også disciplenes.(Joh 20,17). Og det er i dåben, at vi får del i barneforholdet. Visse ting tyder på, at man i Oldkirken først ved selve dåben fik overdraget Herrens bøn, så man genfødt som et barn af Gud måtte påkalde Gud som Faderen.

I den forbindelse mindes jeg en begravelse af en præst, hvor afdøde præsts broder nævnede, hvordan han som ung lærer havde hævdet, at han kunne undvære alle dogmer, for han havde nok i Fadervor, hvortil hans bror præsten svarede: “Ja, men Fadervor kan vi kun bede i Jesu navn”. Det er Jesus, som ved sin gerning giver dem, der tror på Ham, barnekår hos Gud.

Som det 2. Bud, således tales der i 1. Bøn om Guds navns hellighed. Og Guds navn er forbundet med Guds væsen. Og som kristne har Jesus givet os “Guds fadernavn at kalde på”.

 

 

Prædikenen

Det vil næppe være hensigtsmæssigt i en nytårsprædiken at prædike over alle syv bønner i Fadervor. Derfor vil jeg heller ikke gå ind i en exegetisk gennemgang af samtlige bønner. Der må henvises til diverse kommentatorer inklusive Luthers lille katekismus. På en nytårsdag vil det måske ikke være unaturligt at dvæle lidt ved bønnen “Ske din vilje”. Og mange vil sikkert føle behov for at komme ind på bønnen “Forlad os vor skyld, som også vi forlade vore skyldnere”. Det spørgsmål melder sig, om vi først skal tilgive andre, før vi selv kan få del i Guds forladelse af vore synder. Den bedste kommentar til dette har vi i Matt 18,21-35, “Lignelsen om den gældbundne tjener”. Deraf fremgår det, at Guds tilgivelse er det første. Og den er for så vidt betingelsesløs. Men bliver den hørt og troet, så får det den følge, at man også vil tilgive andre. “Nåden vil høste, hvad den sår”.

 

 

Kirkeåret

Det er nytår, og traditionelt fejres Jesu omskærelse og, at Han får navnet Jesus efter guddommelig bestemmelse – igen et navn, der siger noget om Jesu væsen og gerning. Og det er godt, at vi må gå ind i det nye, ukendte 2006 i bevidsthed om, at der er Herrens år 2006 og at vi må begynde det i Jesu navn og med Jesu bøn.

 

 

Forslag til salmevalg

712                Vær velkommen, Herrens år
713                For dig, o Herre, som dage kun
587                Guds egen kære søn
(586)             Stol du kun på dit Fadervor
715                O Gud, som tiden vender
(716)             Guds godhed vil vi prise
59                  Jesus os til trøst og gavn

 

 

Og hvis DDS 1953 benyttes, vil jeg foreslå

664                Vær velkommen, Herrens år
49                  Jesus os til trøst og gavn
552                Guds egen kære Søn
666                O Gud, som tiden vender
53                  Jesu navn, mit hjertes lyst