Påskedag - 1. tekstrække

Vi er i det gamle Grækenland. Vel, vi er i Danmark, den kendsgerning bøjer jeg mig for. Men vi vil nu et øjeblik sætte os tilbage til det gamle Grækenland. Telefon og radiokommunikation er ikke opfundet endnu. Men krigen er. For længst endda. Der skal ikke ret mange mennesker til for at starte en krig. I virkeligheden ikke mere end to. Men det skal vi nu ikke fortabe os i.

Situationen er den, at fjenden netop er slået. Hvad sker der? Straks bliver en herold, en budbringer, sendt af sted til fods fra slagmarken til dem, der venter i stor ængstelse derhjemme. Idet han løber ind gennem byporten, udråber han sejren, og der bliver jubel i byen.

Denne sejrsmelding havde man et bestemt ord for på det græske sprog. Det var ordet – ja, hvad tror I? Det var ordet evangelium.

 

Da Jesu apostle skulle til at oversætte det kristne budskab fra deres modersmål til det sprog, som den halve verden dengang forstod, fuldstændig som den halve verden i dag forstår engelsk, valgte de ordet evangelium til at betegne det kristne budskab som sådan.
Det budskab, som apostlene var sendt med til alle mennesker, var et evangelium; det var en sejrsmelding. Senere kom ordet også til at betyde et evangelieskrift, en beretning om Jesu liv: Mattæus-evangeliet, Markus-evangeliet osv. Men oprindelig var evangeliet selve det kristne budskab. Det viser, hvor centralt påsken står for os kristne.
Evangeliet er det, som tre kvinder hørte af en engels mund påskemorgen: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham«.
Han er opstået. Det er sejrsbudskabet. Et frydefuldt budskab, ikke om menneskers sejr over mennesker, men om Guds sejr over menneskets fjender.

 

Det kristne budskab er ikke i første række en oplysning om visse teologiske lærepunkter. Og det er heller ikke i første række en etisk belæring om, hvordan vi mennesker skal leve med hinanden. Men det er et budskab om noget, der er sket. Det er et budskab om en sejr, der er vundet. Og sådan et budskab er noget, der ændrer situationen totalt for dem, der hører det.
Og nu er vi ikke i Grækenland, men i hér i kirken. Påskeevangeliet er også nået til os. Bliv ikke forfærdede! Han er opstået! Det betyder, at din værste fjende er besejret. Den frygtindgydende fjende, døden, får ikke det sidste ord. Og det fordi sejren blev vundet af Kristus dengang.

Det handler om dit liv. Du får nu at vide, at du har fremtid og håb. Gud har en fremtid til dig. Han har et håb for dig. Frygten skal ikke være dit livselement. Det skal Kristus.
Dengang min gamle sognekirke blev istandsat for nogle år siden, afdækkede man en gammel indskrift på altertavlen. Den sad under jeg ved ikke hvor mange lag maling. Fundet af den gamle indskrift blev anledningen til, at der blev malet et nyt alterbillede. Den gamle indskrift, som nu igen kan læses på altertavlen, er fra 1. Kor. 15,55 og 57, og den lyder: »Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?« – »Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!« Kristus vil give os sin sejr – den, han vandt i en kamp, der kostede blod. Han vil give den til os. Jeg kan ikke lade være med at sige det med dette apostelord, som jeg havde for øje, hver gang jeg stod for alteret i Elling Kirke.
Men det er jo det samme, vi synger i den salme, vi bruger som fast dåbssalme hér i kirken. Vi synger i den salme om Jesu sejer-død. Den bliver vi døbt til, denne sejer-død. Den blev vores i dåben. Og den har vi stadig del i, så sandt vi tror på den opstandne Kristus. Og ellers kan den blive vores, ved at vi vender hjem til ham.
Troen kommer det nemlig an på, ikke meninger. Ingen bliver mæt af at have en mening om brød. Ingen bliver reddet ud af dødens misere ved at have en mening om Gud. Blive et Guds barn kan man kun ved at lukke Jesus ind i sit liv, så det bliver sådan, som Paulus skriver et sted: »Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig« (Gal 2,20).

 

Men er det noget, der når frem til mennesker i dag? Trænger det ind? Ja, det gør det, men det trænger vist kun ind til mennesker, der er i nød. I nød med deres sorg, med deres frygt for fremtiden, med deres skyld. Og selv da kan det holde hårdt.
Igen: det er ikke et spørgsmål om meninger og dogmatik. Dogmatik og de rigtige meninger om, hvad kristendom er, ligger på et andet plan. Det at kunne gøre rede for, hvad den kristne tro rettelig går ud på, har bestemt sin betydning. Men det med den rette lære må nu vente med til en anden gang. Nu er det det, at Jesus har brudt dødens magt, og vi får dette mægtige sejrsbudskab at høre her i dag.
Og så er det et spørgsmål om, at vores nød »falder i hak med« Kristi herlighed. Hvis ikke den gør det, er det ikke hans skyld. Han er både død for vore synder og opstået fra de døde for at give os det evige liv. Og det er sådan at forstå, at han vil give os livet igen – livet, det liv, vi kender fra glæden over tindrende barneøjne, fra glæden ved vårens spirende liv, fra glæden over kærligheden, når den er allersmukkest og allerstørst, fordi vi ved, at vi ikke fortjener den, den er en gave.

 

Kristus vil give os livet igen. Det liv, vi også kender fra sorgen over at miste. Når vi sørger, drømmer vi jo om et liv, hvor døden ikke mere råder.
Det liv, Kristus vil give os, er det liv, vi kender fra smerten og afmagten over al den uretfærdighed og elendighed, verden er fuld af – og fra skammen og skylden. Der var meget, som ikke skulle være gjort og sagt, og der var meget, der blev forsømt. Når vi angrer, så længes vi efter et liv under Guds underfulde tilgivelse.
Kristus vil give os livet igen. Først vil han give os det i et liv med ham her på jorden, og dernæst vil han gennem opstandelsen på den yderste dag give os det i en fornyet og herlig skikkelse, som vi næppe kan forestille os.
Men kan vi tro det? Ja, hvad med de tre kvinder, der kom ud til klippegraven i en have i Jerusalem påskemorgen? Kunne de tro det? Nej, selvom Jesus igen og igen havde talt til dem om sin død – og om sin opstandelse – kunne de ikke tro det. For dem var alt forbi. Ethvert håb var bristet. Troen var som en visnet blomst. Nu kommer de med tunge skridt og bøjede hoveder for at salve deres døde mesters legeme. Han var kommet lidt for hurtigt i graven, fordi sabbatten begyndte fredag aften. Det kender vi udmærket, det der med, at man midt i sorgen over at have mistet en af de kære er optaget af at sørge for, at han eller hun bliver begravet, som det sømmer sig. Og efter begravelsen bliver man ved med at komme på kirkegården med blomster. Mange følelser er knyttet til dette. Ofte også følelsen af skyld. Man fik aldrig rigtig sagt tak. Eller man fik aldrig bedt om tilgivelse. Og nu er det for sent.
De forskellige begravelsesskikke og kirkegårdsskikke er led i sorgen, i den proces at slippe den afdøde. Det er ikke nemt. Men de, der sørger, må ikke glemme evangeliet. Det kaster lys ind i alt vort mørke.
»Han er opstået«. Det var sejrsbudskabet til kvinderne ved den tomme grav. Først blev de rædselsslagne og flygtede bort fra graven i angst. Hvorfor? Vel fordi det overvældede dem fuldstændigt at være så tæt ved den hellige, almægtige Gud. Men senere – det ved vi – fik de påskeglæden i eje og fortalte det videre til disciplene. Disciplene havde i øvrigt lige så svært ved at tro det. De kom kun til at tro det, fordi det var uafviseligt sandt. Jesus var faktisk levende. Graven var tom, og han kom til dem og talte med dem.

 

Det handler om vores liv her og nu. Evangeliet ikke kun er for dem, der har mistet eller snart skal dø. Det er måske en lidt forslidt vending, men det er stadig sandt, at Kristus ikke kun kom for at hjælpe de gamle med at dø. Han kom lige så meget for at hjælpe de unge med at leve. Han vil forvandle tilværelsen fra at være – som én skrev for nylig – én stor dødscelle, hvor vi bliver kaldt ud efter tur, til at være livets grosted, livets kampplads og håbets værksted.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen

 

Salmer:
374 – 190 – 195 – – 198 – (431) – 204