Påskedag - 2. tekstrække

28 februar 2022

Indledende bemærkninger.
Påskedag er vel næst efter juleaften den gudstjenestedag, hvor vi kan forvente flest i kirke, og ofte vil vi en påskedag se en hel del af dem, der står i periferien. Det er derfor en stor mulighed og et stort ansvar at prædike en påskedag. En del af dem, der lytter, behøver sikkert hjælp til at fastholde Jesu opstandelses virkelighed. Er det her virkelig sket? Men denne tvivl på opstandelsens faktualitet kan vel fra tid til anden snige sig ind på os alle. Den pågående ateismes fremmarch de seneste par år er næppe heller gået helt sporløst hen over menigheden. Så der er brug for at række en hjælp til den tvivlende og til den, der undertiden kender til at blive usikker i sin tro på opstandelsens virkelighed. Men her er det vigtigt at forstå, at den virkelige hjælp ikke først og fremmest består i apologetiske overvejelser. De kan have deres berettigelse især i et decideret foredrag om det emne. Men de kan dog aldrig erstatte den virkelige hjælp mod tvivlen. Den har alle dage været det personlige møde med Kristus, når han kommer til os i ordets og nadverens skikkelse. Dette møde skal en påskeprædiken formidle og henvise den tvivlende til. Og det skal den gøre ved frimodigt at forkynde det, som teksten siger om Jesu opstandelse – også det i teksten, som peger på troens vej ud af tvivlen og ind i visheden om, at Jesus er opstået og lever i dag. Og prædikanten må finde sin frimodighed i løftet om, at Gud Helligånd selv vil være virksom til tro dér, hvor evangeliet forkyndes.

 

 

Temaer for en påskeprædiken.
Der kan nævnes flere centrale temaer, som man kunne tage op i en påskeprædiken. F. eks.

1. Menneskers dom over Jesus er nu omstødt af Gud selv. Gud har annulleret verdens triumf. Det hjalp ikke, at man havde dræbt Guds søn. Han var ikke blevet bragt af vejen. Påskemorgen sejrede Gud over verden og al dens magt ved at oprejse Jesus fra de døde. Så nu begynder hans triumftog. Vi, der tror på sejrherren, føres med i Kristi triumftog (2 Kor 2,14), og om denne verdens slagne fjender, magterne og myndighederne, siger Paulus, at Gud stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus (Kol 2,15).

2. Jesus opstandelse som Guds egen stadfæstelse af langfredagsofferet. Jesu opstandelse påskemorgen er Guds ja til Jesu ord ”det er fuldbragt”. Offeret, som blev bragt langfredag, har Gud modtaget. Og det har han gjort vitterligt ved at oprejse Jesus fra de døde.

3. Jesu legemlige opstandelse betyder håb ind over vores død. Den ellers ubetvingelige død er nu besejret. Alle, som tror på Jesus, skal følge ham gennem opstandelse til liv. Det er et ægte liv, der begynder allerede nu, og det munder ud i den legemlige opstandelse, når han kommer igen. For han opstod fra de døde som førstegrøden (1 Kor 15,20). Så skal vi følge ham efter gennem død til liv. Dødens herredømme er definitivt brudt og afløst af håb, det levende håb, som vi i dåben er genfødt til ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (1 Pet 1,3).

4. Jesu opstandelse betyder, at han lever, og dét med alt, hvad det indebærer. Han er den opstandne hyrde, der opsøger den enkelte og kalder og drager flere og flere ind i fællesskabet med ham. Hans opstandelse betyder også, at han nu kan virkeliggøre sit løfte om at være med os alle dage indtil verdens ende (Matt 28,20).

5. Jesu opstandelse betyder, at han nu lever ved Faderens højre hånd, så han kan gå i forbøn for os og kan bære det offer frem for Gud, som al vor frelse afhænger af (Hebr 7,25). Så er også opstandelsen et uundværligt led i vores frelse.
Flere centrale temaer kunne nævnes, som man kan tage op i en påskeprædiken. Men som altid, når man skal prædike over en bibeltekst, er det vigtigt, at man ikke tager for mange temaer op. Prædikenen skal helst ikke bestå af en række miniprædikener over en række relevante temaer. Bedst er det, hvis man holder sig til ét centralt emne for denne søndags prædiken og så udfolder det emne med brug af tekstens forskellige udsagn. Man skal jo prædike flere gange over samme tekst i sin kirke afhængig af, hvor mange år man nu bliver i embedet. Så der kommer nok adskillige gange lejlighed til at tage andre centrale temaer op og uddybe dem.

 

 

Kortfattet  prædiken – Tema: Hvor er Kristus?
Det er det afgørende spørgsmål, som alt afhænger af. Er han i graven, da er alt tabt. Vi er ikke henvist til spekulationer eller formodninger for at få svar på det spørgsmål. Gud lod en af sine mægtige sendebud give os svaret. Han havde jo ikke nogen anden til at give os det. Alle dem, der skulle have gjort det, Jesu disciple, havde fået deres tro og håb knust langfredag. Så sendte Gud en engel ligesom julenat, hvor der heller ikke var andre at sende. Og svaret lyder. ”Han er ikke her, han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå”.
Så er Kristus ikke i graven. Vennerne fandt ham ikke i den tomme grav. Men fjenderne gjorde det så vist heller ikke. En modbydelig rådvildhed greb ypperstpræsterne og de ældste, da de fik vagtmandskabets beretning om påskemorgens vældige begivenhed at høre. Det var umuligt at finde Jesus i graven, så de kunne vise ham frem og én gang for alle dementere påskebudskabet. Og i al deres rådvildhed og panik vidste de ikke andet at gøre end at gribe til den ynkelige og let gennemskuelige løgnehistorie om, at Jesu disciple var kommet om natten, havde listet sig forbi de sovende vagter og så havde halet en død mand ud af graven for så senere at påstå, at han var stået op fra de døde. Og den løgnehistorie skulle så disse formodede gravrøvere have sat livet ind på hårdnakket at fortælle videre med deres eget liv som indsats! Nej, graven var tom af en helt anden grund. Det er nyttesløst at bortforklare det. ”Han er ikke her”, og han er heller ikke i nogen anden grav.
Men hvor er han så? Lad påskeevangeliet selv give os svaret. Efter at englen havde sagt til kvinderne ved den tomme grav, at Jesus var opstået, som han havde sagt, og at de skulle skynde sig hen og fortælle hans disciple det, føjede englen de ord til, som giver os svaret: ”Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” Læser vi videre i påskeberetningen, hører vi, at Jesus selv går de to kvinder i møde og slår englens ord fast: ”Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.”

 

Galilæa var ikke et tilfældigt sted. Det var heller ikke kun stedet, hvor disciplene havde deres dyrebareste minder om Jesus, fordi det var stedet, hvor hovedparten af Jesu gerninger blev udøvet. Nej, Galilæa var helt enkelt det aftalte mødested mellem Jesus og disciplene. På forhånd havde Jesus aftalt med dem, at her ville han møde dem efter sin opstandelse. Da de skærtorsdag aften gik ud til Oliebjerget, efter at de havde sunget lovsangen sagde Jesus til dem: ”I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ”Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes. Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa” (Matt 26,31-32). Og disciplene gjorde, som Jesus havde sagt til dem. De gik til Galilæa til det sted, hvor Jesus havde sat dem stævne (Matt 28,16). Nu skal de så være sammen med Jesus på det aftalte mødested.
Dér skulle de ikke kun synke hen i minderne om deres elskede Mester – bare i erindringen genopfriske alt det, de var fælles om at have oplevet her i disse solrige egne, da de vandrede med Jesus og så mærke det sug af længsel efter det, der var engang! Nej, det var langt større. Her i Galilæa skulle de se Jesus, være sammen med ham – atter møde ham – atter lytte til den gode hyrdes røst – atter sande virkeligheden af Peters ord: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord” (Joh 6,68).
Vi har også sådan et sted, hvor heller ikke vi skal nøjes med minder, længsler og forhåbninger, men hvor vi får kontakt med den opstandne og kan høre den gode hyrdes stemme. Lad igen Jesus selv give os svar på, hvor det er, vort Galilæa, det aftalte mødested mellem ham og os. Det er i hans menighed her på jorden. Her møder vi Jesus – under nye vilkår. Vi ser ham ganske vist ikke med vore jordiske øjne, men det er ikke mindre virkeligt af den grund. For sådan siger Jesus med gyldighed for alle tider og sagt netop om tiden efter hans opstandelse: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt 18,20).

 

Den aftale holder den opstandne. Ligeså sikkert som disciplene mødte Jesus i Galilæa, fordi det var en aftale, ligeså sikkert får vi vort møde med Jesus på ny og på ny, når vi er sammen i hans navn. Det vil sige, når vi sammen lovpriser hans navn, lytter til hans ord, beder til ham og knæler ved hans bord. Da er han midt iblandt os med sin trøst, med ord, der skaber tro i vort hjerte, så alle ypperstepræster, skriftkloge og farisæere og romere og vore hjemlige ateister kan sige, lige hvad de vil! Vi ved, at Jesus er opstanden. For han er i sit ord. Det er noget virkeligt. Han rører ved vor samvittighed, så vi må skælve, når han afslører vores synd. Han trøster vores ængstede hjerte med det vidunderlige budskab om hans fuldbragte frelsergerning langfredag. Han glæder os med sin nærhed. For det er sandt, når vi synger: ”Men når du mig bliver nær, Himlen alt jeg ejer her”. Det er jo ”forsmag af himmel på jord”, at han er her med livets drik og livets brød, der stiller hjertets hunger og sult. Når vi kommer til ham, lader han os erfare de ords virkelighed, som han selv har sagt: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Joh 6,35). Lad så bare verden snakke om illusion og fantasi. Du ved bedre, du, som er på det aftalte mødested for at møde Jesus og få del i hans ord og nadverens gaver. Du erfarer jo, at den opstandne sætter hele sin opstandelses virkelighed ind på at holde sine aftaler, så det ikke skal være forgæves, du møder op dér, hvor han har sat dig stævne. Her får du igen og igen det livgivende og trosskabende møde med Jesus i hans ord og sakramenter. Det er her, man får den glædelige påske, vi ønsker hinanden, ja, og alle andre, der al tvivl til trods vil komme til ham!