Palmesøndag - 1. tekstrække

Palmen.
Det er morgen.
Solen står søvnigt op over oliebjerget lige uden for Jerusalem.
En gammel palme, som står lige udenfor en af byportene, skælver lidt i morgenluftningen.
Palmen havde stået her i mange, mange år … den vidste ikke selv, hvor gammel den var!
Men den var efterhånden blevet ret høj, selv om nogle af dens grene stadig hænger så lavt, at voksne mennesker kan nå dem.
Men børnene kan ikke komme op i den længere.
Børnene!
Ja! Det er mange år siden, de kunne klatre i dens grene.
Den gamle palme sukker. Den syntes, det var så hyggeligt, når børnene kravlede op i den og sad og kiggede ud over dalen fra dens krone.
Det kildede så sjovt, når de plukkede dens dadler for at spise dem.
Palmen vågnede langsomt og strakte sig.
Også den store by kravlede ud af søvnen. Men kun med besvær. Den store port ved palmens fod åbnedes som med et dybt suk, mens de tunge døre svingede på hængslerne.
Byen gabte i morgensøvnighed og kiggede ud gennem porten over mod Oliebjerget, hvor træerne i olivenlundene endnu blundede i skyggen fra bjerget.
Palmen så til den ene side, ind over bymuren. Den var så høj, at den kunne se, hvad der skete derinde.
Dér var templet, og dér markedet.
Der var ikke så mange folk endnu.
Så kiggede palmen til den anden side, hen over dalen og op på solen, der stod op over Oliebjerget lige overfor.

 

Optoget.
Nu begyndte der at komme liv i husene på bjergets skråning.
Og der var flere mennesker på stien der førte fra bjerget ned i dalen, ned mod byen.
Der var faktisk en del mennesker på vej ned ad bjerget.
Det var usædvanligt på den tid af morgenen, mente palmen.
Flokken blev til et helt optog.
Den kunne ikke se så meget. Gamle palmer har det nemlig som mennesker: de bliver nemt nærsynede med alderen.
Men selv om den ikke kunne se så godt, fejlede dens hørelse intet.
Og den kunne skelne stemmerne derovrefra.
Næh, de snakkede ikke bare.
Næh, de sang.
Morgenvinden bevægede grenene, så den ikke kunne høre hele sangen. Men nu og da trængte der et råb igennem:

Hosianna
Hosianna
Palmen smilede. Så er det et festtog her op mod påske.
Hosianna … den kendte råbet fra festerne … lovet være Herren vor Gud!
Den viftede lidt med sine grene. Det gjorde den i godt humør at høre festsang. Og den ville gerne feste lidt.
Mens den nynnede og viftede svagt i morgenbrisen, var optoget kommet nærmere.
Og så opdagede den noget mærkeligt i menneskemængden, der langsomt krøb ned ad stien.
Nu kunne den se, at en af dem red på et æsel.
Det var da underligt.
En enlig mand på et æsel, og alle de andre gik på deres fødder.
Jamen … de synger, mens de følger efter manden på æselet.
De synger Hosianna til manden på æslet.
Palmen rynkede på barken … det var sært .. man synger da kun Hosianna til Guds ære?
Hvem var han dog, manden på æslet?
Hosianna … Hosianna …
Lød det fra folkene

 

Påske.
Påskefesten var nær.
Menneskene i Jerusalem glædede sig over, at de var undsluppet slaveriet i Ægypten … og at Moses havde ført dem til deres eget land.
Palmen vidste, at de glædede sig til den store befrier ville komme … Messias. Han skulle komme med fred i landet.
Han skal blive konge som David. Og så skal alt blive godt.
Davids søn skal bringe fred og liv … nogle sagde evigt liv til menneskene.
Palmen drømte, for den tænkte på hvordan det ville blive, når Guds rige kom, og alt blev nyt. Det ville begynde med, at menneskene skulle få fred med Gud.
Også for dyrene skulle det blive godt. Ingen ville jage hinanden.
Børn kunne lege med slanger og vilde dyr. Sådan havde Gud lovet!
Ja, måske skulle det også blive godt for palmer. Ingen der fældede træer mere…
Jo, når Davids søn blev konge og Messias, så ville alt blive nyt …
HOV, hvad var det … de var kommet nærmere … og hvad var det de sang:
Hosianna … Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn … Hosianna i det højeste.
Drømte den, eller var den vågen?
De sang netop om Davids søn,
om kongen der skulle give fred
om Guds konge!
Jamen, troede de, at denne mand på æslet var Messias … Guds konge … ham som skulle skabe fred mellem Gud og mennesker?

 

Manden på æslet.
Palmen så festtoget nå bunden af dalen og begynde at stige op mod byen. De ville komme denne vej, gætter den.
Folk sang og dansede.
De sang og dansede foran manden på æselet …
Hvem er denne mand på æselet?
Palmen kiggede nøjere, og så opdagede den, at den kendte ham … han havde været her i byen før.
Det var ham, de kaldte Jesus.
Palmen huskede godt. Det gør palmer. De ser ikke så godt, men husker rigtig godt.
Den huskede nøje, at Jesus havde været i Jerusalem hver påske og helbredt mange. Han havde givet den lamme mand, der havde ligget lam i mange år ved dammen lige inden for porten, sin førlighed igen.
Og de, som gik forbi hver dag, fortalte, at han endog havde opvakt en død dreng.
Mon Guds konge ikke netop skulle have magt også over døden?
Der var mange, som Jesus havde hjulpet, men ikke alle var glade. Især lederne i folket hadede Jesus.
Det forstod palmen ikke.
Måske var det, fordi de syntes, at de syge og svage skulle klare sig selv og helst ikke være for besværlige!
Og Jesus var jo netop omsorgsfuld overfor syge, svage … og havde en anderledes magt over hjerter, sygdom … og selve døden end alle andre!
Nu kom de nærmere.
Hvorfor mon Jesus kom igen til byen?
Vidste han ikke, at her var fjender?
Folkene, der fulgte i optoget sang og sang, var så glade. Og Jesus, der sad på æselet, så både glad og tænksom ud.
De sang hele tiden: Hosianna, hosianna … Davids Søn!
Jesus var Davids Søn!
Jamen … måske var de gamle længsler efter en konge, som kan skabe fred i verden og give mennesker den bedste fred med Gud, ved at blive opfyldt … måske var det virkelig Jesus.
Palmen så, at nu nærmede optoget sig muren. Folk bredte deres kapper ud foran Jesus og æslet.
Han red hen over de flotte frakker som en konge, der går op ad et kostbart tæppe.
Åh, hvem der bare kunne være med til at hylde Jesus tænkte palmen.
Men den havde jo ingen overfrakke, den kunne lægge ned på jorden foran kongen.

 

Æslet.
Så blev palmen igen i tvivl. For hvordan kunne en konge dog komme ridende på et ganske almindeligt æsel?
En konge skulle da have et fint ridedyr eller bæres i en bærestol.
Hvorfor kunne sådan et lille menneske som Jesus være konge. Ville Guds Messias ikke være en fornem mand?
En man var lidt bange for?
En mand med magt?
En mand folk trak sig tilbage for, fordi han har en mægtig hær!
En mand, der knuser sine fjender!
Sådan ville folk have det.
En stærk mand, der kunne sørge for ro og orden for ordentlige folk.
En, som kunne banke alle dem, de ikke kunne lide!
Kunne Jesus være Guds konge?
Her i følget med ham var ingen bange.

 

Børnene.
Han var måske en helt anden slags konge!
Palmen smilede, for selv børnene var glade og løb frem og tilbage foran æslet. De var ikke bange. Og palmen glædede sig ved at se det. Børnene sang højere end alle andre og svingede med armene. De havde ikke noget, de kunne lægge ned foran Jesus. De lagde deres sang!
Glade børnestemmer sang Hosianna Hosianna, sådan som man gør, når man følger en konge.
Så bliver ens liv helt anderledes, når man følger Guds konge.
Åh, bare palmen kunne gøre noget ligesom folkene.
En lille dreng stod ved foden af palmen sammen med sin far.
Den lille så på sin far. Far smilede. Så rakte far armen op mod palmen, tog en kniv, skar en gren af den gamle palme og gav den til drengen, som straks gav sig til at vifte med den.
Der gik et gys gennem palmen, da grenen blev skåret af.
Det gjorde lidt ondt og blødte en smule.
Men da palmen så, at drengen svingede med grenen foran Jesus, glemte den straks sin smerte. Nu havde den også givet noget til Jesus.
Den gamle palme så, at der var flere folk, som skar grene af træerne. Nogle skar også de nederste grene af palmen og lagde dem foran Jesus.
Selv om det gjorde lidt ondt, kunne palmen sagtens undvære de par grene, de var alligevel så gamle og slidte.
Det var dejligt, at kunne gøre noget for Gud. Tænk, at Gud kunne bruge menneskenes tøj, deres sange – og nu også palmens gamle grene.
Den tænkte, at ingen blev for gammel til at give noget til Jesus.
Det var den glad for, for man er først rigtig med, når man er med til at hylde Guds konge!
Nu var palmen også med i optoget.
Og nu red Jesus hen over grenene … dens grene.
Palmen kneb en lille tåre fra stederne, hvor dens grene havde siddet, men det var måske af glæde over at være med i lovsangen til Jesus:
“Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!”

 

Sagtmodig.
Nu var optoget kommet forbi, og drengen spurgte sin far, hvorfor de hyldede ham, der sad på et æsel.
Skulle kongen ikke have en kamphest?
Far begyndte at forklare.
Og palmen lyttede med alle blade på stilke.
Faderen fortalte sin dreng, at det slet ikke var så underligt, at Messias, Guds fredskonge, skulle ride på et æsel.
For sådan havde Gud lovet sit folk fra ældgammel tid, at kongen skulle være både retfærdig og sejrrig, men også sagtmodig!
Sådan siger Gud ved en af profeterne
og far citerer fra hukommelsen:
“Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl! Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav …”
Den lille dreng viftede med palmegrenen. Sagtmodig, sagtmodig, sang han. Hosianna, hosianna!
Palmen viftede også med grenene … eller måske var det vinden, som gjorde det.
“Sagtmodig,” gentog palmen for sig selv. Jo, denne konge var sagtmodig. Selv børnene var jublende glade. En konge, som lader sig hylde af børnene. En konge, som rider på et æsel.
Freden begynder, hvor folk lovsynger og får glæde fra Gud. Jo det måtte være denne konge, Gud havde talt om. “Han udråber fred til folkene …”

 

I Jerusalem.
Og fra sin høje krone kunne palmen se optoget komme ind i byen og op til templet, hvor det glade optog mødte vrede, alvorlige mænd, som ikke mente, Jesus var konge.
De sang ikke.
De jublede ikke.
De troede ikke, Jesus var konge.
Den gamle palme sukkede. Den så ned på den tomme gade ved foden af stammen. Her lå glædens palmer og ventede på, at kongen skulle komme tilbage.
Hvornår kom kongen, Jesus, denne vej igen?
Mon de ville hylde ham igen?
Mon han ville have en krone på denne gang?

———-

Her slutter palmens historie.
Vi følger med ind i staden i påsken, som nu kommer.
Hvad palmen ikke vidste var, at kongen skulle drage tilbage ud af byen nogle dage senere.
Han skulle ganske rigtigt have en krone på – en tornekrone.
For at blive en konge, der hersker ved at elske ind i døden, til Gud Faders ære.
En konge, der ikke bare sidder på et æsel, men hænger på et kors.
En konge, der dør for sit folk, og som er opstanden til liv.
En konge, der er os nær, og som vi hylder på samme måde i nadverordene: “Hosianna i det højeste! velsignet være Han som kommer i Herrens navn!”
Jo, Jesus er en konge, som er sagtmodig og vinder sig et folk ved at lide for os, for at vi kan komme til Gud.
Og snart kommer Han igen i herlighed for at føre os i festtog.

Lad os prise og bede…

 

Salmer:
374: Nu ringer alle klokker…
150 v. 1-6: Se, hvor nu Jesus træder…
150 v. 7-10: do.
—–
363: Hellig, hellig, hellig
12 v. 1-5 & 10: Op, al den ting