Palmesøndag - 1. tekstrække

Salmer: 150 – 70 – 339 – 68 – 71

 

“Kom du ærens konge, kom. Hjertet er din ejendom. Rens det, dan det som du vil. Jeg kun dig vil høre til.”

 

Der er vel ingen by som Jerusalem, der i årenes løb har været udsat for mere eller mindre underlige optog af den ene eller anden art. Her i påsken vil man komme til at opleve det igen. Fanatikere, som kommer udklædt som romerske soldater og en enkelt som den lidende Jesus, kommer gående igennem de smalle gader med kors på nakken under stor ståhej. Enkelte, siger man, har endda fået, hvad man kalder for “Jerusalem-syndromet” og er blevet besat af underlige ideer. Sådan kan man fx. se en mand stå uden for byporten og spille på harpe som David, klædt som David, mens han synger de gamle salmer.

Er det sådan en halv-syg fanatisme, vi er vidner til i dagens txt? En mand, iført en støvet, sandfarvet kjortel og slidte sandaler. Han kommer ridende på et stædigt til tider skrydende æsel, der hvirvler støvet op med sine kluntede skridt, så manden må holde kjortelen op for munden for ikke at få mere støv i svælget. Foran og bagved æselet og manden løber en stor flok mennesker begejstrede rundt. Hujende og råbende, som var det en konge, der kom til byen. Nogle lægger møjsommeligt deres kapper på den ujævne vej og svinger pompøst med de palmegrene, de finder langs vejen. Den, der opfører sig mest normalt er vel nok æselet, som stødt og roligt trasker hen over både grene og overfrakker. Er det én stor farce? Et gigantisk skuespil? Eller var dette virkelig Davids arvtager og altså Israels nye stor-konge?

Ja – det var Israels konge. Folkets redning. Det ved vi i vores bagklogskab. Mere om det senere.

 

Af og til kan en gudstjeneste virke lidt på samme måde som dette tilsyneladende komiske optog. Jeg sidder der på bænken. Folk omkring mig synger salmer om Jesus som kongen, der kommer. Jeg falder i så godt jeg kan – selvom jeg ikke for godt kender melodien. Men hvad sker der?? Tilsyneladende ingenting. Man kan næsten føle sig selv som en part at et fjollet optog, som i en times tid får lov til at lade som om, vi har besøg af en konge. Som ved nadveren – “Velsignet være han som kommer i Herrens navn. Sådan siger vi, hver gang vi fejrer nadver. Store ord. Men hvad sker der? Et stykke tørt brød og en slant vin er, hvad der kan blive til hver. Er det Guds nærvær? Man kan godt forstå, at nogle få trang til at stable en mere ekstatisk stemning på benene for da i det mindste at gøre oplevelsen af guddommeligt nærvær mere naturtro.

MEN – når Jesus hyldes, sker det på hans præmisser. Når han er nær, er han det, som han vil. Men han ER det, han VIL hyldes.

Vi kan samle meget fra dagens tekster i denne sætning: hyld Jesus som den han er. Fra Filipperbrevet hørte vi, at hvert knæ skal bøje sig og hver tunge bekende, at Jesus Kristus er Herre. Fra GT hørte vi den profeti, som ligger til grund for palmesøndags begivenheder. Om kongen, der kommer på et æsel og som skal udråbe fred for alle folk på jorden og som skal være hersker indtil jordens ender, som man sagde i gamle dage. Sådan taler Bibelen om Jesus: alle mennesker i hele verden skal før eller siden bekende, at Jesus er Herre. Så folket den første palmesøndag havde på sin vis ret, når de hyldede ham med den hilsen, som ellers var forbeholdt Israels konge: “hosianna, velsignet være han som kommer i Herrens navn, hosianna i det højeste”.

 

Hyld Jesus som den, han er. Og ikke som den, han ser ud til at være, kunne vi fortsætte. Det er jo i grunden ikke meget anderledes end med venskaber og kærlighedsforhold i almindlighed. For virkeligt at sætte pris på et menneske, må vi ind bag facaden. Og vil vi gå ind i et ægte venskab, må vi tilsvarende selv lukke op for, hvem vi er inderst inde. Har du haft en ven eller et familiemedlem, som i andres øjne var lidt sær eller lidt træls måske? Kender du ikke trangen til at fortælle hele verden, hvordan din ven i virkeligheden er, fordi du kender mere end bare facaden?

Jeg tror ikke, det har skortet på spottende tilråb imod den skare af folk, som gik og råbte foran æselet med den underlige mand på. Måske ville det se knapt så usselt ud for tilskuerne, hvis de vidste, hvem det virkelig var, der holdt sit indtog i Jerusalem?

Og i samme åndedrag: hvordan ville det ikke være at gå til gudstjeneste, hvis vi fik lov at lære den konge at kende, som vi sidder og synger om? Hvordan ville det mon være at stå ud af det tog af mennesker, som kører gennem livet uden at se andet af Jesus end bare hans æsel og støvede kjortel? Er der overhovedet mere at se? Nogle har i hvert fald set et eller andet mere!

At tro på Jesus er jo ikke bare at anerkende, at han har eksisteret, men troen på Jesus er at se kongen i den støvede kjortel. Så lad os prøve at se, hvad det er, der gemmer sig, når vi kommer tættere på manden på æselet. I teksten, vi hørte fra Filipperbrevet før, er det som om Paulus har fået lov til at lukke op for det dybeste i Jesu personlighed.

Det er fantastisk, når man i sådan et glimt får lov til at se en solstråle skinne ud fra Skriften, som en stråle fra Guds evige lys.

 

Jesus er lige med Gud. Han regnede det ikke for et rov, siger Paulus, at være lig med Gud – for han VAR det. Men han gav afkald. Sådan forklarer Paulus hele sceneriet palmesøndag, og for den sags skyld også skærtorsdag og langfredag. Han gav afkald, tog en tjeners skikkelse og blev mennesker lig, forklares det videre. Han, som var lige med Gud, stillede sig nu lige med os mennesker, om end han stadig var Gud. Manden på æselet med de slidte sandaler og med støv i svælget, han sidder der af den eneste grund, at han har stillet sig lige med mig. Jeg er som manden på æselet. Overfor Jesus er det pludselig som om, det var mig, der skulle have siddet og balancere på en æselryg. Man ridder gennem livet, bliver måske hyldet for alle de gode ting, man får gjort. Men de færreste kender mig – mit sind, mine tanker. De færreste ved, at jeg, sammenlignet med Jesus, som altid gjorde godt, i det skjulte kan sprede gift ved mine små bemærkninger bag andres ryg. De færreste kender mine tanker, som langt fra altid hævder andre frem for mig selv. Men manden på æselet – han kender mig. For ham er der ikke noget, der hedder facade. Mit liv er for ham en åben bog. Og hvad gør han ved det? – når jeg sådan står til skue overfor ham?

 

Han ydmyger sig, går planken ud og dør! På et kors. Langfredag. Det var konsekvensen af at kende mig fuldt ud og at blive lige med mig, lige med det, der skulle have været min skæbne. Han blev ét med mig, mine tanker – ikke bare de pæne, men også de tanker, som dømmer mig, men han forenede sig også med den straf, der fulgte med disse tanker. Døden, den totale ydmygelse, det var, hvad manden på æselet var på vej imod. Og så fortsætter Paulus: “derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmelen og på jorden og under jorden, og hver tunge skal bekende: Jesus Kristus er Herre til Guds Faders ære”.

 

Ydmyg og sejrrig. Gud ydmygede sig, blev min ligemand. Det døde han af. Og DET var en sejr. En sejr så stor så kong David og alle andre godt kan lægge sig. Med den død sejrede han over alt det, der skulle placere mig på æselet og sende mig af sted mod det mål, som blev endemålet for Jesu liv her på jorden. Jeg må undre mig igen og igen over, at det blev Jesus og ikke mig, der skulle ydmyges og lide døden på et kors. Men jeg kan også juble. For Jesus har jo set min situation, min nød, min skyld – og vil lade sig krone til konge i mit liv, hvis jeg da vil opgive at være konge i mit eget liv – hvis jeg vil erkende, at det langt snarere var mig, der skulle have siddet på den æselryg, og at det var mig, der skulle have råbt: min Gud, hvorfor har du forladt mig. Ind i dit liv kommer Jesus ridende – som konge, som frelser. “Se DIN konge kommer til dig”, profeterede Zakarias. Det er det, der gør dagen i dag til en festdag. Hvad betød det, om Jesus var konge for hele verden, hvis ikke han er det for mig? Men det har han også vist, at han vil være. Kongen over Guds rige, verdens skaber og himmelens Herre har ydmyget sig. Det er han den eneste, der kunne gøre, så det har betydning for mig. Når jeg kalder på hans navn og ønsker at lade nåde gå for ret også i mit liv, da er jeg kommet til den rette – og da er HAN kommet til den rette.

Ja, “saligt, hvor han drager ind, saligt er det folk, det rige, der skal sorgen fly af sind, der skal synd og død bortvige, der skal kærligheden bo, der skal fredens palme gro, der skal håbet evig bygge under kerubvingers skygge.”

 

Så lad os hylde kongen som den, han er og modtage alt, hvad der er hans. Lad os råbe det til ham: Hosianna. Det betyder: Herre, frels dog!

Amen.