Palmesøndag - 1. tekstrække

Zakariasteksten rummer den profeti, som Jesus opfylder, da han rider ind i Jerusalem på ryggen af et æsel, og folk hylder ham. Men i teksten ser vi også noget af baggrunden for, at Jesus igen og igen holder sin messianske identitet i kort snor (messiashemmeligheden), for teksten rummer muligheden for nogle ret stærke nationale undertoner omkring Messias, der skal gøre op med landets fjender, sejre og udvide sit herredømme til ”jordens ende”.

Samtidig rummer teksten en dyb spænding mellem denne hersker på den ene side og den sagtmodige æselrytter på den anden side. Den spænding har også en profetisk tone i teksten gennem ordet ”fred” – ”han udråber fred til folkene”. Esajas kalder ham fredskonge – Jesus siger skærtorsdag til sine disciple: ”Min fred giver jeg jer…” – han er virkelig en anderledes konge.

 

 

Filipperbrevshymnen er i sin sammenhæng en formaning: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”. Det er i øvrigt også en tanke, der spiller med både i den gamle kollektbøn og i Holger Lissners – vores efterfølgelse. Men fokus i teksten her på Palmesøndag må være den nærmest bekendelsesagtige fremstilling af Jesu fornedrelse og ophøjelse.

Filipperbrevshymnen er nærmest en påskefanfare, der med troens briller ser igennem alt det, der sker – både baggrund og sammenhæng og mål.

 

 

Mattæusteksten viser os Jesus, der er klar over, hvad der skal ske og selv er med til at iscenesætte det. Ikke mindst Mattæus er jo meget beredvillig til at vise sin læser den klare sammenhæng mellem profeti og opfyldelse. Og det er faktisk et afgørende aspekt ved Palmesøndag. Jesus påtager sig alle Guds løfter, der kulminerer i udsagnet: ”Det er fuldbragt” på korset.

 

 

Prædikenansatser

Som indledende illustration kunne man tænke på synet af befrielsestropper, der rykker ind i et besat område. Og folket jubler over deres befriere. Men nogle gange lever befrierne ikke op til forventningerne. Så vender folk sig imod dem, og de, der var i mod fra begyndelsen, får mere luft i deres sejl.

Det er vist i nogen grad også psykologien bag Jesu indtog i Jerusalem. Da det blev klart, at han ikke ville være brødkonge eller krigskonge, så var der ikke langt fra jublende hyldest til forkastelse.

Der er både fest og faste over palmesøndag. Feststemningen ligger i opfyldelsen af løfterne, som Jesus frit vælger at gå ind under. Det er ham, der så at sige arrangerer opfyldelsen – eller i hvert fald dybt bevidst går ind i den. Guds plan skinner igennem linierne og ordene. Gud handler og griber ind. Det hele forstærkes af, at vi ved, hvad der senere sker – hvad Jesus også ved. Folkets ærbødige gestus og hyldestråbene er jo fantastiske og har fundet vej ind i vores nadverritual – de betyder noget i retning af: ”Frels dog, Kristus, du som kommer fra Herren”.

Men der er en ”sky i horisonten”, som holder os fast i fasten. Vi ved om troløsheden. Folket vendte sig fra Kristus, da de opdagede, at han ikke var kommet for at løse alle deres for hånden værende problemer. Og kun de, der så, at han er hjerternes konge, der er kommet for at udråbe fred til alle folk, fulgte ham. Og selv de svigtede jo. Hvad gør jeg? Er der ikke her plads til lidt selvransagende meditation?

 

Det er også værd at standse lidt ved ordet ”sagtmodig”, som bruges om den måde, Jesus er konge på. Hele hans virke er præget af det. Alt, hvad han gør, vælger han ikke at udnytte til egen eller til verdslig fordel – ikke engang til at få magt over mennesker. Det er det, djævelens fristelse igen og igen går på – brug din magt – men Jesus vælger at være sagtmodig. Gang på gang undviger han for meget snak om sin messianitet, fordi frelsen går igennem, at han giver afkald, bliver tjener, ydmyger sig og er lydig til døden på korset.

Det er den, der har magten, der kan lade være med at bruge den, og det er sagtmodighed. Det er når jeg ser den sagtmodighed – frit valgt af ham, der kunne vælge noget helt andet – at troen og tilbedelsen kommer ind i mit hjerte. Når jeg ser, at han frit har valgt korsets vej helt til enden for mig – så må jeg have min fine kappe af og følge ham med ”Hosianna”.

 

 

 

Salmeforslag
176 – 202 – 58 // 179 – 476 – 85