Palmesøndag - 1. tekstrække

Både GT-læsningen og epistelteksten er denne dag fælles for de to tekstrækker, og prædiketeksten er (udover juleevangeliet) den eneste, der hører til to gange i kirkeåret, 1. s. i advent og palmesøndag i 1. tekstrække.

Zakariasprofetien rummer allerede dagens spændingsfyldte dobbelthed: kongetemaet og ydmygheden, suppleret med knusende sejr over fjenden og verdensfred.
Filipperbrevet kan ses som ét stort kald til ydmyghed indbyrdes i menigheden, og her indgår 2,6-11 som den mægtigste motivation af det hele: Kristi ydmygelse af sig selv i lydighed som vejen til ære – fordi det var nødvendigt til vor frelse.
Ydmyghed er også betoningen i begge kollekter – i modsætning til kongetemaet i kollekterne til 1. s. i advent.

I Mattæus’ beskrivelse af indtoget i Jerusalem betoner han som altid opfyldelsen af profetien. Jesus har øjensynligt været bevidst om, at denne profeti skulle opfyldes nu. Den udtrykte hans modsætningsfyldte situation. Vi ved ikke, om han havde kendskab til æslet med føllet fra tidligere besøg eller ved et særligt klarsyn; for Mattæus er pointen snarere det bydende nødvendige i, at det skulle ske – de skulle ikke spørge pænt, om det mon kunne lade sig gøre!

V. 5 taler om ét dyr ligesom Zakarias. V. 7 er vanskeligere: han satte sig på dem = kapperne, eller på føllet, der skulle have sin mor med til at berolige sig. Eller er den lettere tekstvariant rigtig: “han satte sig på den”?
Kontrasten mellem den trykkede stemning på vejen op fra Jeriko og hyldestråbene nu er stor, såvel som spændingen mellem kongehyldesten og det ydmyge ridedyr. Ordet hosianna rummer også spændingen: Det var et hyldestråb, men den bogstavelige betydning var et nødråb: “Herre, frels dog!” Børnenes råb finder vi først i v. 15-16.
“Han, som kommer” er et rigt navn på Kristus, der rummer både forvisning om, at han er nærværende, og forventning om endetidens fuldendelse.

 

Mellem tekst og prædiken.
Palmesøndags dobbelthed må komme til udtryk i salmevalg såvel som i prædiken, hvad enten det bliver en todelt prædiken eller det ene tema bliver dyrket og det andet en undertone. Dagen indbyder til familiegudstjeneste med palmesvingende optog, hvis børnefamilier er hjemme der i sognet, eller fastetidstonen kan dominere. Men det er sundt at huske, at meningen med fasten ikke er øvelse i afsavn, sorg eller påtaget ydmyghed, men at give rum for Guds nærvær, en sjælens forårsrengøring – jævnfør præsten, der faster fra halvdelen af udvalgsmøderne i den tid! – Og så var der den om prædikanten i Californien, der havde prædiket om morgenen i en pinsemenighed og om aftenen prædikede i en pæn, borgerlig formel menighed. En halleluja-råbende dame fulgte med, og da man ikke kunne bære hendes hallelujaråb under prædikenen længere, kom to mænd og nærmest bar hende ud. Da hun undervejs råbte: “Halleluja! Jeg er velsignet!”, spurgte prædikanten: “Hvad er der nu!?” “Jeg er mere heldig end Jesus! Han blev båret af et æsel, jeg bliver båret af to!” – Ustyrlig lovsang!

 

Prædikenforslag.
Fest og faste
Dagens dobbelthed
Hosiannaråbets dobbelthed
“Han, som kommer”s to betydninger
Som han kom til Jerusalem, vil kan komme til os: bo i os, velsigne os, måske til tider skjule sig under sin modsætning.
Skyggen over indtoget: Han vidste om Langfredag, men kom alligevel.
Påskemorgen viste, at han kunne bære Jerusalem; han kan også bære os.
Pinsedag fik Jerusalem mulighed for at vende sig til ham igen. Det er aldrig for sent at vende sig til ham i dag. Vi ved intet om i morgen.

 

eller:
Se, din konge kommer til dig!
En kongelig hyldest
– med palmegrene (Johs.ev.) og det hele.
Hans kongeværdighed
– båret i ydmyghed.
Han er fredsfyrste
– han vil være vor herre.
Målet: den himmelske palmesvingende jubel

 

Salmer:
Vi har fast 364 på Kyries plads og 174 i fastetiden. Med årene er dette måske lidt ensformigt.
Se, vi går op (Tillægget 807, Salmebogsforslaget 164), 174, 150, 73, 72.