Palmesøndag - 2. tekstrække

18 februar 2022

Indledende bemærkninger.
Der er genvalg for de to første læsninger i forhold til første tekstrække. Det kan egentlig undre at Zakarias-profetien og Fillipperbrevs-hymnen regnes for uundværlige på denne dag, da der er andre tekster, der også kan tolke Palmesøndags drama. Sl. 118 bruges påskedag, men f.eks. Sl. 148 eller Es. 62,10-12 har lovsangen og storheden i sig og Hebr. 12,1-3 eller 1. Kor. 2,6-10 peger også stærkt hen på det som Jesus nu har i vente. De nævnte tekster er ikke et forsøg på at være klogere end de vise vælgere af kirkeårets tekster, men de kan måske inspirere og være kommentarer til søndagens læsninger.
Zakarias er en af profeterne i eftereksiltiden, samtidig med Haggaj. I Zakarias’ bog er Guds løfter om folkets tilbagevenden opfyldt, og der ses frem mod den endegyldige opfyldelse, nemlig den messianske tid. I vers 9 lyder heroldens råb, og ordene har klinget i disciplenes ører, da Jesus bad dem finde et æsel, og de sammen med ham drog ind i Jerusalem. Manden på æselet er fredsfyrsten (Es. 9,5 + Es. 53,10-12), der skal grundlægge et verdensherredømme. Tankerne ledes hen på Mika 4, 1-4, og i det hele taget rummer hele Mika-bogen kort og præcis den forkyndelse af dom og frelse, som Jesus kom med.

I filipperbrevets tale om Kristi fornedrelse og ophøjelse er hele evangeliet koncentreret. Ved at lide sejrede han. Ved at blive svag fik han styrke. Ved at dø vandt han livet. Hymnen er ikke bare en poetisk skildring af frelsesbegivenhederne, men en bekendelse.
Der er to muligheder til evangelietekst. Den første er salvningen af Jesus i Bethania hos Markus (//tekst i Matt.), mens den anden mulighed er Johannes’ beretning om en lignende/samme hændelse. Man kan lægge mærke til, at Johannes fortæller, at Maria, Lazarus’ bror, salver Jesus palmesøndag før indtoget, mens Markus og Mattæus fortæller om, at det foregår to dage før påskefesten, altså efter indtoget. Hos de to nævnes kvindens navn ikke, og det foregår godt nok i samme by, men ikke i samme hus. Alt efter bibelsyn kan man vælge, at sige, at det er den samme hændelse, eller at det er sket to gange med få dages mellemrum. Vi har dog kun den ene tekst som prædiketekst og bør ikke inddrage den slags overvejelser i prædiken.
Salvningen er ikke alene en kongesalvning og en begravelsessalvning, men også en kærlighedshandling. Maria bruger det dyrebareste, hun har, og kærligheden beregner ikke omkostninger, men handler for den elskede. Således er Marias handling et symbol på Jesu forestående død, idet han heller ikke regnede på omkostningerne, men handlede af lydighed og kærlighed.

 

Mellem tekst og prædiken.
Kontraster er der rigeligt af i teksterne. Jesu fornedrelse og ophøjelse. Maria og Judas. Den store jublende skare og ypperstepræsterne, der pønser på drab. Kontraster er der også i vor læsning af teksterne.    – Evangeliets glæde i forhold til vor glæde over det.
– Verdens vigtigste begivenhed får ligesom ikke den opmærksomhed i verden, som den burde.
– Jesus er konge, men regerer ikke synligt i verden.

Prædikenskitse.
1) Der kan vælges et kontrast-par som tema, så hver del præsenteres med motiv for handling, og derefter kan der dialektisk skabes en sammenhæng mellem dem. F.eks. er skarens og ypperstepræsternes handling et godt eksempel på, hvor forskelligt og dybt menneskeligt, der blev (og bliver) reageret på Jesus.

2) En anden mulighed er at fokusere direkte på Maria/kvinden. Man kan overveje: hvorfor salver Maria Jesus, med denne kostbare salve?
a) Hun havde oplevet at få sin bror tilbage af Jesus. Hun havde fået og gav nu af taknemmelighed.
b) Hun havde hørt livets ord af Jesus. Og hun var kommet til tro på, at han var Kristus, Guds søn, Kongen. Derfor salvede hun ham med kongesalven, nardusolie. Det, som senere blev råbt af folkeskaren: Velsiget være han som kommer i Herrens navn – det sagde hun uden ord, da hun salvede Ham og tørrede hans fødder med sit hår.
c) Der står fortalt, at “huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie”. Den dag udtrykte Maria sine egne oplevelser med oliens duft. Hun havde i Jesu ord og særlig ved hans opvækkelse af Lazarus mærket en duft af paradiset. Han kom til jord, gav afkald på sin magt og herlighed, ydmygede sig selv, levede under menneskers vilkår og udsatte sig for menneskers hån og spot. Og nu var han på vej til den største ydmygelse og den dybeste form for afmagt – døden på et kors. Alt dette, for at lade os dufte paradiset og for at føre os ind i det.

Den ene forbryder på korset duftede paradiset og kom ind i det, og den duft er Guds kærlighed og sandhed. Duften fra paradiset er både kærlighed og sandhed. Jesus udsender ikke en sødlig: “her skal alle bare komme og få deres ønsker opfyldt ” – duft. Nej, Forbryderen vidste, at han havde fortjent sin straf, og ved at tage ansvar for det, kunne Jesu tilgivelse få betydning. Duften fra paradiset er ren og klar – en duft, der renser synden ud, som morgenluften ved rygerlunger.

I samme spor kan inddrages en vittighedstegning: Ferdinands kone havde udsøgt sig en ny slags duftevand og stod i døren, da Ferdinand kom hjem fra arbejde. Men han lagde ikke mærke til andet end duften af aftensmaden i køkkenet. Det blev en kold aften.
Maria har duftet det rette og fylder huset med en dejlig lugt. Sådan er det jo. Når vi bliver optaget af at tjene Jesus og glæde ham, så bliver det godt at være sammen med os. Maria er ødsel, fordi hun vil give Jesus alt det, hun har. Mindre kan heller ikke gøre det for os. Alt det vi har tilhører Gud, for vi har fået det fra ham.
En fiffig ægtemand kan måske, efter at have glemt deres bryllupsdag, sige: Jamen, vi har da fælles økonomi, så du kunne bare selv købe noget, så var det også fra mig. Men den går ikke. Ønsker jeg at give noget af mit, for at glæde? Kommer jeg kun til kirke for at få noget, eller kommer jeg også for at bringe min hyldest til Jesus: Sige tak og lovsynge Ham?
Maria var fyldt af glæde og derfor gav hun rigeligt.

 

Salmevalg.
339 – 825 – 71 / 150 – 178.