Palmesøndag - 2. tekstrække

18 februar 2022

Speaker: Henrik Højlund

Tekstlige indfald
V2: Vi genkender Maria og Martha fra Luk 10. Martha ”sørgede for maden”, og Maria er optaget af det ene fornødne: Jesus.
v3: ”Et pund ægte, meget kostbar nardusolie”: Et pund = 327 gram. 300 denarer = en årsløn. Nardussalven var den allerfineste salve/parfume fra Nordindien.
v3: Marias udslåede hår er opsigtsvækkende. Kenneth Bailey gør en pointe ud af, at udslået hår på en kvinde var utænkeligt i andre mænds nærvær. Det gør kvinden kun overfor manden i sit liv. Maria er den genkomne ”Eva”, som nu omsider kan modtage sin Herre.
Peter Halldorf påviser i flere af sine bøger (bl.a. i prædikensamlingen ”Der brænder en ild”), hvordan Johannesevangeliet på flere måder er en slags parafrase af Højsangen. F.eks. spiller teksten tydeligt på Højs 1,12-13!
Vellugtende olie er i Bibelen flere steder et symbol for Helligåndens nærvær. I oldkirken salvede man nydøbte med meget velduftende salve. Man kan også tænke på 2 Kor 2 – en velduft af liv til liv og død til død.
Raymond E. Brown fortæller, at man ikke salver fødderne på en levende, men kun på en død. Der var altså i denne hengivne, livgivende handling også en duft af død.
Salvning skete også med henblik på kongelig intronation. Men da normalt kongens hoved. Her er det fødderne, altså endnu engang: en anderledes ”konge”. Jesus er Messias: ”Den salvede”.
v3 og 10 angiver to diametralt modsatte reaktioner på Jesus. Begge sigter for så vidt mod døden. Også Maria bragte Jesus på korset, men hun udtrykker troens modtagelse af korset.
I det hele taget rummer teksten et broget og mangfoldigt galleri af personer med hver sit forhold til Jesus: Maria, Martha, Lazarus (ham med nærdødsoplevelsen!), ypperstepræsterne, disciplene, folkemængden. Martling taler om den ordløse hjerte-hyldest til Jesus (Martha, Maria, Lazarus) contra den hjerteløse ord-hyldest (folkemængden).
v13: Palmegrenen havde stærkt nationale undertoner. Eksempelvis var der palmer på jødiske mønter både i forbindelse med Judas Maccabæus og det andet oprør (132-135). Brown påviser, at en række detaljer gør scenen langt mere politisk end bare rent religiøs. Palmegrene var generelt et friheds- og sejrssymbol.
I Åb 7,9-10 er der en sammenkædning af palmegrene og lammet!
v14: Om Messias og æslet: foruden Zak 9,9 også 1 Mos 49,10f.
v15: Første linje er ikke fra Zak 9,9, men fra Sef 3,16-17, som har et universelt frelsesperspektiv.

 

 

Prædikenmæssige indfald
Marias hengivenhed er fascinerende. Martin Doerne påpeger, at teksten altid har været brugt som argument for den kristne kultus, for skønheden (velduften) og hengivenheden i den kristne gudstjeneste. Marias hengivenhed er forbilledet både for den enkelte troendes og hele den troende menigheds hengivne gudstjeneste.
Maria og den jublende folkemængde er et godt billede at have foran sig med tanke på den forestående påskefejring. Sådan skal vi fejre påske: med hengivenhed og jubelråb. Man kan alt for let lade bagklogskaben råde med den viden, vi har om, at hyldestråbene vendtes til ”korsfæst ham”, og de nærmestes svigten. Og det er jo sandt, at det er både folkemængdens og Marias og alles skyld, der bringer ham på korset. Men når det hele samler sig i ét billede, så findes der kun én passende reaktion på det hele: hengivenheden, hyldesten. Derfor skal palmesøndag ikke fejres med et vist forbehold – ”vi ved, hvad der kommer…”. Vi kan godt slippe palmesøndagens jubel løs, som en helt rigtig måde at indlede påskeugens grænsesprængende begivenhed på.
Bo Giertz skriver om Marias handling i sin oversættelse og kommentar til Johannesevangeliet: ”Denne kærlighed til Jesus, som ikke beregner og sparer, men giver alt med glæde, er mere værd end al beregnende klogskab i verden. Den hører til de virkeligt nyskabende kræfter. Den er et stykke af himmerigets hemmelighed. Netop derfor opfører den sig så fremmed og tåbeligt i verdens øjne.”
Denne hengivenhed er forbundet med 1 Kor 13: ”Om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.” Kærligheden – agape – er i sit inderste væsen kærlighed til Jesus selv, eller: Jesus selv. Jf. Åb 2,1ff om at svigte den første kærlighed, trods gerninger, møje, udholdenhed, rettroenhed, standhaftighed.
Der er oplagte tilknytningspunkter til nadverfejringen som det sted, hvor vi konkret og håndfast kan lade hengivenheden og jublen få krop. Vi har brug for dette ydre, for at det indre kan komme med. Vi skal vare os for i prædikenen at henvise til noget, menigheden kan gøre siden hen, ”i morgen, på tirsdag…”. Det er nu, i dette øjeblik, i gudstjenestens sammenhæng, at der er en oplagt mulighed for at slippe hengivenhed løs – ved at bruge det forhåndenværende: gudstjenestens ord og handlinger. Ved at give sig hen i ordene: salmernes, bønnernes, ritualets ord, knæle ved alterbordet osv. Det er vores ugentlige Maria-stund.

 

Vi siger af og til: ”Det er tanken bag, der tæller”. Det er det ikke her. Hverken i Marias eller Marthas handlinger eller i Jesu vandring mod skafottet. Det hele ligger helt fremme i selve handlingerne, i dét, der sker. På samme måde gør vi klogt i ikke at lede og søge for meget i vort indre efter den sande følelse: suset, varmen, hengivenheden, men blot give os hen i det, der faktisk sker i gudstjenesten. Nadverens brød og vin bliver ikke større ved, at vi føler det stærkere.
Det rummer også lidt af et svar til dem, der oplever tørketid med troen. Tørketid får mange til at søge fortvivlet efter den gode følelse. Den er blevet væk, og så længe den er væk, er der intet … Jo, det er der alt sammen. Også uden følelsen. Der er tider, hvos vi må nøjes med blot at gøre troen, uden at føle den. Synge, bede, læse, knæle, modtage brød og vin, besøge naboen, ringe til hende, der lige er blevet alene.
Mange har det problem med den kristne tro, at den forekommer dem at være ikke andet end ord, ord, ord. Som hvis ens ægtefælle forsikrede en igen og igen med ord: ”Jeg elsker dig”, men i øvrigt aldrig kyssede en, holdt om en, gik i seng med en, købte blomster til en, tog del i husets arbejde. Det er ret oplagt, at det med tiden ville føles som en luftig, abstrakt kærlighed. Ligesom kristendommen, der kan føles som luftige ord som: ”Gud elsker dig”, ”Jeg elsker Gud”…
Kristendommen drejer sig imidlertid om noget langt mere håndfast: Jesus var af kød og blod, født i tid og rum. Han gik ikke blot rundt og talte smukt og poetisk om frelse og evigt liv, men gjorde en god ven levende igen og tog de sidste skridt ind mod byen, som slog ham ihjel. Derved blev han et yderst håndgribeligt offer. Kristendommens ord om kærlighed er fuldstændig forbundet med hændelser, der drypper af blod, sved og tårer. Om man kan li’ filmen ”The Passion of the Christ” eller ej, så efterlader den i hvert fald ikke én i tvivl om, at kristendommen er en håndgribelig affære. Guds kærlighed skete.
Martha ”sørgede for maden”. Det angiver en fuldstændig jordnær måde at tjene Jesus på. Maria er lige så konkret i sin hengivenhed med salven, der ødsles på Jesus. Hun bruger ikke ord, men nøjes med at handle.
Peter Halldorf har et inspirerende afsnit knyttet til oliesalvningen om forholdet mellem det ydre og det indre i: ”Drik dybt af Ånden” s59ff.