Pinsedag - 1. tekstrække

Speaker: Dan K. Månsson

Teksternes centrale budskab og sigte.
Genesis-beretningne om sprogunderet i Babel hører ligesom det på pinsedagen Ap.g.2,5-11 til Xenolalia-underne (tungemål) i modsætning til den egentlige tungetale (glossolalia), hvor et menneske taler hemmeligheder ved Ånden (1. Kor. 14,2).
Hvor sprogforvirringen i Babel skulle splitte folk, kom pinsebegivenheden i Jerusalem til at samle folk. Babelstårnet var menneskeværk. Disciplene lagde blot røst til Guds storværker. I Babel ville menneskene op til himlen. I Jerusalem kom Gud Helligånd ned til menneskene. Der er ikke meget i dagens evangelie-tekst, som smager af pinse. Men med ét udtryk rammes pinsens grundtone. Jesus sagde til sine disciple: “Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” At “tage bolig hos ham” udtrykker den mest personlige forbindelse mellem et menneske og Gud. I den gamle pagts tid tog Gud bolig i Helligdommen, i den nye pagts tid, altså i vores tid, tager han bolig i mennesker, som elsker Jesus og holder fast ved hans ord.
Grundtonen i pinsedagens prædiketekst er forventning til fremtiden, grundet på Jesu ord om Helligånden. Hvad skal vi gøre? Vi skal fastholde det ældgamle, nemlig det, Jesus har sagt og gjort. Normalt tror og lærer vi, at alt nyt beror på, at vi tør give slip på alt gammelt. Men i Guds rige er det anderledes, helt anderledes!

 

Mellem tekst og prædiken.
Bo Giertz skriver i andagtsbogen “At tro på Kristus” (s. 336): “Vi fejrer ikke bare mindet om den store dag, da Kirken blev fyldt af kraft fra himlen og fik mod til at træde frem for verden og vidne om opstandelsen. Nej, pinsen er stadigvæk en åndsudgydelsens højtid, hvor vi alle i fuldt alvor beder om Helligånden og i tro venter på, at Gud på ny skal udgyde den over sin kirke”.


 Med pinsen kom en ny tid: Kirkens tid, missionens tid. Derfor er pinsen en glædes- og takkefest for Guds gave. Disciplenes glædesrus skulle ikke soves ud, men skal hele tiden fornyes ved at fylde sig med ordet. Vores opgave er at gøre pinsen nutidig i vor forkyndelse. Og det gøres alene gennem forkyndelsen af Kristus. Vi forandres af ordet om Jesus – en ny kraft kommer til os ovenfra – en ny ild begynder at brænde i os, nemlig den første kærlighed til Jesus.
Pinsen er ikke menighedens fødselsdag! Også i GT tales om Guds menighed. Pinsen er heller ikke dagen, hvor Ånden kom til jorden. Pinsen er markeringen af, at Ånden tager blivende bolig i den, som tror på Jesus. Derfor fejrer vi “Helligåndsfest”. Helligåndsfest bliver det, når Jesus gennem gudstjenesten bliver herliggjort. Netop fordi Guds ånd tager bolig i de Jesus-troende fra og med pinsen, binder Helligånden så at sige de kristne sammen – og bliver dermed en grundsten i kirkens hus og liv. I den forstand er pinsen også en kirkefest. Smerteligt er det, når spørgsmål om, hvorvidt den ene eller den anden kristen er døbt med Helligånden, kommer til at splitte kristne.
Om Helligånden kan vi bl.a. sige følgende:

 

  • Han er usynlig og allestedsnærværende – som vinden. Og han arbejder i det skjulte.
  • Han kan ikke indfanges eller tæmmes. Ligesom vi mærker vinden, når det blæser, kan vi også opleve eller erfare Åndens gerninger. Han er svær at få hold på for den menneskelige tanke.
  • Han er den stærkeste kraft i verden. Vinden er en stærk kraft, som kan ødelægge selv store og mægtige ting. Guds kraft kan andet end ødelægge. Han kan opbygge. Som vinden gennem en vindmølle kan fylde en generator med energi, kan Helligånden fylde os med Jesus-tro og Jesus-fred. Og som vinden slipper han aldrig op. Han er en vedvarende energikilde.
  • Han har en evne til at rette opmærksomheden bort fra sig selv og hen på Jesus. Ligesom en spotlight ikke kaster glans over sig selv, men over dem, den er rettet imod. Og ligesom lyset kan afsløre skidt og møg, der ikke var til at se eller mærke, før solens eller lampens lys afslørede det, kan Helligånden afdække synden.
  • Han har vanskelige arbejdsvilkår. Sundar Singh hed en kristen inder, som havde været på besøg i Europa. Da han kom tilbage, sagde han eftertænksomt om sine indtryk fra rejsen: “Hvordan kan Helligånden tale til disse mennesker, som aldrig er stille?”
  • Helligåndens frugter er flere. En af dem er nævnt i dagens evangelium: freden, som Jesus vandt ved sin død og opstandelse, – freden mellem Gud og syndere og dermed fred i alt det, der kan skabe ufred i syndens og dødens verden. Mellem Gud og mennesket står freden. For “han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os” (Ef. 2,14). Jesu fred byder ikke på mirakelkure eller magiske vibrationer. Jesu fred er Guds aldrig hvilende omsorg midt i syndens og dødens verden, altså midt i vores verden. Jesu fred lader sig ikke altid føle eller registrere. Jesus har efterladt os sin fred! Og den er forbundet med Ånden, som bor i os ved troen på Jesus. Samtidig med at Jesus har efterladt sin fred, er den i Himlen hos Gud i Jesu egen person.

 

 

Ved dåb i Sundkirken får dåbsbarnet en såkaldt bærbar Bibel, altså en børnebibel med hank. Den er en udmærket illustration af Jesu ord om at holde fast ved Jesu ord. Det er livsvigtigt for os at holde fast ved Jesu ord, at læse og sætte os ind i dette ord! Jesu ord er ganske tiltalende på afstand, men stille-arbejde med Jesu ord sætter os under tiltale. Det er rensende og livsskabende, for da er vi indenfor Helligåndens pædagogiske rækkevidde. For tiden arbejder jeg blandt flygtninge fra muslimske og buddhistiske kulturer, som har fået Bibler på deres egne sprog at læse i. Det er vidunderligt at opleve, hvad bibellæsning gør ved disse mennesker. Guds ord er vitterligt levende og virkende. Ikke fordi bogen er magisk eller fyldt med ånd, men fordi disse mennesker kommer ind i Helligåndens værksted. At opleve nyomvendte mennesker modtage dåben og nadveren, og høre dem tale om den fred, de fyldes med gennem bønnen til deres himmelske Fader, det er ikke bare trosstyrkende og vidnesbyrd om Guds gerninger i dag, men også selvransagende. Sætter brugen af nådens midler os ind i Jesu fred? Indgyder de os den samme frimodighed som de første kristne på pinsedagen? Ser vi betydningen af at holde fast ved Jesu ord med den kærlighed, Jesus taler om. Er det kærligheden til Jesus, mennesker først får øje på, når de taler om kirkens ‘højrefløj’?

Lad os gøre pinsedag til en bønnens og forventningens dag. Lad os sammen håbe, at Gud denne og kommende dage, så mange han vil give os her i tiden, må udgyde sin Ånd over os og kirken her hos os.

 

Prædikenansats.
En tematisk værksteds-prædiken over tredje trosartikel kunne være en mulighed denne dag: “Jeg tror på Helligånden, en hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”
Ud fra afsnittet “Ånden – mere end en kraft” (s. 69ff.) i konfirmandbogen “Mere end du aner” af Tore Kopperud og Thomas Kristensen er følgende disposition formuleret: Vi kan se tredje trosartikel som Jesu værk:

1. Helligånden er Jesu værkfører.
2. Kirken (en hellig almindelig kirke, de helliges samfund) er Helligåndens værksted.
3. Forkyndelsen, dåben og nadveren, bøn og skriftemål er Helligåndens værktøj.
4. “Syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” er Helligåndens værk.

 

Salmevalg.
247 – 239 – 244 – 248 el. 285 – 257 el. 243 – 240.