Pinsedag - 2. tekstrække

15 april 2022

Det er en af kirkens store festdag. Det er dejligt; men det frister unægtelig til festtale. En fristelse, der for øvrigt modarbejdes stærkt af dagens tekst, som er både er udfordrende og dyb.

 

 

Første afsæt:

Min første tanke, da jeg læste denne tekst igennem var: Hvis jeg kan få bøjet den første sætning i neon for menigheden (”Elsker I mig, så hold mine bud”), ville jeg måske ikke holde det folk opfatter som en ”god prædiken”; men jeg ville give dem et afgørende pejlemærke for deres kristenliv. Provokerende enkelt; men ”de største sandheden er ligesom de største mennesker ofte meget enkle”. Udfordringen bliver ikke mindre af, at v 15 sproglig set er en beskrivelse og ikke et bud! Man kan for øvrigt bemærke at her står ”agape”; ikke ”filein”. Det handler ikke om at foretrække Jesus af sympati; men om den betingelsesløse kærlighed. I slutningen af teksten bliver denne enkle tanke i øvrigt tilføjet en dimension af mystik: Den, som holder Jesu bud: (a) elsker Jesus; (b) bliver elsket af faderen, (c) bliver elsket af sønnen og (d) skal opleve at sønnen giver sig til kende for ham. Udfordringen er nærliggende: Trænger du til at mærke Jesus, kan du begynde med at tage hans bud alvorligt (Jf Joh 7,17)!

 

 

Andet afsæt: Vi tager afsked med hinanden, når vi – i hvert fald et stykke tid – ikke skal være sammen.Det er almindelig erfaring. Jesus, derimod, tager afsked her, for at være sammen med sin menighed: ”Jeg kommer til jer”. Når Jesus forsvinder og Helligånden kommer i stedet, er det netop Jesus selv, der kommer. I det brud på almindelig erfaring, får vi et glimt af treenighedens mysterium. Hvis man lægger mærke til, hvordan Jesus skifter udtryksmåde i disse få vers, kan man blive næsten rundtosset: Jeg vil bede faderen, og han vil give jer en anden talsmand,(3 pers i Gud) dermed bliver de ikke faderløse (1. pers i Gud) for sønnen (2. pers i Gud) kommer til dem. Den overvældende konsekvens er, at ved at Jesus rejser fra dem får de mere – og Jesus bliver faktisk mere nærværende – end hvis han var blevet. En nærliggende prædikenudfordring: Kan vi ikke invitere menigheden ind i det mysterium, uden at det bliver teknisk og kompliceret. Og måske munde ud, så prædikenens afsluttende lovprisning ligefrem kommer til at lyde naturlig. . ”Vi er ikke skabt til at forklare Gud; men til at forenes med Gud” (Peter Halldorf)

 

 

Tredje afsæt: Agne Nordlander gjorde engang opmærksom på, at forskellige traditioner i deres Helligåndsforkyndelse tager udgangspunkt i forskellige væsentlige bibelske sandheder. Firkantet sagt: Lutherenere i at ”Ånden skal forkynde Kristus”; pinsevenner og karismatikere i at ”Ånden udruster til tjeneste”. Men der findes (stadig ifølge Nordlander) ingen traditioner, som har sit afsæt, der, hvor denne tekst (og for øvrigt også Rom 8) har det: ”Ånden bor/er i os:” Ånden er et frelsesgode, en forsmag på den evige salighed. Det afgørende er her egentlig ikke, hvad vi skal ”bruge” Ånden til.

 

 

Fjerde afsæt: Der kan holdes en temaprædiken – som måske også bliver let at huske – om de tre ”i”-er i v 20:
Jesus er i faderen: Tre(to)enigheden. Det er Gud, vi møder i ham.
Vi er i Jesus: Retfærdiggørelsen. Derfor skal vi leve.(v19)
Jesus er i os: Det nye liv i Helligånden
Ergo: Kristendom er ikke et spørgsmål om hvordan vi er; men om hvor vi er (i Kristus eller udenfor ham) og hvem,  der er i os. Når Jesus bor i os, er vi forenet med Gud.

 

 

Salmer: 290-309-295//164-299-289