Seksagesima søndag - 1. tekstrække

Speaker: Esper Silkjær

Indledning

Den nye alterbog har andre tekster til denne søndag end den gamle. For det første er der den gammeltestamentlige lektielæsning. I vor gudstjenestelige sammenhæng er den ny ligesom også oversættelsen af teksterne og altså også Esajasteksten er det. I dag hedder det: jeres planer er ikke mine planer, og jeres vejer er ikke mine veje, siger Herren.

Skriftstedet kender vi vist alle, men i den gamle version: mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra Herren. Og så kan man godt spørge: hvorfor i alverden har man lavet om på det, så jeres nu kommer før mine?

Der har ingen grund været til denne ombytning her, for i den hebræiske tekst står Guds tanker først. I den nye formulering er det som om Gud distancerer sig fra os og vore tanker, hvor der i den gamle og den hebræiske tekste mere er tale om Guds tankers storhed og fylde i forhold til vore tankers begrænsethed.

 

Dernæst er der valgt en helt ny episteltekst fra 1. Kor. 1, om Guds dårskab, der er visere end menneskers visdom. Det har man selvfølgelig gjort for at understrege den rundhåndethed, hvormed Gud som sædemand i evangelieteksten udsår sin sæd. Der sås overalt og tages ikke smålig hensyn til om noget falder ved siden af den gode jord.

 

Og så er der evangelieteksten. Den handler om det samme, som i den gamle alterbog, nemlig om sædemande og de forskellige slags sædejord. Men i den nye alterbog er lignelsen taget fra Markus ev. i stedet for fra Lukas. Hovedindholdet af teksten er dog den samme, blot har vi nu lidt mere med til indledning.

Vi hører, at det fandt sted ved Genezaret sø, at han gik ombord i en båd, og talte til dem ude fra søen. Alle der har prøvet, at opholde sig ved stranden en lun sommeraften, hvor vandet er blikstille, og der er en båd ude på vandet, ved også, hvordan lyden bæres ind til stranden. Hvordan at alt hvad der bliver sagt ude på vandet let høres inde på stranden. Det vidste Jesus også, og netop derfor, talte han til folkeskaren fra båden ude på vandet.

Da er det så han fortæller dem denne lignelse om sædemanden. Og der er tre ting vi skal lægge mærke til i denne lignelse, det er sæden, sædemanden, og agerjorden.

 

 

SÆDEN

Sæden er Guds ord. Og ligesom kornet bærer liv i sig, sådan bærer Guds ord også liv i sig. Mange har sikker lavet forsøg med at støbe ærter ind i gibs. Det lader sig ikke gøre. Man kan godt støbe ærten ind i gibsen, og gibsen kan også godt tørre og blive knald hård som sten, men når ærten begynder at spire, så sprænger den gibsen, uanset hvor tyk den er.

På samme måde er det med Guds ord. Det indeholder også liv, og sprænger også denne verdens camouflage, når først det er sået. Uanset hvordan man forsøger at indkapsle Guds ord i denne verden, så sprænger det alle indkapslinger.

Det spirer og gror, man kan ikke slå det ned. Det har man jo forsøgt i de tidligere kommunistiske lande, men sæden lever og gror nu som aldrig før i de lande, efter at indkapslingen er sprængt. Guds ord har man ikke kunnet kvæle eller udrydde, selvom man forsøgt med al jordisk magt. Voksede det ikke på åbne marker, lå det i dvale i det skjulte. Og bedst som man troede, man havde fået bugt med det et sted, begyndte det at vokse et andet.

Sådan er det med Guds ord, det er sået på jorden, i verden, og det vokser og spirer. Hvordan var det, det lød hos Esajas: For som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage dertil, men væder jorden, befrugter den og får den til at spire og giver udsæd til den, der vil så, og brød til den, der vil spise, sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde.

Guds ord vender ikke tomt tilbage. Og ligesom han lader sin sol går op over både onde og gode, og lader regnen falde på både mark og vej, sådan spreder han også ordet ud over verden i rigelige mængder. Han skeler ikke til om det nu er god eller dårlig jordbund, ligesom han heller ikke kun lader markerne få regn, medens veje og klippegrund og brakmarker går fri.

Nej, overalt skal ordet ud. Det er derfor Paulus formaner Timoteus: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning!

 

 

SÆDEMANDEN

Ordet skal ud, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt. Og sædemanden er ødsel. Noget falder i god jord, andet på vej og stengrund. Hver plet, som kan bære frugt, skal have chancen for at bære frugt. Når høsten kommer afsløres det, hvor den gode jord er. Høstens størrelse afhænger jordbunds forholdene.

Guds rigets sæd bærer den samme spireevne i sig uanset om den falder på stengrund eller i den gode jord. Ordet er ikke virkningsløst. Men hvorfor sker der så ikke mere i kirken i dag? Og hvorfor mærker jeg ikke mere til ordets virkning i mit eget liv?

 

 

JORDBUNDSFORHOLDENE

Her er vi ved jordbundsforholdene. Det første, vi skal lægge mærke til, er, at jordbunden ikke give frugt af sig selv. Der er først noget, der må sås. Jordbunden må tilføres såsæden.

På samme måde med os. Vi kan heller ikke bære frugt af os selv. Vi må have noget tilført udefra, Guds ord. Guds ord må først sås i vore hjerter, for at vi kan bære evighedsfrugt.

Men får Guds ord lov til at slå rod i vore hjerter? Ligner hjerterne ikke ofte en vej med en hård belægning, stengrunden eller tidselbedet.

Det der faldt på vejen, som fuglene kom og åd op, sammenlignes med ordet der er blevet sået, men straks kommer Satan og tager det væk. Hvor tit møder vi ikke det i kristen sammenhæng?

Der er én, der hører ordet, bliver begejstret, og kommer i kristen sammenhæng. Men en skandale eller lignende afslører, at dette samfund endnu er en ufuldkommen størrelse, og straks bliver vedkommende forarget, og vender kirke og kristendom ryggen. Vedkommende var ikke forankret i Gud, men i fællesskabet, og da det krakelerer, krakelerer gudsforholdet også. Ordet får ikke lov til at slå rod. Satan fjerner det, før det slår rod.

Hvor mange skylder ikke degnen, præsten, søndagsskolelæreren, missionæreren, eller samfundsformanden for deres manglende kirkelige deltagelse. Hvor tit har vi ikke hørt beskyldningen: ham der, han var missionsmand, og han gjorde sådan og sådan, og når han kunne gøre sådan og kalde sig kristen, så skal jeg i hvert fald ikke have noget med kristendom at gøre.

Satan bruger forargelsen, og gør hjertet hårdt som flint, så ordet, der såes, ikke kan slå rod.

Og ret meget bedre går det ikke for det, der faldt på klippegrunden, hvor der kun er et tyndt lag muld. Hvor mange er ikke f.eks. i forbindelse med en vækkelse faldet fra pga. spotten, som næsten altid følger i kølvandet af en vækkelse.

Når “de hellige” er blevet spottet, har flere, som har haft deres gang i “de helliges samfund” taget sæde i spotteres lag. Sæden blev sveden, da dagen blev hed, og der er nu kun tørre og golde strå tilbage.

Men når vi taler om, at vi ikke oplever ordets virkning, at det er som om, det er uden kraft i vort liv, så er det spørgsmålet om ikke det skyldes tidslerne. Hvis ikke tidslerne bliver rykket op, breder de sig, og de kan også brede sig ud i den gode jord. Og de har bredt sig langt ind i kirken, for tidslerne er nemlig denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet, end Guds ord.

Er det ikke netop det, der er problemet, når vi oplever vor kristentro som kraftesløs. Vi giver ikke plads for Guds ord. Vi giver det ikke rum i vore hjerter, eller også bliver det gemt godt af vejen henne i et hjørne, hvor ingen andre ser det, medens verdens bekymringer og travlhed og jag efter materielle goder fylder rummet.

 

Hvornår tager vi os tid til Guds ord? Giver vi det plads i vort liv, så det kan vokse?

En ting er sikkert. Hvis ikke Helligånden, som bor i vore hjerter, får et Guds ord at arbejde med i os, så forbliver vi uden frugt, og Helligånden udslukkes i os.

Ønsker vi at opleve ordets virkekraft i vort liv er der kun en vej frem og det er ind i lønkammeret i bøn og meditation, i tilbedelse og tilegnelse af ordet. Det er nemlig ikke os, der skal bearbejde ordet. Det er ordet, der skal bearbejde os.

Det kræver, at vi afsætter tid til det, ligesom vi afsætter tid til at se avisen, TV-avisen, fodbold, håndbold og James Bond på TV. Og det kan godt betyde, at der er nogle tidsler i vort liv, som vi må have rykket op med rode.

Men det betaler sig, for får Ordet lov til at vokse op, giver det både tredive, tres og hundrede fold igen. En overflod af åndelig rigdom og velstand og åndelig velsignelse. Gud give, at det må falde i vor lod, at bære frugt i udholdenhed.

Amen

 

 

Forslag til salmer:

642 Her vil ties, her vil bies

349 Dit ord, o Gud, som duggen kvæger

133 O Herre Gud, din lære

134 En sædemand gik ud at så

359 Guds ord det er vort arvegods